Så har jeg været til samtale på Riget, altså Rigshospitalet. Der kom jo både gode og dårlige nyheder, kan man sige.

Selvf kom han ind på det, som jeg selv godt er klar over, og som stort set også allerede kører, og det er jo at tabe mig. Han syns, det var utroligt, at jeg rent faktisk havde tabt mig siden sidst, vi havde snakket. Det forstod jeg ikke. Men oka.

Men det viste sig også, at lægerne har fejlet så meget omkring, hvad jeg fejler. Hvordan kan man fejle så meget? Jeg havde jo fået at vide af min egen læge, at jeg lider af Turner Syndrom, ham her fortalte mig, at man kunne se på mig, at jeg ikke led af Turner Syndrom, at det led jeg simpelthen ikke af. For Turner piger har ingen æggestokke, men det har jeg.

Men tilgengæld har det vist sig, at jeg har mange mandelige hormoner. Selvf kan der jo altid gøres noget ved det. Og ligeså snart jeg er kommet ned på normal vægt, så skulle mange af de ting, der er inde i min krop gerne blive normalt igen. Altså regelmæssig menstruation og sådan nogle ting. Men det viser sig også, at jeg nok har noget sukkersyge, men det er endnu ikke sikkert. For der kan jo være mange fejl i blodprøver. Så jeg skal tisse ned i en flaske i 1 døgn, det vil sige 24 timer. Ret lækkert, ikke? NOT!

Men så skal jeg altså til 2 undersøgelser endnu, som selvf ikke gør ondt. Men han skal jo være sikker på, at jeg ikke fejler et eller andet inde i min lille krop.

Men der er så også det, at der har jo været lidt omkring PCO, men jeg opfylder ikke kriterierne til at lide af det, men at det godt kan være ret tæt på, at jeg gør. Derfor skal jeg også til og ned i vægt, rigtig meget endda.

Men han syns derimod, at jeg virkede til at have større selvtillid i dag end sidst. Men jeg må indrømme, at jeg var meget sur til at starte med. Ligeså snart han stak hovedet ud og kaldte på mig, så siger jeg, at jeg fik død i øjnene. Jeg var simpelthen så rasende i ansigtet, at jeg kunne have revet hovedet af ham. Jeg nægtede simpelthen at hilse på ham af bare vrede.

Men angående det med Turner Syndrom, altså man kan godt have en blanding af Turner Syndrom og bare det at være en almindelig kvinde. Men han har netop ikke bedt om en undersøgelse af Turner Syndrom, da man kan se på mit udseende og min krop, at jeg ikke kan lide af Turner Syndrom. Så jeg vil sige, jeg er mega forvirret. Men han vil finde ud af, om der er noget, han ikke har fået med, og så vil han ringe til min kontaktperson.

Men jeg var inde på de der psykiske ting. Altså såsom fx depression. Jeg fortalte ham, at jeg tit var meget deprimeret, og tit har haft selvmords tanker og det er jo ikke normalt, at man har det. Og det gav han mig jo også ret i. Men han fortalte mig, at han netop havde skrevet, at de undersøgelser, som går indover det psykiske skulle ikke stoppes pga. de andre undersøgelser, da det er vidt forskellige ting. Og at jeg jo kan få hjælp til sådan noget, altså det at jeg er deprimeret og sådan nogle ting.

Men ham her lægen her, han forstod faktisk ikke, at jeg havde fået at vide, at jeg led af Turner Syndrom, når jeg umuligt kan lide af det. Jeg fortalte ham jo, hvad min egen læge fortalte mig sådan ordret. Altså at blodprøverne var undersøgt meget nøje, at det intet alvorligt var, at jeg led af Turner Syndrom, ikke kunne få børn og at jeg intet psykisk kan lide af noget. Det forstod ham her lægen ikke.

Altså der er jo mange gode og dårlige nyheder i en omgang, kan man sige. Men det syns jeg sgu også er helt fint, jeg gik da ikke grædende ud ligesom sidst, for der fik han mig virkelig til at bryde sammen. Denne gang var sgu oka, selvom jeg var meget rasende i starten.

Mit humør falder altid lidt, hvis bare der kommer noget godt. Men jeg må indrømme, at jeg er meget sådan en type, jeg ta'r ordene ud af lægens mund. Men det er fordi, jeg ved, hvad han vil sige. Men jeg kan bare ikke fatte, at læger kan fejle så meget. Det var dog helt utroligt! Og hvordan kan en psykiater gå så meget i stå? Det fatter jeg ikke.

Selvf ved jeg da godt, at der er ingen mennesker, der er fejlfrie, men det har sgu også sin grænse, vil jeg da sige. Men nu får jeg at se. Jeg har i hvert fald haft skrevet til min psykiater, Torsten her i weekenden, da jeg havde og har noget meget alvorligt at snakke med ham om. Men han har endnu ikke svaret mig. Og jeg sidder bare og tænker: "Nå?" Hvis min psykiater ikke skriver tilbage, så må min kontaktperson få fat i ham.

Jeg må indrømme, at jeg på rigtig mange punkter er lettede, men på rigtig mange punkter er jeg satme også virkelig rasende. Jeg har en indre raseri bombe, der bare venter på at få lov til at eksplodere. :S Men jeg vil da sige, det er gode, men også dårlige nyheder, men de dårlige nyheder kan jo godt ende med noget godt. Man skal håbe på det bedste, og det gør jeg.