Er der noget, jeg hader, så er det folk, der drømmer en anden person uden overhovedet at lære personen at kende.

Kender I de typer, der går rundt og tænker alt muligt om en uanset hvad det så end er? Og man sidder bare der og skal hele tiden forklare for hver og en, hvordan tingene hænger sammen? Eller også opgiver man bare at forklare?

Selvf kan nogen ting ved en altid skræmme folk. Men jeg hader seriøst, når folk sidder og danner et billed af en, når de slet ikke kender en. De forsøger ikke engang at spørge indtil, hvad der eventuelt er galt eller hvad det er der gør, at det lige er sådan. I stedet danner de sig negative billeder af en.

Man sidder og er et negativt symbol for dem, fordi de på ingen måde kender en, så er man jo et negativt symbol.

Fx har jeg det selv meget med, fordi der er store spejle i det lokale, vi altid er i, så trækker jeg gardinerne for, fordi jeg ikke vil kigge på mig selv. Det forstår de andre jo slet ikke, men de spørg jo heller ikke indtil, hvorfor jeg gør det. Altså de trækkes alligevel for, men alligevel syns de nogen gange, at det er irriterende, når jeg gør det. Men jeg prøver også på at lade være. Men så er det netop også, at jeg undgår at kigge på mit eget spejlbilled. Det er vildt træls, men det hænder. Men de spørg jo heller ikke ligefrem. Eller jo, en enkelt spurgte på et tidspunkt om hvorfor, men jeg havde ikke lyst til at fortælle det. Især ikke pga. der sad andre og kunne høre mit var. Så ville jeg hellere pakke det lidt ind. Være lidt indelukket.

Altså alle mennesker er forhåbentlige sig selv. Det er kun godt, hvis man er det. Det er top dollar. :D Men jeg kan bare ikke tage folk, der dømmer ud fra små "fejl", de ser. Altså man kan jo ligne en, der altid ikke vil det, der rent faktisk bliver lavet. Man kan ligne en, der ikke gider dem, man er omringet af. Men hvem siger, at det er sådan, det hænger sammen?

Personligt gider jeg godt folk omkring mig, jeg har bare problemer med det sociale kort sagt. Jeg har svært ved at være 100% social med folk. Jeg kan da godt sidde face to face med en enkelt person og bare snik snakke helt vildt. Men er der mange, så er jeg den mere lukket type. Så siger jeg ikke så meget. Når folk så ikke kender mig, så vil de jo kigge på mig som en, der rent faktisk ikke gider dem. Men det er jo ikke sandt. Men det er jo også svært, hvis de fx slet ikke spørg indtil noget. Jeg vil utrolig gerne snakke med folk, det vil jeg, men for mig er det svært.

Jeg vil sige, jeg dømmer ikke folk ud fra udseende eller hvordan de viser sig selv. Alt efter hvordan de ligesom taler. Hvis man fx truer med slag pga. noget plat noget, som ikke engang går udover den person, så vil jeg nok sige, at jeg helst ikke vil bruge tid på sådan en person. Men jeg dømmer ikke personen, fordi personen siger det. Men det viser bare et lille billed af den type, jeg ikke ville kunne bruge min tid med. For jeg har ikke brug for at vide, at hvis jeg gør det, så får jeg slag. Das it, das that!

Men det skal så siges, at det ikke betyder, at jeg ikke kan samarbejde med personen. For det kan jeg da. Men man skal intet forlange af folk.

Altså selvf kan man ikke med alle, og det er da også oka, at det er sådan. Men man skal acceptere og respektere hinanden.

Hvis jeg så en pige eller en dreng, der var ligesom mig, altså meget sådan stille, lidt indelukket, m.m. Så ville jeg da nok forsøge at sætte mig ind i hendes eller hans sted, hvis jeg ikke selv vidste, hvordan det var.

Tit hvis jeg har set folk, der havde det dårligt, så har jeg mere forsøgt at forstå dem i stedet for at dømme dem. Fx kender jeg da en pige fra da jeg gik i special skole. Hun gik tit hjem pga. et eller andet. Jeg kunne fornemme, hun havde det dårligt, men jeg dømte hende ikke. Jeg prøvede mere at forstå hende ved at vise interesse for hende, når vi lavede mad sammen og sådan nogle ting. Jeg viste min interesse, jeg snakkede med hende om alt muligt. Alt imellem himmel og jord. Vi åbnede os op for hinanden. Det er noget, jeg kan bruge til noget.

Men hvis folk dømmer, så kan jeg ikke bruge det til noget. For det får man det ikke bedre af. Hvis folk siger: "Har du det ikke tit dårligt?" Altså de skulle sgu bare vide. Selvf er der dem, der har det værre end mig, men det kan jeg jo ikke bruge til noget. Men jeg kan jo heller ikke selv gøre for, at jeg har det, som jeg har det. Jeg kæmper hver dag med bare at komme op om morgenen, gå i bad, tage afsted, lave det jeg gerne vil, være iblandt andre menneske, osv. osv. osv. Men alligevel kan folk bare ikke se min kamp med alting. Og klart, så er jeg jo et negativt symbol i folks øjne.

Jeg vil sige, jeg forstår mig ikke folk, der truer, dømmer eller noget. Det kommer jeg aldrig til at forstå. Men jeg prøver tit at sætte mig ind i, hvordan folk har det. Hvis jeg hører en kollega, der er blevet indlagt fx, så tænker jeg sgu da på personen. Det kan godt være, jeg måske ikke lige kommer og besøger personen, men jeg tænker på personen. Det er bedre end at være ligeglad.

Men jeg kan bare ikke tage, når folk dømmer andre. For mig er det at dømme, hvis man sidder og tænker ting om personen, og man ved ikke engang om, personen er sådan. Hvis folk ikke ved, hvordan personen har det virkelig inderst inde, så syns jeg ikke, det giver nogen ret til at dømme.

Selvf vil der altid være idioter eller kort sagt bare folk, der dømmer. Dem om det. Men så ved man da på den ene side, hvordan de er. På en måde forventer de, at man er den lidt mere sociale type, den mere snakkende type, den mere ditten og datten. Det viser, at de ikke giver folk en chance for at vise, hvem de virkelig er.

Jeg blev engang hængt ud på facebook af en, jeg er omgivet af til dagligt. Jeg kan ikke engang tilgive hende. Overhovedet. Og så er jeg ligeglad med om hun stadig tænker det værste om mig. For man kan sige, hun oplever ikke mig som person på den gode måde. Hun ser mig ikke være sjov, venlig, rar, sød, osv. Det er synd for hende. Hun går bare glip af et venskab.

Man er jo den, man er. Man kan jo ikke gøre for, at man har det skidt, at man er mindre social i forhold til de andre, at man ikke åbner så meget op for andre, osv. Det er da helt i orden, at man har det sådan. Det gør jo ikke en til et dårligt menneske.

Det at man kæmper hver dag med sit liv, med alting, det er fandeme sejt, hvis man gør det. Det viser bare, at man gerne vil prøve at have det bedre. Og dem der virkelig kæmper, det er godt. Sejt af jer. Det er top dollar. Det kan godt være, at folk ikke kan se, at I kæmper med jer selv, så fuck dem. I ved jo bedst selv, hvad der sker I jeres liv, hvad der sker af fremskridt, og hvad der måske skal arbejdes mere på. Fuck dem der ikke kan se det.

Dem der ikke dømmer andre, men mere forsøger at forstå dem - det er cool af jer.

Hvis alt og alle skal gå efter ens eget hoved, så kan man vist sige, at man hurtigt bliver skuffet, hvis man kan sige det sådan. Og hvorfor dømmer man andre? Man kender dem ikke engang, hvorfor så ikke give dem en chance? I virkeligheden er de jo nok pisse søde, rare, sjove, flinke, m.m. Men det får de ikke lov til at vise, fordi de bliver dømt ud fra INGENTING!

Jeg syns virkelig bare, det er så træls, at man sidder og bliver dømt. Og man så lige pludselig får den der kommentar: "Ved du, hvad folk tænker om dig?" "Øhh nej, hvad siger folk dog om mig?" Og så får man jo det næste fyret i hovedet. Og man ved hverken om man skal grine af det eller græde over det. Det er måden, det bliver sagt på, der gør det sårende. Hvis jeg havde hørt folk snakke om en anden, så ville jeg være pisse ligeglad med, hvad der blev sagt om denne her person. Jeg ville ikke engang stå overfor personen og sige: "Ved du, hvad folk tænker om dig?" Hvad fuck er det for noget at fyre af? :S Jeg ville da støtte op om personen i stedet!

Det blev vist mega langt det her. Men min pointe med det her er, at jeg syns, det er så ufedt, at man sidder der og bliver dømt ud fra nothing. De ser nogle små fejl, men de ser ikke, hvem man er indenunder de der små fejl. De lærer ikke en at kende. Det er vildt træls. Og så er det mega sårende. For hvad skal man bruge det til?!