Nu vil nogen af jer sikkert tænke, når I har læst det her færdigt: "Hvad fanden skal vi bruge det her til?" Måske ikke til en skid, jeg havde bare brug for at få det ud. Og jeg har brugt nogle dage på at skrive det og vidste egentlig ikke, om jeg skulle lægge det ud, når det var færdigt. Men det har jeg så valgt alligevel. 

Fortælling om min forelskelse i Henrik Koefoed.
 
Grunden til at jeg vil fortælle om min forelskelse i Henrik Koefoed, er fordi at jeg igennem mange år har oplevet folk, der har kaldt mig lidt af hvert og ikke rigtig kan forstå det. Ikke at jeg siger, at man absolut skal forstå det bare fordi, at jeg forklarer det ved hjælp af det her.
 
Men nu har jeg været forelsket i Henrik Koefoed i 6 år, siden jeg var 13 år. For mig er han bare alting. Han er ikke bare et kendt menneske, som tjener penge på det, han laver. Selvom det er han faktisk rigtig god til. Jeg ser vildt meget op til det, han laver af arbejde.
 
Der er noget over ham, så hele tiden driver mig derhen, hvor jeg bare ikke kan lade være med at tænke på ham. Han har nogle vildt søde øjne, som bare siger alt. Det som gjorde, at jeg ligesom lukkede øjnene op for ham i tidernes morgen var hans stemme. Han har en vidunderlig stemme. En stemme som ikke kan sammenlignes med nogen andens overhovedet. I hvert fald ikke set med mine øjne.
 
Når jeg kigger på ham, så er det eneste, jeg kan tænke på, er ham. Jeg vil hverken beskrive mig som besat eller stalker for den sags skyld. For det er to hårde ord, som jeg slet slet slet ikke kan forholde mig til.
 
Jeg elsker, når han står på en scene som en del af Ørkenens Sønner og fx spiller Doktor Svans eller Dorthe. Alt hvad han gør eller siger eller laver, det er bare henrivende for mig. En hver lille ting, en hver lille detalje, kan jeg overhovedet ikke få nok af.
 
Jeg ved, at der er dem, der er trætte af at høre om min forelskelse, men der er også dem, der bare lytter med glæde, som måske endda selv kan sætte sig ind i det, måske bare nogenlunde.
 
Jeg ved godt, at han er en ældre mand, der lige pt i hvert fald er 57 år, men det betyder intet for mig. Jeg er i forvejen til ældre mænd, og det er jeg ikke bange for at indrømme eller fortælle. Jeg har stort set altid været til ældre mænd, derfor er alderen bare en lille detalje for mig.
 
Jeg ved, at han har rynker, men hvad så? Det får jeg sgu også en dag, det skal man sgu ikke tage så tungt. Jeg siger altid: "Det fortæller bare, at man er moden og erfaren." Man kan så sige, det er ikke altid, at en person er moden, bare fordi han eller hun er over 50 år. Modenhed er jo mange ting i sig selv.
 
Jeg ved, at der er mange, der syns, at sådan en som ham Henrik er grim, men der er da ingen mennesker, der er grimme. Han har en lidt stor næse, men det er en næse, der klæder ham.
 
Jeg elsker, hans tilbagesiddende hår. Den måde han sætter sit hår på, klæder ham også rigtig godt. Jeg er helt vild med det. Alt ved ham, kan jeg godt lide. Hans smil, hans grin, hans øjne, næse, mund, whatever. Han har hele pakken. Men det er ikke udseendet, der siger det hele. Det er også hans væremåde.
 
Samtidig syns jeg jo bare, at det er vildt fedt, at han er skuespiller, for han har også et talent. Bare synd han ikke bruges så meget i film.
 
Når jeg har set ham i sådan noget som fx Charlie Quizzen, så har jeg jo hver gang heppet på ham, selvom han ikke selv går så meget op i det med konkurrence, altså det er jo noget, han ta'r op fra og ned, og det er jo bare cool. Men derfor hepper jeg jo stadig på ham. Han er bare typen, man ikke kan andet end heppe på.
 
Han får mig altid til at grine, men også græde. Selv bare Ørkenens Sønner i sig selv. Altså da jeg læste midt om natten til den 24. December 2010, at de ville komme med et nyt show, så gik jeg bare rundt og tænkte: "Hvad?" Jeg fik en ubeskrivelig følelse indeni mig.
 
Faktisk var det næsten som om, jeg ikke kunne trække vejret agtigt. Altså jeg blev helt spændt i kroppen, og jeg kunne bare ikke rigtig forestille mig det. Især ikke fordi at det blev vist som sådan en slags annoce i sådan en firkant. Altså jeg gik sådan rent tilfældigt ind på en side, hvor der pludselig kom sådan en boks frem, hvor der stod Ørkenens Sønner. 
 
Jeg måtte da selvfølgelig lige tjekke det af på deres hjemmeside, og faktisk så fordi jeg jo er tilmeldt deres nyhedsbrev, så fik jeg da selvfølgelig et brev om, at Ørkenens Sønner lavede et nyt show, og det var endda den 24. December. Det var eddermanme en god julegave. 
 
Jeg kan faktisk huske anden gang, jeg var inde og se Ørkenens Sønner tilbage i år 2008, så skulle jeg faktisk i skole selv samme dag, som jeg skulle ind og se Ørkenens Sønner, så jeg havde jo valgt at tage smoking, fez skråbånd, alt det Ørkenens Sønner har på i logen, det havde jeg valgt at tage på i skole. Og vi skulle endda på tur, så jeg gik på tur med alt det på. Der skal sgu nok være nogen, der har fået sig en kigger. :P
 
Men noget af det mest fedeste var nok første gang, jeg skulle ind og se Ørkenens Sønner. Første gang i hele mit liv. Altså jeg blev jo deres fan og endda forelsket i Henrik Koefoed i februar 2007, og det er mange år siden. Jeg kan huske det, som var det i går. Der var Ørkenens Sønner Gå Aldrig Tilbage Til En Fuser i fjernsynet, og jeg fik den endda på dvd ikke særlig længe efter. 
 
Ørkenens Sønner begyndte bare på en eller anden måde at få en betydning for mig. Noget man ikke rigtig kan beskrive, selvom man prøver 100 gange. Der var bare noget over dem, der ligesom satte sig fast hos mig. Jeg begyndte endda at lede efter de andre shows, de havde lavet blandt andet En Storm I Et Glas Vand og Et Skud I Tågen, den eneste man bare ikke kunne få fat i før en del tid efter var deres allerførste show. Det syns jeg derimod var ret ærgerligt, men det kom da på gaden, og så var det jo bare fjong! :D 
 
Jeg har set alle deres show 100 gange, og jeg kan bare aldrig få nok af dem. Selvom deres nyeste show, har jeg dog endnu ikke set ligeså mange gange, som deres andre shows, men alligevel en del gange. 
 
En sang der nærmest altid rør mig er den sang, Henrik Koefoed synger som gondolierer, hvorpå de tre andre lige har en solo sang først og så kommer Henriks til sidst. Jeg fik altid tårer i øjnene, når han holdt tonen og kom med den sætning: "Jeg er alene." Når han sang "jeg", så holdt han den totalt. Det var så rørende. 
 
Men altså jeg kan hverken beskrive, hvad Ørkenens Sønner eller Henrik Koefoed for den sags skyld betyder for mig. De betyder bare alt. De har ligesom taget halvdelen af mit hjerte. 
 
Jeg kan nærmest ikke beskrive, hvad de betyder for mig. Hver film jeg ser med Henrik Koefoed, der syns jeg bare, han er alletiders.
 
For nogle år siden blev der vist en tv-film, der hedder Maj. Den er bare så god, og jeg elsker at se den, men den er bare ikke blevet genudsendt siden, hvilket er rigtig irriterende. Jeg elsker Henrik Koefoed karakter som Fritter. En lidt skrøbelig, klodset, men hjælpsom type. Han vil andre mennesker på en god måde, og hende her Maj vil han jo egentlig bare gerne hjælpe. 
 
Men altså betydningen er virkelig ubeskrivelig. Tror ikke man kan beskrive det på andre måder. Det er bare UBESKRIVELIGT BETYDNINGSFULDT!