Sexsygdom

brevkassespørgsmål

Sexsygdom

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 år 1 måned siden

Jeg tror jeg har fået en sexsygdom for det svir helt sindsygt efter jeg har haft sex med min kæreste. Forstår det ikke helt for det var min første gang og også min kærestes første gang. Jeg kan ikke sige det til min mor for jeg må ikke have sex endnu. Kan man gøre noget uden at gå til læge.

Svar: 

Kære du,
Det lyder godt nok ubehageligt, og jeg kan godt forstå, at situationen har gjort dig lidt forvirret.
Klap dig selv på skulderen, fordi du har fundet mod til at søge lidt hjælp!

Som du selv så fint skriver, så kan svien i underlivet være tegn på en overført sexsygdom. Hvis hverken du eller din kæreste før har været seksuelt aktive med en partner, så er det måske noget andet. Eksempelvis kan man også få blærebetændelse af sex, fordi der kan komme bakterier op i urinblæren. Måske har du før hørt nogle sige, at man skal tisse efter sex - det er netop fordi, at man så hjælper eventuelle bakterier ud af urinrøret, og på den måde mindsker risikoen for, at de kommer op i urinblæren. 

Desværre kan jeg ikke sige, hvad det mon konkret er i dit tilfælde. Det skal du have en læge til at undersøge. Husk på at det er en helt normal del af lægens arbejdsdag, så de forholder sig fuldstændigt professionelt til dig og din krop. I de fleste tilfælde vil du blot skulle aflevere en urinprøve. Det er vigtigt at passe på sig selv og kroppen, så jeg håber, at du har mod på at besøge lægen. Når man har været der første gang, finder man ud af, at det slet ikke er et slemt besøg.
Du kan jo sige til din mor, at du mistænker, at du har fået blærebetændelse, som man altså kan få af andre ting end sex. Men måske kan det her også være anledningen til at tage en ny snak med din mor om, at du og din kæreste er interesserede i at have sex.  

Jeg håber, at du og din kæreste ellers havde en rigtig tryg og behagelig første oplevelse med sex. Husk kondom så I passer på hinanden :-)

Ellers er der bare tilbage at sige, at jeg hepper på dig - og du er altid velkommen til at skrive her igen eller besøge vores anonyme gruppechat onsdage kl. 20-22; https://gruppechat.dk/skanderborg

DMKRandis billede
Randi fra DMK i Skanderborg har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program