Jeg har altid selv den oplevelse, når jeg er et nyt sted, så er alting godt, men så efterhånden som månederne ligesom går, så er der altid en eller flere, der sidder og fejer foran ens dør, men glemmer fuldstændig sin egen.

Nu går jeg jo ikke i skole mere, men voksne kan så sandelig også være trælse. Nu vil jeg ikke kalde mig selv et barn som sådan. Altså jeg er ung for at sige det mildt. Jeg spiller teater til dagligt, hvilket jeg da er rigtig glad for.

Der vil altid være nogen, man syns er nogle idioter. I dag havde jeg den oplevelse at en pige, jeg spiller teater med igen begyndte på sit pis med at være efter mig. Første gang var over facebook, og nu begynder hun igen, men dog bare ikke over facebook. Jeg vil sige, jeg blev meget ked af det, hvilket jeg i forvejen også var, da jeg pt er meget psykisk nede. Jeg endte med at tage hjem igen.

Det værste er, at det altid er folk, der dårligt nok kender en, der netop er sådan overfor en. De tror måske, at de kender en godt nok til at bedømme en, men det gør de jo slet ikke. Det eneste de måske kender er nok bare, hvordan man er, når man er det sted. Men det er jo ikke, hvad der gemmer sig inderligt inde i en. Det andet er jo bare det ydre, som alle mennesker kan se. Men de ser jo ikke det indeni!

Jeg vil sige, det er jo heller ikke godt at sætte en facade op evig og altid, for den vil før eller siden slå revner. Selvf er det altid nemt og enkelt at sige: "Være med i fællesskabet, være åben og ærlig, bla bla bla." Men i virkeligheden er det sgu ikke så let. Og jeg har det selv sådan, at hvis jeg først EN gang har oplevet det sted, at nogen behandler mig skidt, så kommer jeg fortsat til at være indelukket og virker kort sagt kedelig. Men jeg gider ikke åbne mig op for nogle idioter.

Hvorfor åbne sig op for nogen, der ikke vil en det godt? Så kan man jo så også sige sig selv, hvorfor åbne sig op på nettet, hvor man aldrig er 100% sikker på, hvem der rent faktisk læser det, man sidder og skriver. Men det er jo alligevel ikke det samme. I virkeligheden er der jo personer, der er omkring en til dagligt. Hvorpå over nettet kan man udelukke alle dem, man syns er nogle idioter så let som ingenting.

Selvf skal man behandle andre, som man selv vil behandles. Men så er det der, hvor jeg tænker, hvis en der er efter en anden siger: "Jeg behandler andre, som jeg selv vil behandles." Så må den person da blive meget dårligt behandlet? Skulle man i hvert fald tro.

Nogen mennesker er altid så overdrevet bare der sker den mindste ting, såvel som nogen tror, at de er noget, men det er de slet ikke. Den her pige uden at nævne navne, har jeg tit lyst til at gå over og give sådan en, men så får jeg bare igen og vold hjælper ikke noget.

Jeg fortalte det pt til min mor som den første, og da min far kom hjem, fortalte min mor min far, hvad jeg nogenlunde havde fortalt, altså om den behandling i dag. Så ville min far vide, hvad det nu var, hun hed. Men jeg ville ikke pære mere i det. Selvf skal man sige fra, men jeg orker bare ikke mere af det. Altså vi har maj måned nu, i næste måned er det juni og så efter det, er det sommerferie. Og så er det der, at man tænker: "Herligt!" Jeg glæder mig satme til, at det bliver sommerferie, til at komme væk fra den pige altså. Selvom jeg skal stadig gå der efter sommerferien til december, men det er heldigvis med en masse andre nye mennesker. Det glæder jeg mig seriøst til.

Alle har jo lov til at glæde sig, og det gør jeg virkelig. Det er ikke skide fedt at være et sted, hvor alting bare ramler ned på en.

Det er altid nemt at feje foran andres døre, men aldrig for sin egen, og det er kun fordi, at man ser andres fejl og ikke sin egen.

Fx hvis nu en fyr kom ind i en ny klasse, han var måske ikke den kønneste, så vil folk dømme ham ud fra hans udseende, det er hans fejl i deres øjne, men de ser ikke deres fejl. De syns jo fx ikke det, at de måske mobber et andet menneske er forkert, heller ikke selvom de så fik det at vide 100 gange, de vil jo fortsætte alligevel.

Og det er heller ikke altid, at det hjælper, at man starter i en ny klasse. Det kommer så sandelig an på så meget. Nu har jeg aldrig selv haft det der sociale halløj i mig, eller måske har jeg nok, men har ikke haft det længe. Så selvom jeg så starter et nyt sted, så vil det tage lang tid for mig, før jeg føler mig tilpas, men så lang tid har folk jo ikke tålmodighed. Man skal hele tiden vise, at man ikke er helt kedelig, men hvordan viser man det, hvis man har svært ved at føle sig tilpas et sted?

Og nogen gange selvom man så prøver igen og igen på at være med, snakke, hilse, whatever, så er det aldrig godt nok. Hvad mere skal man så gøre? Skal man hoppe og danse og være en lalleglad idiot, før folk er tilfredse? Man kan ikke gøre alle tilfredse, men nogen gange ville det sgu være rart, hvis man altså kunne.

Jeg gider ikke forvente noget af et andet menneske, for så vil man bare blive skuffet. Hvis jeg sad og forventet at hver gang, der kom en ny person ind, at personen er ikke som de andre, så kan man nemt blive skuffet, hvis personen ikke er meget anderledes.

Der findes jo mobning over alt, om det så er i folkeskolen, gymnasiet, fritidshjem, børnehave, arbejdspladser, whatever. Der vil være mobning og drilleri over alt. Men dem der mobber, kender jo slet ikke en som den person, man i virkeligheden er. De giver ikke den person en chance for at komme frem.

Men det er heller ikke altid lige nemt at være et sted, hvor andre har det ligesom en selv, det fører ikke altid til noget godt. Nogen gange gør det, andre gange gør det ikke.

Fx i dag med hensyn til hende pigen der, vores lærer sagde til hende, at hvis man er vant til som person at være meget indelukket i længere tid, så er det svært bare at komme op af det sorte hul, det er noget, man skal have hjælp til. Det hende pigen netop ikke tænker på er, at vi allesammen jo ikke kan være ligesom hende, hvor alt og alle skal være sådan og sådan, som hun ønsker det. Alle mennesker har et form for handicap, det er ikke nødvendigvis et, man kan se, men alle har et.

Et handicap kan jo bare være sådan et, der er socialt fx. Et socialt handicap hvor man har svært ved at være sammen med andre mennesker fx. Det er et form for handicap, og det er ikke let.

Personligt bryder jeg mig ikke om folk, der er hurtig bedømmende eller for anden sags skyld tror, at de er noget, de slet ikke er. Man kan jo ikke bruge det til noget.

Jeg kan jo heller ikke bruge hende pigen til noget, hun er jo ingenting! Og jeg gider ikke stå overfor hende og bede hende holde sin kæft, for det syns jeg heller ikke, at man kommer nogen vegne med. Jeg skal alligevel heldigvis ikke sidde og glo på hende, når vi har fri. Heldigvis!

Mobning er modbydeligt! Men jeg forstår stadig bare ikke, hvorfor man altid fejer foran andres frem for sin egen dør?! Jeg vil da hellere feje foran min egen frem for andres. Jeg vil hellere prøve at se på mig selv og mine egne fejl frem for at se på andre og deres fejl. For ingen mennesker er perfekte!

Anyway. Det luftet lidt mine tanker, vil jeg sige.