Høje forventninger
Høje forventninger
Hej Jeg føler, at mine forældre har for høje forventninger til, hvordan jeg skal være og hvad jeg skal opnå. Jeg får ros og penge for hvert 12-tal, men hver gang jeg får 7, føler jeg, at de bliver skuffede. Det er ikke, fordi de siger noget direkte, men det er bare den fornemmelse jeg har. Jeg tænker også hele tiden, at alting skal blive gjort med 120% grundighed. Hver gang jeg laver fejl i skolen eller til sporten, bliver jeg super skuffet og negativ. Jeg føler også, at jeg har svært ved at sige nej til noget. Jeg har svært ved at følge med, med alt det jeg skal nå, og hver gang jeg ikke når det hele, føler jeg mig doven og jeg får dårlig samvittighed. Nogle gange er det som om, mine venner slet ikke har problemer med at nå det hele. Det kører for dem, mens jeg ligesom er gået i stå. Jeg synes, det ville være pinligt, hvis de vidste, at jeg føler mig presset på tiden. Jeg er super angstfuld for eksamen, fordi jeg er bange for, at jeg slet ikke kan få det resultat, mine forældre ønsker. De bliver ved med at sige, at jeg nok skal klare det godt, og at de slet ikke bekymrer sig om det. Jeg har også konstant hovedpine og har svært ved at sove om natten. Jeg har slet ikke så meget overskud, som jeg føler, jeg burde have. Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg kunne nå det hele?
Tak for dit brev – godt du skriver. Du oplever et pres fra dine forældre og fra dig selv, som vi læser det, når du skal præstere enten i skolen eller til sport.
Du fornemmer at dine forældre bliver skuffede, hvis du præsterer mindre end et 12-tal. Vi vil råde dig til at tale med dine forældre om den følelse du har? Uanset om de siger ja eller nej til om de bliver skuffede, så handler det om din følelse, som er ægte. Vil vi også anbefale at du sammen med dine forældre laver noget sjovt, spiller spil, svømmehallen eller lign., så der er gode grin imellem jer, så hverken du eller de tænker på resultater.
Her er hvad du kan gøre – du skal sige denne sætning højt og blive med at sige det mange gange dagligt indtil du kan mærke at den nu er sandheden: ” Ja jeg og mine forældre bliver skuffede over mine præstationer, hvis det ikke er top…… det er ok at føle og JEG ER GOD NOK SOM JEG ER.
Du vil måske i starten tænke… det er jo ikke rigtigt… jeg er jo ikke god nok, når jeg ikke præsterer top, men bliv ved, så får du omkodet dine tanker i hjernen og får løftet dit selvværd og efterhånden mærke, at selvfølgelig er du god nok som du er - uanset om du præsterer i toppen eller ej.
Lån evt. denne bog: "Sådan piger": af Marianne Egense og Annlil Frolov. Der er flere gode øvelser i den til at få ro i hovedet.
Du skriver du ikke kan sove om natten og har hovedpine. Kroppen er så smart indrettet, at den fortæller os, når vi er overbelastet. Hovedpine og mangel på søvn, viser at din krop er i en stresstilstand og det skal tages alvorligt. Det er vigtigt at du finder pauser i din hverdag og at du får talt med dine forældre, om hvordan du har det med hovedpine og at du ikke kan sove om natten, så der er en forståelse for at du har brug for ” at trække stikket ud”.
Kig også på hjemmesiden: https://robusthed.dk/ Den har gode forklaringer/hjælp, når der er tanker der fylder for meget og giver dårlig samvittighed, når du præsterer mindre end du/I synes du bør/skal.
Vi kan ikke vide om der også kan være fysiske årsager til hovedpine og manglende søvn, så derfor anbefaler vi at du bestiller en tid hos din læge.
Det kan også være hjælpsomt at tale med en anden voksen som du er tryg ved – måske din klasselærer, en bedsteforældre, sundhedsplejersken på din skole.
Med venlig hilsen