Kan ikke holde det ud

brevkassespørgsmål

Kan ikke holde det ud

brevkassespørgsmål af
Star
16 år
Oprettet 4 år 3 uger siden

Jeg har i lang tid haft det svært hjemme. Mine forældre hader mig fordi jeg er anderledes og har truffet valg i mIt liv som de er uenige i. Gider ikke komme for meget ind på hvad det er men det handler både om min uddannelse og mit køn. DE FORSTÅR MIG VIRKELIG IKKE. Så det har været lort i lang tid og nu er alting bare eksploderet i lort fordi vi alle sammen er sammen 4fucking20 timer i døgnet. Hvad skal jeg gøre. Har virkelig brug for et råd her??

Svar: 

Tak for dit spørgsmål.

Det er en svær tid som du og alle andre er i lige for tiden, da vi skal være hjemme og dermed er meget tæt på hinanden. Når man er 16 år, så er der endnu mere behov for at kunne være sig selv.

Er der andre voksne i dit liv, som du er fortrolig med og som du kan uddybe problematikkerne med via skype eller lign. – eller måske en gåtur hvor afstanden overholdes ?

Det er voldsomt for dig at føle, at dine forældre hader dig og den følelse kan vi desværre ikke tage fra dig, men kunne du forestille dig, at en anden voksen, som du er tryg ved, kunne hjælpe med at dialogen kan komme i gang mellem dig og dine forældre?

Din uddannelse og dit køn er dit valg og selvom dine forældre ikke er enige i dine valg, er det vigtigt at I nu og fremover kan lære at respektere hinanden uanset uenighed, for du vil altid være barn af dine forældre og de vil altid være dine forældre.

Her og nu kan du gøre følgende:  Lige nu er du og alle lukket inde derhjemme, så det er desto mere vigtigt at komme ud at gå ture eller lign. og få noget luft og bevægelse. Når du bevæger dig får du lykkehormoner forærende, som løfter humøret og dette er endnu mere presserende i denne svære periode som du er i.

Har du en god ven/ venner, som du kan mødes med på afstand og få talt med ? Nogen gange så hjælper det også at få sagt tingene højt.

Dine problemer lyder komplekse og derfor ville det være godt, hvis du logger på vores chatforum, som er mandag og torsdag fra kl. 17.00-21.00, så spørgsmål og svar kan uddybes. Det er helt anonymt.

Du er også altid velkommen til at skrive tilbage til brevkassen når du har tænkt over vores modspørgsmål.

 

Med venlig hilsen

slagelsehelles billede
Marie og Elise, Sundhedsplejerskerne har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program