Hejsa, jeg er en ung mand på 24, der leder et utrolig dejligt liv. Jeg har en skøn kæreste, som jeg har været sammen med i, vel godt 4 år, tror jeg. Vi har købt hus sammen og fremtidsplanerne strækker sig hen imod, at få os nogle børn. Vi er faktisk igang. Og blive gift, ikke desto mindre. Og vi er lykkelige sammen! Anyway, jeg har nogle skavanker: lige nu, er jeg ved at søge læreplads som anlægsgartner. Jeg er splittet mellem, at jeg helt vild gerne vil, så jeg kan komme igang, støtte min (forhåbentligt) fremtidige familie som supplement til hvad min kæreste gør, men samtidigt er jeg også ustyrlig bange for, at tage skridtet. Jeg er faktisk næsten lammet af frygt. Jeg har prøvet lidt af hvert. Og jeg har såmænd et flot CV, der beviser det. Mange siger, de ville elske at have mig… –men hvorfor føler jeg så, at jeg ikke er en, der kan gøre sin arbejdsgiver glad? Jeg har desværre nogle “næsten diagnoser”, på angst, depression, asperger, ADHD, stress etc., som er udtrukket gennem indtil flere udredninger. Men når ikke der er noget konkret, kan jeg faktisk ikke forsvare det. Alligevel er det nogle tilstande, der tynger mig som et jerntæppe. I øvrigt er jeg umiddelbart ikke mentalt i stand til, at varetage et fuldtidsarbejde. 37t. er bare ca. 12-17t. for meget, for at jeg kan arbejde i et ordentlig flow og optjene nok energi på daglig basis (inkl. weekender), så jeg uge efter uge, kan møde på arbejde i ordentlig mental balance. Som der forventes af alle. Måske er det her ikke stedet for den slags “problemer”? (Kan ikke lige finde andre lignende) Jeg kan også se rigtig mange der skriver ind, ikke just har de helt samme issues.. Det er nok 15 år for sent for den slags for mig, selvom jeg nok dengang kunne have brugt jer også 😂 - Jeg skyder i tågen med det her, fordi jeg ikke kan rumme det længere, og har brug for andet input, end min kæreste, svigermor og mor (haha). Jeg ønsker ingen hjælp som sådan, men måske bare én, der kan nikke genkendende til det? Én der forhåbentligt har oplevet noget lignende, som måske har et halvt livs større erfaring på det punkt og har opbygget sin robusthed på arbejdsmarkedet. Ps. Det grundliggende problem med en arbejdsgiver er, at jeg ikke kan være sikker på det jeg gør, er godt nok for hende eller ham. Jeg har tendens til, at “over work” mig selv, indtil jeg styrter sammen psykisk. Inden jeg når dertil, har jeg ofte fået styrtende med ros, at jeg er super effektiv og dygtig. Men når jeg når dertil, hvor mit overskudsmeter er udtømt, kan jeg overhovedet ikke holde mig kørende. Og det føler jeg er til gene for arbejdspladsen. Hvilket gør, jeg virker ugidelig og doven. Selvom dette ikke er sandheden. Jeg er en tænker. Og størstedelen af min styrke, ligger i hovedet på mig. Det er både en fordel og en ulempe. Glæder mig til at høre fra jer.