Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få noget af det ud, jeg sidder inde med. Jeg føler og tror ikke på, at nogen overhovedet forstår mig. Selvom det heller ikke er det vigtigste altid.

Jeg ved sgu godt, at der ikke er mange, der forstår min forelskelse i Henrik Koefoed fx. Og selvom jeg har snakket mega meget om ham, så er det jo bare, hvad jeg gerne vil snakke om. Jeg er ikke ude på at få folk til at fatte det. No way.

Det er svært bare at glemme, for det kan man ikke bare lige. Nogen kan sikkert, men jeg er ikke lige en af dem. Jeg tænker lidt, hvornår er det for meget at være for følsom og skrøbelig? Er det overhovedet normalt, at man kan bryde sammen så let som INGENTING? Bare af at en person nævner en, man holder af? Om det så er grimt eller sødt? Jeg ved det ikke selv.

Nogen gange vil jeg ikke høre til dem, der kan græde over ingenting. Bryde sammen over noget, hvor man bare burde holde sig selv oppe. Selvom mine forældre siger, at følsomhed og skrøbelig er den stærke side. Men jeg syns, det er den svage side. Og så syns de, at man kan være for følsom. Men det er jo svært at styre.

For ikke så længe siden, fik jeg seriøst bare et kæmpe angst anfald. Men jeg får det for tit. Græder, trækker vejret uroligt og får ondt i brystkassen. Det er rigtig træls. Og det sker på bestemte tidspunkter. Altså ikke tidsmæssigt eller dagsmæssigt, men bare sådan forskellige tidspunkter.

Jeg syns virkelig bare, det er for ubeskriveligt. Jeg føler ikke rigtig, jeg kan få det ud, som det skal. Jeg har det hele tiden dårligt, jeg kan sjældent være glad, selvom jeg forsøger 24/7.

Jeg har den følelse af, at min familie syns, jeg er for mærkelig. Hvis jeg spørg nogle af dem om et eller andet. Såsom fx spurgte jeg engang en af mine fætre, om han syns, jeg var klam. Så sagde han, at det syns han ikke, men han syns, jeg skilte mig for meget ud. Både sådan generelt, men også sådan med min tøjstil. Man kan sige, jeg har aldrig været populær, altid gået for mig selv, altid skilt mig ud.

Men er det virkelig en dårlig ting at være anderledes? At skille sig ud? Hvorfor må man ikke bare være sig selv? Vise at sådan er man? Uden nogen skal gå imod en?

Jeg syns virkelig bare, at det er så svært at forklare. Det gør ondt indeni mig. :(