Hej Alex

Først og fremmest vil jeg sige tusind tak, for at du skriver ind. Selvmordstanker er virkelig svære at gå rundt med, og endnu mere når man ikke føler man kan tale med nogen om det. Jeg er glad for, at du følte dig, hvis ikke komfortable med, så i det mindste tryg nok til at fortælle det til os. Så tusind tak.

Jeg kan ikke lade være med at lægge vægt til de ting du har valgt at skrive i din besked. Måske jeg overtænker, og i så fald ignorer den her del, men du har lavet virkelig mange regler for, hvornår man må fortælle hvem hvad. Ja, du skriver du ikke vil ”lægge pres på personerne du fortæller det til”, og selvom jeg ikke tror du ville være en byrde, så kommer du med flere grunde. Alle har en grund til hvorfor du ikke må fortælle det, og hvis den grund måske ikke passer, så har du en ekstra grund som hedder ”Jeg bliver en byrde”. Det er ikke noget jeg tror du gør med vilje, men lyder enormt ensomt for mine øre. Og jeg vil meget gerne kigge lidt mere ind i det. Jeg håber det er okay.

Du har ikke lyst til at dine forældre skal vide det, og det er også okay…. men jeg kan ikke lade være med at tænke ”hvorfor?”. Er det fordi, du ikke vil gøre dem bange? Du skriver selv din bror har været det igennem det, så du har måske set dem reagerer. Jeg ved jo ikke hvordan de reagerede og jeg ved ikke hvor slemt din bror havde det, men måske syntes du, det var hårdt at se dine forældre skulle håndtere noget så svært?

Hvis det er tilfældet, så vil jeg virkelig gerne love dig, at dine forældre meget hellere vil vide det. Mentale ting er svære, og forældre er ikke altid gode til at håndtere det, men det er ofte kun fordi, de holder så meget af deres børn. På nogle punkter er vi stadig bare dyr, og når noget gør os bange, så vil vi gøre noget ved det med det samme. Især hvis det er noget, der gør os bange for at vores børn er i fare. Man har lyst til at forsvarer dem eller løbe væk med dem og gemme dem langt væk. Det er sådan, vores hjerner er skruet sammen, og det fungerede rigtig godt for mange, mange år siden. Det fungerer bare ikke særlig godt, når det “farlige” er i ens elskede barns hoved. Og det er her, forældre ofte får en masse følelser og reaktioner, uden at have nogen idé om, hvordan de skal håndtere det.

Som sagt ved jeg ikke hvordan de reagerede i forhold til din bror. Måske håndterede de det fantastisk, og det er slet ikke derfor du ikke vil sige det til dem. Men hvis det nu er derfor, så tror jeg næsten jeg kan love dig, at de kommer til at håndtere det bedre denne gang. Og hvis ikke bedre, så i hvert fald anderledes. Jeg tvivler på der er nogen forældre som er forberedt på at deres barn har selvmordstanker. Det er ikke noget, man bliver oplært i, før man får børn, og det er desværre heller ikke noget, vi har en biologisk reaktion klar til. Det er noget, der skal læres, mens man står i det. Og det er altid svært.

Men hvis eller når du får lyst og mod til at dele det med dem, så vil de måske gætte mindre, mens de står i det. De har prøvet det før. De har reflekteret over hvordan de håndteret det og helt sikkert også haft en masse ”hvis nu jeg bare havde sagt eller gjort det her i stedet” tanker.

Når, det er ikke fordi jeg vil tvinge dig til at tale med dine forældre først. Der kan være massere grunde til at du gerne vil dele det med andre før du åbner op til dem, så lad mig lige kigge lidt ind i de andre ting du skrev.

Du tror din bedste ven ville lave sjov med det. Igen, det lyder som en virkelig hård tanke at have. En af de tanker, der giver ondt i maven og en dyb tristhed. For mig lyder det som en frygt for, at din ven ikke tager dig seriøst. Og jeg synes, der er stor forskel på ikke at tage ting seriøst og ikke tage mennesker seriøst. Det ene føler jeg mere læner sig op ad at man finder en masse smarte bemærkninger i timen, at man finder en måde at lave sjov med alle film og serier, at man måske er lidt for god til at lave grin med andres tøj eller nye frisurer. Alt sammen noget der kan være sjovt på de rigtige tidspunkter.

Ikke at tage mennesker seriøst føles for mig som noget andet. Det handler mere om ikke at lytte eller ikke at have respekt for andre. Man kan sagtens være et fjollet menneske med en hurtig joke klar og samtidig oprigtigt holde af sine venner. Jeg tror generelt, at mennesker tager andre mennesker seriøst. Og hvis de kommer til at lave jokes om noget, de ikke burde, så er det ofte, fordi de ikke ved, hvordan de skal være i situationen. Humor er en forsvarsmekanisme for mange og det kan være virkelig sundt og fint. Men at have en forsvarsmekanisme man ofte går til, betyder ikke at de ikke har lyst til at lytte. Det betyder måske at de ikke ved hvordan de skal reagere eller at de bliver bange for hvad der bliver sagt.

Tag lige et øjeblik sammen med mig, hvor du prøver at forestille dig, at du snakker med din ven. Du siger i skolen, at du har brug for at tale, og I mødes hjemme hos en af jer eller et sted, I godt kan lide at være. Han laver måske en joke om “uha, hvad er dog så vigtigt og seriøst?” Han ved ikke, hvad du vil tale om, og det lød alvorligt, så der er helt sikkert en mulighed for, at der kommer en lille forsvarsmekanisme joke. Du smiler måske lidt, men du er nervøs, og det er et seriøst emne. Det vil han sandsynligvis også kunne mærke. Og så deler du det.

Prøv lige at sid med den scene et øjeblik. Nu kender jeg ikke din ven, men jeg kan forestille mig et par måder, han kunne reagere på.
Jeg tror der er en chance for at han ville blive stille. Det kan være et svært emne, måske ved han allerede du har været igennem det med din bror, så han ved det betyder noget for dig. Jeg tror ikke stilheden ville være fyldt med akavethed og at han så ned på dig, nærmere at han blev bekymret fordi han holder af dig. En seriøs, men kærlig stilhed.

En anden mulighed er, at han stiller mange spørgsmål. Hvor længe du har haft det sådan, hvorfor tankerne er kommet. Han kan spørge ind til ting, du ikke er klar til at dele, og det behøver du heller ikke. Men spørgsmålene vil komme, fordi du betyder noget for ham.

Der er også en chance for, at der måske kom en forsvarsmekanisme joke mere. Hvis det er hans normale måde at reagere på, kan jeg godt forstå, at du frygter det. Men hvis du så ser ham i øjnene og siger, at det her er alvorligt for dig, så tror jeg ikke, han vil fortsætte. Jeg tror, han vil mærke tyngden i det, du siger.

Lige meget hvilken reaktion jeg forestiller mig, så ser jeg ikke det ender med at han gør grin med dig. For det gør mennesker, der holder af hinanden, ikke i alvorlige situationer og især ikke bedste venner.

Så er der dem fra dit ungdomshold. Jeg forstår godt, at det kan føles for tidligt. Du skriver ikke, hvor længe I har kendt hinanden, men hvis I ikke er nået til et punkt, hvor man deler dybere ting, kan det være et tungt første emne. Men hvis I faktisk er blevet tætte, kan du teste vandet forsigtigt. I stedet for at dele de tanker du har haft selv, kan du jo bruge din brors oplevelse som en samtale starter. Det er selvfølgelig bedst hvis din bror er okay med at du taler om det med andre, og hvis du ikke har lyst til at dele det skal du heller ikke, men det kunne være en måde at opleve deres reaktion på. Lukker de lidt sammen og du kan mærke det måske var for meget for hurtigt? Fint, du har ikke delt noget om dig selv. Det er nemt at tage lidt distance fra igen hurtigt. Åbner de op, du mærker de virkelig er lyttende og klar til at være i den samtale? Okay, nu har du startet en samtale med det emne. Måske deler de egne oplevelser, måske ikke. Men du kan nu selv bestemme og du har lyst til at fortælle om dine egne tanker.

Igen, bedst hvis du ved at din bror er okay med at andre kender til hans oplevelse med det, men det er en måde at komme lidt ind på emnet på forsigtigt.

I forhold til din bror, så synes jeg måske han lyder som den perfekte at tale med. Du skriver, at du ved han vil gå til jeres forældre, men jeg ved ikke om jeg er enig. Ja, han fortalte måske jeres forældre om sin egen oplevelse, men jeg tvivler på at det var noget han gjorde med det samme. Som du ved, er det en utrolig svær ting at sige højt. Jeg tror han måske, ligesom dig, havde brug for at tage lidt tilløb til at sige det højt.

Hvis du går til ham og fortæller, at du godt ved, du skal fortælle det til jeres forældre på et tidspunkt. Fortæller at du ikke er klar endnu, men at du stadig har brug for at tale om det, så tror jeg ikke han ville smide dig under bussen. Hvis du sætter en ramme op for hvornår du vil dele det med dem, så han ved at du ikke vil holde det hemmeligt en evighed, så har jeg svært ved at se for mig at han ikke vil lade dig styre det.

Min tanke er, at han kun ville ”tvinge dig” eller gå bag om ryggen på dig og gøre det for dig, hvis han oprigtigt var bange for at du var en fare for dig selv. Hvis du går ind i samtalen og fortæller at du nok skal fortælle dem det når du er klar, hvorfor skulle han så bryde din tillid? Hvad får han ud af det, udover at du stoler mindre på ham i fremtiden? Jeg kan ikke se en grund.

Når det er sagt…. så er der en chance for at dine forældre vil få det af vide. Og her tænker jeg ikke umiddelbart på din bror. Her tænker jeg på dine venner. At høre at et menneske man holder af, går med så store ting helt selv, og at man er den eneste anden der ved det, er en tung besked. Præcis som forældre har svært ved at håndtere mentale ting med deres børn, så har venner nogle gange svært ved at høre at et menneske de holder af, ikke har det godt. Og selvom du ikke vil have deres hjælp, så er det naturligt at have lyst til at gøre NOGET. Og her tror jeg det er så naturligt at dele det med deres egne forældre. Og forældre snakker med hinanden, hvis det er alvorligt.

Jeg siger ikke det her for ikke at få dig til at dele, hvordan du har det. Du skriver, at du er bange for at lægge dine følelser over på andre, men det er ikke det, der sker. Næsten ingen kan løfte en sofa selv, men med en ven eller to kan langt de fleste. Sådan fungerer følelser også nogle gange. Du beder ikke dine venner om at bære sofaen selv. Du har bare brug for en hånd. Og hvis du går ind i samtalen med dine venner, og du sætter en klar ramme op, så tror jeg også at der er mindre chance for at de går videre med det, præcis som med din bror.

Dog er der en person, du nævner, som jeg næsten med sikkerhed kan sige ikke vil fortælle det til dine forældre. Sjovt nok er det den du skriver du ikke vil tale med, fordi hun bare vil kontakte dem. Nemlig din psykolog. Det er sandt at psykologer skal dele ting med forældre… hvis barnet er under 15. Det er du ikke. Når man er 15 år eller derover, har man i Danmark ret til tavshedspligt. Du har ret til privatliv og det er noget psykologer SKAL overholde. Hvis hun lover at hun ikke vil fortælle det til dine forældre, må hun kun bryde den tavshedspligt, hvis hun tror du er i fare for dit eget eller andres liv. Og selv her ville hun formentlig tale med dig om det først.

Og selvom selvmordstanker kan være skræmmende og voldsomme, betyder det ikke automatisk at du er i fare for dit eget liv. Selvmordstanker der kan være sværere at slippe af med, er ikke ens betydet med at man har LYST til at begå selvmord. Og det ved en psykolog godt.

Nu ved jeg ikke om du har lyst til at handle på dine tanker, og i så fald vil jeg meget gerne gøre dig opmærksom på Livslinjen (tlf. 70201201). Det er en anonym rådgivning for mennesker i alle aldre, som har det svært af forskellige årsager, og som har selvmordstanker og/eller lyst til at begå selvmord. De har åbne telefoner mellem 11-05 hver eneste dag og deres chat er har åben mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kl. 17-21 samt lørdag og søndag kl. 13-17. Det hele er selvfølgelig gratis.

Hvis du har læst de ting jeg er kommet med, og stadig ikke føler du har nogen du kan snakke med, så er livslinjen også en rigtig god måde at øve sig i at åbne op. Og de vil helt sikkert have meget bedre overvejelser og idéer til hvordan man kan åbne den samtale op end jeg har.

Når, jeg beklager mit svar blev lidt langt. Jeg håber, at du kan tage noget med fra det. Og hvis ikke andet, så håber jeg i det mindste at du kan tage med dig, at jeg sidder ude i verden, og håber på at du får det bedre. Verden kan føles så ensom nogle gange, men i virkeligheden er der ikke så meget der skal til, før andre mennesker ser dig og ønsker at møde dig, i det du rækker ud. Jeg håber du vil genoverveje nogle af de grunde og regler, du har til at du ikke kan tale med folk. Mennesker spejler ofte hvad man møder dem med. Hvis du tør være åben og sårbar for andre, tror jeg du vil blive overrasket over, hvor mange vil være mere åben og imødekommende for dig.

De bedste hilsner og kærlige tanker,
Juni fra Cyberhus