I dag var mig og min bedste veninde i svømmehallen, det lidt triste på en måde var, at man kunne ligesom mærke på os begge, at vi ikke længere var 13-14 år længere. Vi pjattede ikke rigtigt, da vi var i svømmehallen, som vi plejede. Vi svømmede bare og kastede en bold til hinanden på et tidspunkt, men ellers svømmede vi bare rundt og slappede af i vandet.

Der er det der, hvor man godt kan savne lidt, da vi var yngre og stod på hænder i vandet og pjattede helt vildt. Hvor blev den tid lige af? Man kan nærmest mærke på os begge, at vi ikke længere er små børn. Hun bliver snart 19 år, og jeg er 18 år. Vi er begge i den fase, hvor man bare tænker: "Hvor blev vores barndom af?"

Selvom det lidt sjove er, at da jeg sagde til hende i dag, at til næste år bliver hun 20 år. Så blev hun sådan helt: "Mind mig ikke om det. Jeg bliver/er gammel." Eller noget i den stil. Lidt sjovt faktisk. Hun har det stort set ligesom mig, da jeg skulle blive 18 år. Wierd.

Selvom jeg har det stadig sådan, men altså vi er jo ikke gamle, vi er stadig unge, vi bliver bare ældre og ældre ligesom alle andre bliver.

Men bare det at tiden går så stærkt, det kan jeg ikke lide. Nogen gange gad jeg godt være 13 år igen fx, men alligevel er det som om, at mine forældre er begyndt at acceptere lidt flere af mine valg end tidligere.

Nu er jeg typen, der holder fast på en mening/holdning, når jeg først har sagt den. Da jeg var mindre, sagde jeg, at jeg gerne ville konfirmeres, men mine forældre havde det bare sådan, at jeg sikkert ændrede mening, når jeg blev ældre, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sagde som 11 årig, at jeg gerne ville være skuespiller, begyndte de at tænke: "Nu må vi vist hellere begynde at tage Camilla seriøs, for hun ændrer jo ikke mening bare sådan lige." Men det gør jeg jo heller ikke. Jeg er blevet konfirmeret, da jeg var 14 år, jeg vil gerne være skuespiller og kommet ind på en Teaterskole, jeg ændrer ikke mening.

Men tiden går sgu stærkt. Nogen gange skulle man ikke tro, at mig og min bedste veninde har kendt hinanden, siden vi var mega små. Egentlig siden jeg kom til verden i 1994. Det skulle man ikke tro.

Jeg glemmer fx ikke dengang, da jeg mødte hende igen efter flere års pause fra hinanden. Vi begge var omkring 8-9 år, jeg havde lige været til break dans, og så kom jeg ind et sted, hvor mine forældre var og så, at de sad sammen med nogen, jeg ikke rigtig kendte. Så satte jeg mig ved siden af Pernille, hvilket jeg ikke vidste, at hun hed. Så spørg man jo ligeså stille, hvor gammel hun er, hvad hun hedder og hun spørg det samme om mig.

Og det jeg også kan huske er, at vi allerede sov sammen, da det var weekend. Altså jeg blev hjemme hos hende, fordi vi tog hjem til hende. Og så udvekslede vi mobil numre og blev veninder. Det skulle man nogen gange ikke tro.

Men selv den dag i dag omkring 10-9 år efter, vi er stadig veninder, og selvf har der været små uvenskabelige situationer og skænderier og sådan noget, men vi er veninder. Og selvom vi ikke ses særlig tit, så gider vi stadig hinanden. Hun er da en god veninde, selvom hun nogen gange også har kunnet være sårende, men det har jeg jo sikkert også kunnet være.

Men nogen gange kan man bare godt savne lidt den tid, når man spoler flere år tilbage. Men egentlig skal man jo bare se det som minder, men det kan godt være svært, fordi man netop savner det lidt. Det er lidt en underlig følelse.