Op i skole - hvad skal jeg gøre?
Op i skole - hvad skal jeg gøre?
Jeg er en dreng på 16 år, og jeg har et problem jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal løse. Jeg spiller ret meget computer om aftenen – nogle gange lidt for længe – og så har jeg vildt svært ved at komme op om morgenen. Mine forældre tager tidligt afsted på arbejde, så der er ikke nogen hjemme til at vække mig, og jeg ender tit med at sove over mig og komme for sent i skole eller helt blive væk. Det er begyndt at fylde ret meget, og jeg kan mærke at det stresser mig. Jeg vil gerne passe min skole og ikke hele tiden være bagud, men det er som om jeg bare ikke kan tage mig sammen om morgenen. Jeg har prøvet at sætte alarm, men jeg slukker den bare og sover videre. Jeg tør ikke sige det til mine forældre, for jeg er bange for at de bare bliver sure og tager min computer fra mig. Har I nogle råd til hvad jeg kan gøre for at komme op og ikke fucke det hele op? /Dreng15
Hej med dig.
Tak fordi du skriver.
Det er virkelig fedt at høre, du gerne vil gøre en indsat for at hjælpe dig selv til lidt bedre vaner omkring din søvn, så det bliver nemmere at komme op og passe din skole. For du har nok helt ret i, at de to ting hænger sammen, og eksperter i søvn siger at unge på din alder skal have mellem 8-10 timers søvn hver nat, og at for lidt søvn kan påvirke ens trivsel og selvværd generelt. Så det er rigtig godt du ønsker at gøre noget andet. Hvis du er interesseret i at vide mere om det med søvn, så kan du se her: Hvordan påvirker lyset fra skærmen din hjerne? - Sundhedsstyrelsen.
Du skriver, at det er begyndt at stresse dig lidt, og det kan det nemt komme til, når man ikke får søvn nok, og når man ikke rigtig føler, man kan få kontrol over sine lidt uhensigtsmæssige vaner, så det begynder at gå ud over andre ting fx. skolen. Du skal vide, at det er helt normalt. Vi har nok i virkelighed allesammen nogle vaner, som vi ville ønske, vi bare lige kunne ændre. Men det kan være rigtig svært at ændre vaner og særligt medier og computerspil kan være svære at modstå generelt og især, når man når hen sidst på dagen.
Det virker til i det du skriver, at du allerede selv er klar over, hvilke steder, du måske kunne starte: computerspil om aftenen (nogle gange for længe) og hjælp til at komme op og afsted om morgenen.
Faktisk tror jeg, at hvis du starter med at lave små ændringer omkring dine spillevaner om aftenen, så kunne det hjælpe dig til at være mere frisk om morgenen også - selvom det for nogle teenagere aldrig rigtig føles som om, man har fået nok søvn:) Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad og hvordan du spiller om aftenene - om det er sammen med nogle venner fra skolen, i fast eller tilfældige onlinefællesskaber eller alene. Hvis du spiller med nogle venner, så vil jeg råde dig til at snakke med dem om dine tanker og måske de er med på af udfordre hinanden på at slukke lidt før end I gør nu. Hvis ikke det er sammen med vennerne, du kommer til at spille sent, men med mere tilfældige spillere online, så har Mindhelper.dk lavet en god guide til, hvordan man kan hjælpe sig selv til at sætte sig et reslistisk mål om at spille lidt mindre eller fx at slukke på et fast tidspunkt i dit tilfælde. Prøv at se med her: Afhængig af gaming? Eller vil du bare gerne skære ned? Få gode råd. Ideen med at sætte små remindere op omkring sig på værelset og bryde processen op i mindre overskuelige bidder, synes jeg er et godt sted og starte.
Du skriver, at du ikke tør sige det til dine forældre, da du tror, de bare vil tage din computer fra dig. Måske du alligevel kan tale med dem, og spørge om de har mulighed for at tjekke ind på dig om morgenen og motivere dig lidt til at komme afsted - bare i en periode. Hvis du samtidig fortæller dem, at du selv har besluttet, at du gerne vil skrue ned for dit computerspil om aftenen, så du kommer i bedre tid i seng, men at du nok har brug for deres opmuntring for at lykkedes - og ikke at de bliver sure - så har du også selv taget noget ansvar i at ændre, hvordan det er lige nu.
Hvis nu ikke det er en løsning for dig og du har brug for en anden voksen at tale med om dit ønske om at ændre nogle ting og "ikke fucke det hele op", som du selv skriver, så overvej hvem det måske kunne være - en i din familie, din vens familie, en god kammerat, en på din skole eller en helt anden??? Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til Louise Ørum Skytt fra Forebyggelsesteamet på Viborg Ungdomsskole. Hun har talt med flere unge i lignende situationer og kan støtte dig i at lægge en realistisk plan, som du selv tror på kan rykke noget. Du kan ringe eller skrive en sms til hende på 93598054. Så skal du bare vide, at du ikke længere er anonym. Hvis du har flere spørgsmål og gerne vil fortsætte med at være anonym, så kan du også skriver til os i SMS-Chatten på 22496841.
Jeg håber, du kan brug mit svar og de links, jeg har sat ind.
Med venlig hilsen
Rådgiver i Chatteamet