Tja, hvad skal man sige? Lige for tiden er jeg ikke specielt glad, det har jeg efterhånden ikke været længe. 
 
Jeg har været sådan helt vildt rød og bare ikke kunnet samle tanker. Pga. jeg har det så skidt for tiden, kom jeg også til at reagere lidt voldsomt forleden, da en begyndte at snakke om et problem og sådan noget. Har aldrig reageret på den måde, men det skete. Vi fik da også talt ud om det. Eller det startede mere med at lærerne snakkede med os hver især, altså mig og hende jeg reagerede overfor på den måde.
 
Selvom hun på en måde også godt kunne forstå min reaktion, men den var jo ikke ment på nogen hård måde eller nogen afvisnings måde. Jeg kunne bare ikke holde ud at høre på andres problemer eller at der nu var opstået et problem. 
 
Nogen gange når man virkelig har det skidt, så tænker man jo ikke altid over, at det måske kan lyde voldsomt overfor andre, når man reagerer. 
 
Men mit humør har virkelig været nede, og jeg har også haft det sådan lidt dårligt i dag. Altså jeg fik pludselig rigtig meget ondt i maven og kvalme, og så blev jeg pludselig svimmel. Og lige pludselig begyndte tårerne jo bare. 
 
Det værste er, når det har været sådan i mange år. Altså det startede jo lidt i 4. klasse, hvor jeg pludselig når jeg var kommet hjem brød grædende sammen. Det var ikke specielt sjovt, altså der har ligesom været noget under opbygning dengang. 
 
Man kan så sige, at mobningen jo aldrig har gjort noget bedre. Altså mobningen begyndte jo allerede tilbage i fritidshjemmet, men jeg sagde jo aldrig noget. Hvilket jo er dumt. 
 
Og man kan jo sige, det der med skole har jo heller aldrig været mig. Jeg var ikke den bedste i skolen til fagene, altså jeg havde svært ved det. Og engang troede mine forældre og jeg jo, at jeg var ordblind, men så fik jeg lavet en test, som viste, at jeg ikke var ordblind. Og så fik jeg ligesom knækket koden, og den dag i dag staver og læser jeg jo faktisk rigtig udmærket.
 
Men sådan noget som de kreative fag som fx sløjt, det var da et udmærket fag. Jeg fokuserede da også, da vi havde faget. Selv når vi havde hjemkunstskab, så fokuserede jeg da også. 
 
Dog det mest uheldige ved min situation kan man sige er, at jeg jo blev så meget mobbet, at jeg jo aldrig rigtig kom i skole, og da jeg skiftede skole, havde de allerede i de mere mindre klasser både haft hjemkunstskab og sløjt, så jeg fik jo ikke resten af undervisningen i det.
 
Lidt ligesom med tysk faktisk, jeg fik det lige i 7 og 8. klasse, men jeg endte i 8. klasse igen med at blive meget hjemme og kom dårligt nok. Og så skiftede jeg jo skole, da jeg skulle starte i 9. klasse, og da det var meget sådan en slags special skole, så var der ingen undervisning i tysk. Så der gik jeg også glip af resten af undervisningen i det.
 
Mine yndlings fag i skolen var nok helt klart dansk. Da jeg gik i 8. klasse på den skole, jeg skiftede til, så var der et valgfag, der hed drama, som der ikke var på den anden skole, jeg kom fra. Men desværre tog jeg ikke den chance at komme hver gang, da jeg tit meldte mig syg fra skolen. Så jeg nåede kun 2 ganges undervisning, og det er jo endda noget, jeg  kunne bruge den dag i dag som skuespiller. Men sådan er det jo. 
 
Jeg savner ikke ligefrem folkeskolen, for syns ikke det var nogen sjov tid. Men ville da ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og måske undgå det at være deprimeret. Men samtidig kan man så også sige, at den slags kan jo være arveligt, da min mor nemlig selv er meget deprissiv og været det siden 13 års alderen og sådan noget. 
 
Man kan så sige, at min mor har så forsøgt at skjule det i sit alkohol misbrug, men det hjælper ikke en pind, for hun bliver nærmest endnu mere ked af det, når hun har virkelig virkelig drukket. 
 
Man kan så sige, jeg vil aldrig begynde at drikke for at skjule noget, for det hjælper jo som sagt ingenting. Jeg vil heller ikke tage stoffer for den sags skyld. Altså jeg syns, det er rigeligt, at jeg har været selvskader ved at skære i mig selv. Altså jeg har jo stadig ar efter det, men dog har jeg ikke været selvskader i snart 3 års tid. Det syns jeg selv er ret flot, men selve psyken har ikke fået det bedre. 
 
Jeg tror, hvis jeg skulle lave om på det, så ville jeg nok allerede omkring 11 års alderen, hvor det så småt begyndte have forsøgt at søge efter hjælp og prøve at åbne mig lidt op, men det er jo ikke særlig let. 
 
Men man kan sige, det var ikke så slemt dengang, det blev det jo først, da jeg var 13 år. Jeg brugte en hel sommerferie på at græde, græde, græde, søvnproblemer, lavede dag om til nat, selvmords tanker, osv. Det var ikke sjovt at sidde der som en 13 årig pige, der bare ikke havde det godt. Nu sidder jeg som en 18 årig pige, der stadig ikke har det godt. 
 
Altså jeg har jo virkelig også været den indelukkede type, altså jeg blev det jo pga. mobningen og fordi jeg lukkede af for omverdenen ved bare at sidde ved en computer og havde nærmest intet liv udenfor computeren. 
 
Faktisk så burde man jo ikke have det så dårligt, når man er barn og ung og har et langt liv foran sig. Eller i det hele taget. Man burde da have det godt, men sådan er verden jo ikke lige.
 
Og man kan jo heller ikke bare lige komme videre. Selvom det er det mange rent faktisk siger til en: "Se så at komme videre." Bla bla bla. Så enkelt er det sgu heller ikke. Altså hvis man rent faktisk har det rigtig dårligt, så kan man ikke bare komme videre. Og selvom man måske endda har det godt der, hvor man er, så betyder det jo ikke, at man har det godt psykisk.
 
Jeg har i hvert fald ikke haft det godt psykisk, siden jeg var lille. Jeg har det ligesom om, at jeg føler en form for stress uden nogen speciel grund og er meget deprimeret og har det bare dårligt.
 
Jeg vil da rigtig gerne have det godt, men det er jo ikke bare noget, der sker. Og det er jo heller ikke altid sikkert, at det nogensinde sker. Man skal jo ligesom være åben for, hvad der kan ske og ikke sker nærmest. 
 
Men jeg syns bare heller ikke, det er sjovt, når man sidder og har det skidt. Det er der nok ikke nogen, der syns. Det er vildt ufedt. Men jeg er da meget glad for, at jeg både har været i ungerådgivningen hos Lise, indtil jeg fik en kontaktperson, som jeg jo har haft to af både Frank og Christina. Og måske får jeg jo lov til at fortsætte med Christina, måske får jeg i stedet en ny.
 
Det værste jeg ved er, når jeg knytter mig til folk, og det så pludselig ikke findes mere. Ikke at man ikke må ringe til personen efterfølgende, men det er alligevel ret trist. 
 
Fx knytter jeg mig jo meget til 3 års eleverne på skuespiller uddannelsen, og de fleste er der jo ikke længere efter sommerferien. Kun lige Dalia og Michele, hvilket da også er fint med mig, men også rigtig trist, fordi jeg har knyttet mig så meget til dem.
 
Men det gode er, at man altid kan lave nogle aftaler med dem, det er jo altid godt. :)
 
Altså man kan sige, jeg har aldrig troet, at da vi skulle flytte mine forældre og jeg, at jeg ville få det bedre af den grund, for jeg har ikke fået det bedre af den grund. Troede nu heller ikke, at når vi fik os en hund, at jeg så ville blive gladere. Det har jeg nu aldrig troet. Selvf kan den da få mig til at grine og smile. Det er virkelig en tosset hund, vi har os. :P
 
Jeg er bare også ret klodset, kan man sige, men det er jo intet nyt. Jeg gik tur med hunden forleden og så vred jeg lige om på den højre fod(heldigvis ikke den venstre denne gang), men hold kæft det var smertefuldt, jeg kan da godt mærke, at jeg lige vred om på den. Men jeg har ikke lige tid til hverken en endnu forstuvning eller at ligge syg. 
 
Men jeg er rigtig uheldig, kan man vist sige.