De fleste af os mennesker kender vel til det, at man føler sig ensom, man føler sig alene, forladt, at ingen gider en, at man er ingenting, man opgiver ligesom det at få nye venner, osv. osv. osv.

Mange af jer kender vel også det, at man læser om et eller andet, og så tænker man bare:  "Jeg ved præcis, hvordan det er! Jeg kan 100% sætte mig ind i det." Det kender de fleste af jer sikkert til.

Selv har jeg det sådan med mange ting, når jeg læser om det forskellige. I det her tilfælde fx ensomhed. Da jeg læste om ensomhed, kunne jeg direkte sætte mig ind i, hvordan det var. Men jeg fattede ikke engang selv, at det var og er sådan, at jeg har det. Jeg syns, det er ufatteligt, at det overhovedet er sådan. Jeg har aldrig kunnet sætte ord på, hvordan jeg har det på det område, men det kan jeg på en måde godt nu. Nu forstår jeg det hele meget bedre.

Selvf kan ensomhed jo ramme en, uanset hvor mange venner man så har. Og uanset hvor mange venner man så ikke engang har. Men der er vel altid et eller andet, der gør, at man lige pludselig føler sig ensom?

Da jeg læste, at folk omkring en burde kunne tage en snak med den "ensomme" om nogle ting. Få personen ind i nogle samtaler, også selvom personen så er afvisende de første par gange. Det vil jeg sige mine omgivelser kunne lære noget af. Men sådan er alle mennesker så forskellige.

Men fx alt hvad jeg overhovedet læste om ensomhed, jeg kunne direkte læse imellem linjerne, se at det var og er sådan, jeg har det. Jeg forstod det pludselig på en anden måde. Ensomhed er selvf aldrig nogen rar følelse. Især ikke når man tit isolerer sig, folk forstår ikke en, folk opgiver ligesom at invitere en til ting, fordi man tit siger nej, osv. Det er jo ufedt.

Jeg ved ikke, jeg syns ikke, det er pinligt at snakke om det, men det er jo heller ikke altid, man vil have, at folk skal blande sig.

Fx sad jeg i går og læste en del om ADHD, fordi jeg var nysgerrig efter at vide sådan lidt mere konkret, hvad ADHD er. Altså jeg ved jo kun så meget, at jeg muligvis lider af ADHD. Og faktisk da jeg læste nogle af tingene, så indså jeg selv flere af mine problemer faktisk.

Fx det at have indlæringsproblemer, jeg vil sige, jeg har aldrig selv villet indse det eller noget, jeg har bare været stædig og blevet ked af det, hvis der har stået i et brev, at jeg har problemer socialt og fagligt. Men nu vil jeg da gerne selv indrømme, at jeg har problemer på de punkter. Altså nu er jeg jo holdt op med at gå i skole, men derfor er der jo stadig faglige ting, man kan have problemer med. Og socialt har jeg da også indset, at jeg har mine problemer. Hvilket jeg vil sige på det punkt, at jeg nok har indset for meget meget meget lang tid siden.

Mine problemer socialt er nok sådan, jeg kan godt sidde iblandt andre mennesker, men jeg kan ikke falde i snak med folk, medmindre jeg sidder alene med en person, men hvis der så kommer flere, så lukker jeg af og vil ikke snakke. Eller jeg vil nok gerne snakke, men jeg kan bare ikke. Jeg kan sidde og lytte til den ene side og til den anden side, men uden at falde ind i bare en af samtalerne. Jeg lukker af og så er det, at jeg godt kan virke uinteresseret og bare vil sidde for mig selv. Ofte har jeg det med, at jeg syns omgivelserne er for meget, så jeg hører i stedet musik og spiller spil på min Iphone. Så sidder jeg i min egen verden.

Jeg vil rigtig gerne snakke med folk, men det er bare svært. Altså jeg spiller jo teater til dagligt, og det er jo det, jeg gerne vil, men jeg har det bare tit meget dårligt, men jeg vil rigtig gerne lave noget uden problemer. Derfor prøver jeg også rigtig tit at kæmpe mig selv i gang. En af lærerne har allerede opdaget, hvor meget jeg bare kæmper med mig selv bare for at komme hver dag. Det ta'r jo rigtig meget af ens energi at skulle kæmpe så meget hele tiden. Og jeg kan også tit virke som om, at jeg ikke er interesseret i at være der i det hele taget og være med. Men jeg vil rigtig gerne.

Man kan aldrig selv gøre for, at man har det sådan, selvf kan det virke irriterende i andres øjne, men det er jo bare sådan, man har det og det er sådan, man er. Det gør ikke nogen forskel på en. Man vil altid være den person, man er. Og så er det uanset hvilke problemer, der gemmer sig.

Men nogen gange kan det virke så ufatteligt, når man begynder at tænke, at det virkelig er sådan, man går rundt og har det. Man kan selvf ikke gøre det store ved det. Altså udover man kan blive ved med at kæmpe, kæmpe og kæmpe. Men det er jo en hård kamp.

Jeg vil sige, jeg tænker ikke så meget over det at være ensom, hvad mig selv angår. Men jeg kan godt føle mig ensom, forladt og alene. Men jeg vil heller ikke sige, at det er flovt at snakke om. For jeg kan sagtens snakke om flere forskellige ting.

Men jeg vil sige, jeg syns altid det er rarest at snakke med en person, kun en person og så snakke om alt frem for at snakke med en masse på en gang. Fx da jeg gik i folkeskole, der var en af dem, hvor det var jo meget sådan pige grupper og drenge grupper. Langt de fleste piger havde det jo med at gå sammen og være sammen. Så der var jo en dag, hvor en sad og snakkede med mig om, hvorfor jeg aldrig rigtig kom i skole. Og da jeg endelig kom i gang med at forklare en smule om, hvad der var galt, på det tidspunkt havde det også lidt at gøre med min onkel, der dengang misbrugte mig og nedgjorde mig. Det begyndte jeg at fortælle lidt om. Så begyndte andre piger pludselig også at komme og ville høre, hvad der var galt, og hvad vi snakkede om. Og jeg skulle hele tiden forklare forfra. Og man kan sige, jeg fik det lidt dårligt over, at der kom så mange piger og ville høre om det.

Lidt ligesom til mine forældres sølvbryllup selv samme år, så fordi min familie troede jo ikke på mig. Der var jo kun min fætters kæreste tilbage. Og jeg ville gerne snakke med hans kæreste, fordi ham havde jeg lidt mere sådan tiltro til. Ham kunne jeg bedre lide. Og vi satte os i enerum og snakkede, så kom min veninde derind, og jeg havde det helt dårligt med, at vi var nødt til at bede hende om at vente i festlokalet lidt, da vi snakkede lidt privat. Jeg ville jo gerne snakke med min veninde, jeg ville gerne lave noget med hende, men lige der var det bare sådan lidt svært at inddrage hende. Altså hun måtte da gerne høre om det, men jeg tror bare gerne, jeg ville snakke med ham alene.

Men jeg vil sige, jeg var simpelthen så kedelig den dag. Da jeg så min onkel, og hans opførsel den dag. Det gjorde mig ked af det, jeg gik ned psykisk. Jeg græd under festen, jeg ville dårligt nok bruge tid på min veninde. Men jeg græd først virkelig, da en af mine fætre kom hen og sagde til mig, at jeg skulle lave noget med min veninde, da det jo er min veninde. Og jeg sagde jo, at det vidste jeg godt. Og så sad jeg bare der og begyndte at græde og anede ikke, hvad jeg skulle stille op.

Og jeg måtte jo bare tørre tårerne væk og gå over og se mine forældre danse brudevalsen og så blev jeg jo taget med ind i dansen efter lidt tid. Jeg måtte jo holde mit humør højt. Og mit humør burde jo også være højt. Altså jeg havde lige stået og optrådt som en fra Ørkenens Sønner og bagefter sad jeg bare der og var mega ked af det. Men jeg tror mest, at det gjorde mig ked af det, at min onkel havde den opførsel. Jeg følte, at det var min skyld, han gav mig direkte skyldfølelse. Det var lige før, at mit humør allerede gik ned der, og at jeg løb ud på toilettet midt i det hele. Men jeg holdt mit humør højt.

Men jeg vil så sige, jeg har ikke set min familie siden. Eller jo, jeg var lige inde og se min fætter i et teaterstykke, og det var det. Siden da har jeg aldrig set min familie. Jeg skriver med nogle få af dem en gang imellem, men ser dem aldrig.

Hvis man spørg mig, om jeg savner min familie, så ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal svare. Savner er måske ikke det rigtige ord. De har aldrig rigtig vist noget godt for mig, selvf er det min familie, men jeg savner dem ikke rigtigt.

Men tilgengæld kan jeg godt savne det som, der var før det skete. Jeg savner at kunne snakke med min onkel, og ja. Jeg savner det, der var før. Men det kan aldrig ændres. Før var før, nu er nu, sådan er det. DESVÆRRE!!!