Ja, efter min mening er seksualitet jo både godt og ondt. Det er godt, fordi man bliver tiltrukket af et andet menneske, men det er måske ondt, hvis det er noget, man ikke rigtig tør fortælle andre om.

Man er den, man er, uanset om man er homoseksuel, biseksuel eller heteroseksuel. Selvf er det da altid svært at snakke om. Altså for nogen er det nok meget nemt, osv. Altså heteroseksualitet er jo heller ikke altid lige nemt at snakke om. Altså det er da nemt nok at sige: "Jeg er til det modsatte køn." Det er der jo ingen, der får ondt i røven af. Men hvis det nu ikke er helt almindeligt, så ved man ikke rigtig, om man skal fortælle om det.

Men selvf kan man altid spørge om: "Hvad er almindeligt nu til dags?" For der er jo mange ting i dag, der ikke er så "fy" agtigt som i gamle dage, som er mere oka nu, men måske stadig ses lidt ned på en gang imellem.

Man skal da have lov til at have den seksualitet, man har. Man skal jo ikke ændre den, det kan man jo heller ikke bare lige sådan. Det ville være underligt, hvis man sagde: "Jeg er homoseksuel. Men det vil jeg ikke være mere, nu vil jeg være heteroseksuel." Det virker altså underligt at sige. For så virker man ikke specelt tilfreds med, at man er det eller det, hvis man skal skifte det for at få det godt.

Der vil altid være idioter ude i denne verden, der ikke vil acceptere, at tingene er sådan. Men det er jo deres problem.

Alle kender vel til det, at man tænder ikke på noget som helst, man kan bare godt være gode venner med både drenge og piger. Men man er slet ikke tiltrukket af nogen af dem. Sådan har man det jo ofte, når man ikke er så gammel. Men som regel når man bliver ældre, jamen - så kommer det jo stille og roligt. Seksualitet ligger jo på en måde inde i en. Den viser sig bare først på det rigtige tidspunkt. Måske er det ikke det rigtige tidspunkt for en selv, men den viser sig alligevel.

Jeg kan godt huske, da jeg troede en af mine fætre var heteroseksuel, men i virkeligheden var/er han homoseksuel. Den dag kan jeg godt huske. Altså han er jo 10 år ældre end mig. Men jeg vil sige, jeg blev virkelig chokeret over, at han var homoseksuel, for det havde jeg seriøst ikke troede. Men altså selvf kunne jeg da acceptere det, men jeg måtte selvf lige synke en omgang og så lige vænne mig til tanken. Alle i familien vidste jo, at han var homoseksuel, men det gjorde jeg ikke. Og han troede endda, at jeg vidste det.

Men der er jo intet galt i at være til piger eller drenge, om man så selv er dreng eller pige. Det er så uendelig ligegyldigt. Men det vigtigste er jo, at man selv kan acceptere sig selv, at hey sådan er det sgu. Hvis ens veninder/venner ikke kan acceptere det, så er de bare ikke rigtige venner. Så er de bare ikke en skid!

Nu har jeg selv kun 2 veninder, og de accepterer mig da sådan rimelig. Og jeg accepterer selvf også dem. Men nogen vil jo altid være sådan, at de bare ikke kan acceptere noget uanset hvad.

Jeg oplevede engang, hvor jeg sad og skrev med en dreng. Først ville han gerne skrive med mig og sådan. Men så på mit display billede på msn har jeg jo et billede af Henrik Koefoed fra Ørkenens Sønner. Og jeg er jo meget meget meget dybt forelsket i Henrik Koefoed. Selvom jeg ikke selv ville ind på det. Han spurgte selv indtil det, og hvis han ikke kan tåle et ærligt svar, så skal han lade være med at spørge. Men oka, han kunne ikke tåle et ærligt svar, for så gad han mig nemlig lige pludselig ikke. Så kan man jo sige, han var ikke det værd at bruge tid på.

Nu har jeg selv også, da jeg blev mobbet, at så var der altid nogen, der sagde et eller andet. Jeg blev engang svinet til af en, jeg havde gået i skole med over computeren. Hun kaldte mig alt muligt. Prøvede på en måde at få folk til at gå imod mig. Fx skrev hun til en af mine net-veninder, at jeg var til gamle klamme mænd. Altså hun brugte ligefrem "klamme". Altså jeg vil ikke sige gamle mænd er klamme. Men jeg vil heller ikke sige, man er gammel, når man er i 60'erne fx. Det syns jeg i hvert fald ikke. Men det er jo hver sin mening.

Jeg har det sådan lidt, at på en måde havde jeg bare lyst til at sige til det: "Ja, og hvad så? Så lad mig dog for katten!" Altså jeg havde virkelig lyst til at svare hende igen på det. Men jeg ville ikke give hende ret i selve hendes ord. Personligt bruger jeg aldrig ordet "gammel/gamle" og heller ikke "klam/klamme". Det syns jeg er nedladende at bruge. Jeg siger allerhøjst gammel til min far for sjov. Men ellers vil jeg sige ældre er et passende ord.

Men nu kan man sige, alle mennesker er heldigvis forskellige. Altså det kan godt være, at jeg tænder på mænd, der er i 40-50'erne, men jeg er jo stadig bare mig. Men jeg vil så sige, jeg ved godt, hvordan det er, at man ikke tør fortælle nogen det. I stedet pakker man det ind og eventuelt siger mistænkeligt til folk: "Ville du have noget imod, hvis jeg var til ældre mænd?" Eller noget i den stil. Selvf vil de jo altid syns, det virker mistænkeligt og spørg: "Er du da det?" Det er jo ikke altid, man lige vil sige ja til det. Så i stedet for det, så siger man mange gange: "Nej, det er jeg ikke. Jeg spørg bare." Det virker ligeså mistænkeligt.

Jeg har altid benægtet det, fordi jeg var bange for folks reaktion. Men efterhånden er jeg begyndt at tænke, at hey det er jo min egen sag. Og så må folk acceptere det. Hver gang jeg har haft en kæreste, har han været i 40-50'erne. Og selvf spørg folk altid: "Er han ikke lidt gammel?" Og så er det jo, at man skal komme med sin egen mening om det. Der var også en, der sagde til mig, at jamen - bare vi har det godt sammen, så er det jo bare godt. Så er det jo ligegyldigt, hvad andre tænker.

Min sidste kæreste var i 40'erne, jeg var mega glad for ham, og han var da også glad for mig. Men det gik bare ikke rigtig med de der negative poler, der stødte sammen hele tiden. Enten var jeg mega ked af det hele tiden, eller også var han nede over noget eller også var han sur. Eller også kom vi lidt op at skændes. Og så endte vi bare i uvenskab og havde ikke mere at tale om. Så nu er vi hverken venner eller noget som helst. Jeg gik simpelthen så meget ned bagefter. Jeg græd, græd og græd i lang tid. Men nu er jeg over det, men jeg tænker da på ham nogen gange. Altså om han har det godt, osv. Men det kan jeg jo ikke få spurgt om. Men livet går videre.

Men jeg vil sige, man skal ikke være bange for at sige, at man er homoseksuel, biseksuel eller heteroseksuel. Men man skal altid sørge for at fortælle det på det rigtige tidspunkt. Der er altid et rigtigt tidspunkt, og det skal nok komme for enhver. Man skal bare være sig selv. (: Man vil jo altid være den, man er, om man så er til det eller det. Bare man selv har det godt med sin seksualitet. (: