Alle kender vel til det, at man rent faktisk sidder og bliver rigtig rørt over noget?

Fx bliver jeg tit selv meget rørt over nogle ting, hvis det er meget rørende selvf. Jeg har det sind, at jeg er følsom, sårbar og skrøbelig. Så hvis jeg fx ser en film, der måske er tragisk, så begynder tårerne bare totalt.

Jeg følger fx med i SOS barnepigen, hvis du/I altså kender det program. Mine forældre optager det til mig, fordi jeg ikke er hjemme, når det bliver sendt. Så jeg sad i dag og så 2 afsnit, jeg blev mest rørt af den ene end af den anden. Jeg blev rigtig meget rørt, da jeg rent faktisk så to voksne mennesker, der passede 23 børn på en gang. Alle 3 barnepiger skulle jo bruges som en hjælp. Men det der rent faktisk gjorde det rørende var, at se alle de mange børn, der havde det helt vildt skidt. De havde allesammen hver især et handicap. Selv faren var/er handicappet. Det var vildt rørende. Og så fordi at nogen af børnene forstod jo ikke rigtig, at de skulle have tålmodighed, dele med hinanden, osv. Så begyndte den ældste af børnene at holde en tale, som faktisk var meget rørende. Altså han sagde, at de skulle prøve at lytte til barnepigerne, da de faktisk er meget søde, og at de skulle være som, hvis mor og far var der. M.m. Det var så rørende at høre en, der sad i kørestol holde en tale.

Altså selvf selvom man sidder i kørestol, kan man jo sagtens holde tale, og det er jo også det, der er meget rørende. Det rørte virkelig noget i mig. I det hele taget rørte det afsnit mig helt vildt. Altså 2 voksne der gerne vil en masse børn det rigtig godt og vil hjælpe dem, osv. Det er vildt rørende.

Der sker intet ved at græde over noget, man ser. Måske ser nogen det som pjat, at man sidder og græder over noget, man sidder og ser. Men jeg syns bestemt ikke, at det er noget pjat, da det er følelser alt sammen. Det viser bare, at man har sårbare følelser, som kommer ud.

Jeg har tit siddet eller ligget og grædt over en film eller serie, jeg har set. Jeg kan græde over en film op til flere gange, fordi der er noget i den film, der er rørende.

Jeg kan fx huske, da Flammen og Citronen var oppe i biografen, jeg kom grædende ud af biografen, fordi det simpelthen var så tragisk. Jeg har også engang siddet og set en film med min far, der hedder Frihedens Pris, hvorpå jeg endte med at sidde og græde og min far måtte trøste mig.

Jeg har faktisk grædt over ret mange film. Der er også en film, der hedder Fodbold Præsten, jeg endte/ender altid med at græde, når målmanden var faldet ned og kom på hospitalet og endte med at dø. Så græder jeg bare totalt. Eller fx den der film Næsbygaards Arving, der er hele tiden punkter i den film, hvor jeg græder.

Jeg sad også engang i år 2007, jeg havde lige købt serien Rejseholdet, jeg havde set den før, men jeg sad så og så alle afsnittene. Så kom der et afsnit, hvor Niels Olsen dør efter en ulykke. Jeg sidder bare totalt og græder, fordi det er så tragisk.

Jeg syns rigtig mange ting er rørende, og jeg kan nemt bare fælde tårer totalt. Jeg kan sidde og læse om noget tragisk og mine tårer ryger ned af kinderne.

Det er faktisk kun oka, at man sidder og græder til noget, man ser eller læser eller hører om. Det viser jo bare, at man har et godt sind.

For det meste kan man altid se på mig, når mit humør er ved at gå ned, medmindre det er nede i forvejen. Fx er jeg stadig psykisk nede. Så da der blev snakket om hytteturen, blev jeg virkelig dårlig tilpas. Altså jeg havde bare lyst til at fælde tårer eller skride. Det ødelagde virkelig mit humør. Jeg sad bare og holdt tårerne inde. Jeg tror, jeg reagerer sådan, fordi jeg både har det skidt, men også har haft dårlige oplevelser ved at være på lejrtur. En ting er, at man skal kæmpe hver dag med at forsøge at være social, men det er skide svært for mig at skulle sove med folk, jeg ikke føler mig tryg ved.

Fx da vi legede sådan en leg, som vi kalder: "Alle dem der." Da man jo fx siger: "Alle dem der har rødt hår rejser sig." Og så skal man selv skynde sig at få en plads. Så var der fx en, der sagde: "Alle dem der glæder sig til hytteturen rejser sig." Jeg blev siddende, og så spurgte Stephanie om, hvorfor jeg ikke glædede mig. Og så skulle jeg sidde og forklare, at jeg fik det skidt ved tanken.

Jeg kan godt holde ud at komme ud og sove hos veninder, men filmen sprænger ligesom hos mig, når det handler om sådan noget som en lejrtur. Alt bliver bare sort for mig. Men det betyder ikke, at det har noget med mine omgivelser at gøre, jeg får det kort sagt bare dårligt. Hvilket godt kan være svært at forstå for nogen. Men man skal jo ikke forstå alt. (: