Så sidder man sgu her. Jeg er syg, og jeg har været det siden mandag, men det kom først snigende om mandagen, og det første jeg tænkte var bare: "Åh, nej!"

Det værste jeg ved er, når man ligger syg. Og så det at det er jo lige årstiden til det. Men hvornår er det sgu ikke det? :S

Sidste år kort tid før optagelsesprøven på Statens Teaterskole, blev jeg også syg. Jeg skulle afsted mandag morgen den 24. Januar 2011, jeg lå syg fra om fredagen og prøvede bare ihærdigt med min stædighed at blive rask eller bare blive det nogenlunde.

Og det sidste jeg ønskede denne gang var sgu at blive syg, så kunne det da i det mindste godt komme i næste uge?! Optagelsesprøven er på fredag på Odense Teaterskole, så jeg skal med min meget snottet næse rejse fra København til Odense. Fedt!

Men heldigvis er jeg så stædig, at ingenting skal få lov til at vælte mig af pinden! Jeg vil bare til den optagelsesprøve, koste hvad det koste vil! Jeg vil, jeg kan, jeg skal!

Dog er jeg så meget spændt på, hvor meget jeg får brug for min stikordsgiver. Jeg kan 100% min monolog, og jeg kan 100% min fysiske prøve! Men der er virkelig også bare blevet arbejdet på begge dele. Der er da sket forandringer siden sidste gang.

Altså jeg er blevet meget mere, hvordan skal man sige det? Jeg kan bedre give mig selv på en scene, jeg kan bedre tale ud til publikum, lave pauser i min tekst, m.m. Og det er da et plus, vil jeg da sige og mene. Men det er virkelig også bare det der med at vise juryen, at jeg rent faktisk har et talent her, at jeg godt kan.

Jeg er parat til at gå igennem ild og vand for at komme ind, og man lærer jo noget hele tiden. Og man kan sige, hvis jeg får afslag IGEN, så er det sgu bare op på hesten igen og spise en ostemad. :P Komme igen til næste år. Men jeg håber virkelig bare, at jeg er så heldig, at jeg i hvert fald bare går videre til nummer 2 prøve. Det ville gøre mig så meget lykkelig.

Men selvf ville det da gøre mig endnu mere lykkelig og happy, hvis jeg klarede mig 100% igennem alle 3 prøver og bare kom ind altså. Det ville jo lette tunge sten fra mit hjerte. Jeg vil det jo gerne 1000% og det er jo bare det, jeg gerne vil.

Egentlig har jeg det lidt ligesom skuespilleren Asger Reher, dengang han var barn og ung, og han gerne ville være skuespiller. Hans forældre sagde til ham, at han skulle have noget at falde tilbage på. Men Asger ville jo ikke andet end skuespil. Og sådan har jeg det jo også. Jeg vil ikke andet end skuespil.

Jeg har da engang for mange år siden haft drømmen om at blive pædagog, politimand, osv. Men det jeg altid tror, der har ligget inde i mit hjerte, men meget skjult er jo nok klart skuespilleriet. Jeg tror først, det gik rigtig op for mig som 11 årig, at jeg ville sgu være skuespiller.

Men dog tror jeg først, at det gik rigtigt op for mig, da jeg blev de der 17 år(som jeg jo stadig er lidt endnu), at jeg 1000% rent faktisk brændte for det, og der sgu ikke var nogen som helst, der skulle sige til mig, at jeg var dårlig til det og bare virkede som en, der ikke gad det! Jeg har da modbevist det for længst.

Min viljestyrke er stor, men min psyke er lille. Men jeg klarer den sgu nok, jeg ved da, at der er folk, der krydser både fingre, arme, ben og tæer. Bedre kan det vist ikke blive. Og så ta'r mine forældre jo med, så det er jo en god ting, syns jeg.

Men jeg er da begyndt, at kunne mærke lidt nervøsitet i kroppen, men også samtidig spænding. Altså det er første gang, jeg skal til Odense, hvilket da sikkert nok skal blive spændende og sjovt, men også helt sikkert en oplevelse, der vil noget. Jeg er da spændt på at se, hvordan Odense Teaterskole ser ud.

Jeg har ligesom sommerfugle i maven på en måde, ligesom noget der bare bliver ved med at krible og krable i kroppen. Alting kører bare i hele kroppen på mig, og jeg vil jo bare gerne igennem altså. Og det vil mine forældre jo også gerne have! Og derfor presser de jo virkelig også bare på, og det er jo meget rart. De støtter mig, og det er dejligt. (: