Lige nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at det faktisk ikke er helt dårligt, at jeg har valgt at købe en enkelt billet til Ørkenens Sønner den 24. August, for så får jeg jo tankerne hen på det i stedet for alt muligt andet.

Nogle gange er jeg ret træt af at være trist, men hvad skal man gøre ved det? Folk siger  altid: "Tænk på noget andet, lav noget der interesser dig, osv." Jeg kan tænke på andre ting, jeg kan lave flere forskellige ting, m.m. Men lige lidt hjælper det.

På mange punkter lyser det jo ud af mig, at jeg er indelukket, at jeg har svært ved at være i sociale sammenhæng. Men jeg prøver jo så godt, som jeg kan at være der og være med. Men det er også meget svært. Jeg duer ikke rigtig til sociale sammenhæng.

Engang da jeg gik på en af mine gamle skoler, da jeg gik i skole, så fik mine forældre nogen gange et brev om, at jeg havde det svært fagligt og socialt. Jeg blev kort sagt sur, jeg kunne ikke rigtig håndtere, at det rent faktisk passede.

Mange ting som rent faktisk har passede, der er jeg altid reageret med vrede, fordi jeg ikke kan håndtere tingene. Jeg håndtere ting i vrede og tristhed og ind imellem græderi. Men sådan burde det jo slet ikke være.

Alle mennesker håndtere jo ting på forskellige måder, sådan er vi mennesker jo bare lavet. Fair nok. Jeg kan bare ikke rigtig lide min egen måde at håndtere tingene på, men jeg kan heller ikke rigtig styre min være måde.

På mange punkter har jeg en virkelig indre tristhed, men jeg aner ikke, hvordan jeg ligesom kan være glad. Jeg er glad udenpå, når jeg laver ting med fx mine forældre, men jeg er ked af det indeni.

Nogle gange hader jeg mig selv for at vise, at jeg har det svært. Jeg går rundt på ting i min dagligdag, som folk ikke rigtig kan hjælpe mig med. Jeg ville kunne sidde og fortælle 100 gange, de ville ikke kunne hjælpe alligevel.

Jeg ville gerne spole tiden tilbage til, da jeg var lille, uviden og glad. Hvor fanden er den tid blevet af? Den dag jeg var til film optagelser, så var jeg glad og  bare i godt humør. Men så kom en pige, jeg kalder for en kælling, som havde mobbet mig ud af skolen og svinet mig til over nettet. Hun kom lige og sagde hej til mig og var sådan rigtig uskyldig. Jeg sagde ikke så meget som hej til hende! Jeg havde bare en indre vrede og tristhed, for jeg har ikke glemt!

Jeg er nok ligesom en elefant, for de glemmer aldrig, og det gør jeg heller ikke! Jeg syns altid det sværeste er, når man skal sidde og være social og være med. Det duer jeg ikke til. Især ikke når det er jævnaldrende eller andre unge, så kniber det lidt. Jeg kan godt, når det er voksne mennesker. Jeg har altid været meget klistret opad voksne mennesker, snakke med dem, gå i hælene af dem. Ikke fordi jeg ser det som noget problem, men det ville jo altid være rarest, hvis man kunne have nogen at være lidt sammen med og snakke med dem.

Selvf kan man så sige det sådan, at mange ting hænger jo altid sammen med noget andet. Jeg ved jo godt, at fx alle de mange gange mine forældre har taget mig med på værtshus, da jeg var mindre, så har jeg jo altid haft voksne, jeg var klistret op af i stedet for at være klistret opad veninder.

Jeg kan huske dengang mig og min bedste veninde næsten altid var sammen, så kunne jeg jo fx ikke holde ud at sidde alene tilbage på hendes værelse fx, så jeg gik næsten altid lige i røven af hende. Og det gjorde jeg stort set indtil den dag, hvor hun sagde til mig, at det var irriterende. Men så blandede hendes mor sig, fordi det kunne jo godt være, jeg havde det bedst med, at det var sådan. Min tryghedssøgende er meget stor, og jeg har meget svært ved at finde tryghed hos folk.

Jeg tror, jeg har en indre frygt for at blive forladt eller svigtet af nogen. Jeg har svært ved at fortælle andre, hvad der virkelig trykker inde i mig. Ligesom min kontaktperson siger, så er jeg en glad pige, når vi er sammen, men når jeg er hjemme og sådan, så er jeg ligesom ked af det. Man skulle tro, at det var en facade, jeg tog væk, når jeg kom hjem.

Der er sikkert en del, der kender til mine følelser og så måske ikke?!  Ind imellem har jeg svært ved at se, hvor enden rent faktisk er. Er den her, er den der, er den om nogle år, er den der nu, er den der hvornår?! Jeg kan bare ikke rigtig håndtere, at alting skal være sådan.

Jeg havde brug for at få alle mine tanker ud af hovedet.