På nogen punkter er jeg træt af mine forældre. Nogen gange kører de i det samme lort hele tiden, eller også vil de bare ikke acceptere, at det er sådan, det er!

Fx har jeg altid gerne villet være skuespiller, for mig er skuespil en del af mit liv. Jeg skal selvf kæmpe rigtig meget for at kunne nå så langt, og det vil jeg også gøre. Men enten er mine forældre negative omkring det eller også har de svært ved at acceptere det 100%.

I går sad mig og mine forældre og så en film sammen, der hedder To Verdener. Så begyndte min far på det pis, at han ikke kan acceptere, at jeg har det valg at kigge efter nogen i 40-50'erne. Jeg blev pisse sur kort sagt. Så jeg ville hverken have, at min far skulle røre ved mig eller noget som helst. Så sur var jeg. Og så begyndte han lige pludselig at sige, at han godt kunne acceptere det, da jeg alligevel gør, som det passer mig, så kan han jo ligeså godt arbejde med mig og ikke imod mig. :S

Men min mor er lige sådan, og det er pisse irriterende. Hver gang mine forældre siger: "Find en der er i den alder, så kan vi snakke om det." Jeg gider da slet ikke at høre efter dem! Det er sgu da mit liv!

Jeg bliver bare så sur på dem, selvf ved jeg da godt, at nogen gange vil de jo bare en det bedste, men nogen ting skal man altså have lov til at bestemme selv. Altså jeg syns sgu da, at mine forældre i det mindste skal være glad for, at jeg i det mindste går til dem, hvis jeg har fundet en sød fyr. Det er da det mindste, jeg kan forlange. Jeg forlanger ikke, de skal være glade for ham, men bare prøve at acceptere ham. Det er det eneste.

Jeg syns altid, det er noget pjat, når folk siger: "Han kunne være din far." Wtf? Han kunne sagtens være det, men han er det ikke. Der er forskel! Jeg er da ligeglad med, om han kunne være min far. Altså min far kunne da også være min mors far. :O Das it, das that. Alder er et tal, der skaber problemer her i verden.

Alder skaber ikke andet end problemer, problemer og atter problemer. Enten siger folk, at det er for klamt, eller også siger folk sgu så meget andet.

Fx skuespilleren Klaus Pagh, ham syns mange er direkte klam, bare fordi han finder unge piger. Men han er sgu ikke værre end nogen anden. Der er da også sådan en, som ham der Tom Jones, han har da også en ret ung kone. :O Jeg kan ikke se problemet i det. Altså det eneste et forhold handler om er, om man har det godt sammen. Så er det så ligegyldigt med både alderen og alt muligt andet. Selv med folks meninger og tanker!

En sagde engang til mig, at bare vi havde det godt sammen, så var alt andet jo lige meget. Og det giver jeg ham sgu ret i. Jeg er glad, hvis folk accepterer mig og mine valg. Selvom det er svært for  nogen, det har jeg opdaget. Men jeg syns mest, det er træls, når det er mine forældre.

Men man kan sige, de er jo på mange punkter tvunget til at acceptere og respektere mig, jeg er jo trods alt deres datter.

Man kan så sige, den film jeg så i går med mine forældre, den viste da ikke så lidt. Den handlede jo stort set om en familie, der var Jehovas Vidner. En pige havde mødt en fyr til sådan en fest, som netop ikke var Jehovas Vidner. Og så boede hun sammen med ham lige pludselig. Og faren kom så hjem til dem for at sige farvel til hende nærmest. Han kunne ikke se hende længere. Og man kan sige det at hverken hendes venner eller familie gad hende, tog hårdt på hende. Så hun kunne ikke længere være sammen med sin fyr. Lige pludselig fik hun at vide, at hendes veninde var blevet kørt ned. Og typisk nok må Jehovas Vidner ikke få blod eller noget, så hun døde jo. Men man kan sige, hun endte med at læse til lærer og bosatte sig i København. Hun havde aldrig nogen som helst kontakt til sin far eller sine søskende igen. Og når man tænker over det, er det faktisk meget barsk. Men jeg vil sige, faren var meget egoistisk, at han nærmest elskede Gud højre end sine børn. :O