Jeg tror, de fleste af os kender til at være fan af nogen eller noget. Et band, nogle skuespillere eller noget helt tredje.

Altså det kommer jo ikke bag på nogen, tror jeg i hvert fald ikke, at jeg er fan af Ørkenens Sønner. De fleste beskriver mig jo som deres største fan.

Det er jo også dejligt at være fan af noget, syns jeg i hvert fald. :) Jeg startede selv med at være Dirch Passer og Ove Sprogøe fan. Ove Sprogøe lavede engang noget børnetime, hvor han læste højt. Jeg var altid mega grebet af den børnetime. Jeg anede jo ikke, hvem manden var, men min mor fortalte mig, at det var en skuespiller, der hed Ove Sprogøe.

Han er også med i en julekalender, der på et tidspunkt blev vist, da jeg var mindre. Han spillede nisse sammen med en kvinde. Det eneste jeg gad at se af julekalenderen var, når nisserne var på. Gad aldrig at se resten af det. Lidt sjovt faktisk.

Men jeg kan nu også godt huske, da jeg var B-Boys fan, men jeg har lidt selv følelsen af, at jeg ikke var nogen oprigtig fan. En lidt underlig følelse faktisk. Jeg føler bare, at jeg syns, at de var fine nok, men jeg havde få ting med dem, men havde dog alle deres cd'er og havde kun været til en enkelt koncert sammen med mine forældre og min bedste veninde.

Men det var ligesom om, at der bare ingenting skulle til, så var jeg ikke længere nogen fan. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg var nogen oprigtig fan.

Altså jeg ser jo en fan som en, der bliver ved med at være fan af nogen eller noget, og der er intet, der kan gå ind og standse det. Men tror bare, at det er sådan, jeg selv oplever og føler det.

For jeg kan da godt mærke forskel på, da jeg var B-Boys fan og nu, hvor jeg er Ørkenens Sønner fan. Jeg føler mig som en oprigtig fan af Ørkenens Sønner, fordi de bare fylder alt hos mig. Jeg har jo nærmest alt med dem, og så har jeg jo også snart været fan af dem i 6 år.

Selv som et eksempel, så var jeg jo inde og se deres sidste nye show hele 4 gange. Det er kanon godt hver gang. Men der kommer et tidspunkt, hvor de fire synger solo sange. Selvf synger de med på hinandens sange, men de synger solo. Jeg bliver altid berørt, når de synger solo, men jeg bliver dobbelt så meget berørt hver gang, når Henrik Koefoed synger sin solo. Det er lidt underligt. Jeg fælder altid lige nogle tårer.

Selv forleden dag da jeg sad og så Ørkenens Sønner En Storm I Et Glas Vand, der sad jeg også bare til deres sidste sang og fældede tårer. Jeg bliver kort sagt berørt. Det gjorde jeg slet ikke med B-Boys overhovedet. Det er lidt en mærkelig følelse. :O

Jeg ved selvf ikke lige, hvor mange der har det ligesom mig. Man behøver jo heller ikke have det ens med ting. Altså ingen er jo ens overhovedet.

Egentlig syns jeg bare, det er rart, at man har noget, man ser op til, eller som man måske får inspiration fra?!