Hej

Tusind tak for dit brev og for at dele dine tanker så ærligt. Det lyder som om, du har gået med nogle virkelig tunge følelser i noget tid. Det er jeg virkelig ked af at høre, men jeg synes det er så sejt du har fundet overskuddet til at række ud.

Det er stærkt, at du allerede har været forbi lægen. Det er et vigtigt skridt at tage, og det viser, at du tager dig selv alvorligt, og det er altid godt er være på den sikre side, hvis man nogensinde er i tvivl. Selvom lægen ikke vurderede, at du har depression eller angst, så betyder det ikke, at dine oplevelser ikke er vigtige.

Diagnoser er vidunderlige redskaber til at finde den rigtige hjælp hurtigt, til de mennesker som passer ind i de forskellige kasser. Men det betyder ikke at menneskelige og følelsesmæssige oplevelser, som ikke passer ind i de her kasser, ikke er mindst lige så vigtige at tage seriøst. Ingen tager til lægen med mulighed for depression for sjov. Det er kun noget man gør, hvis man virkelig kan mærke man ikke har det godt. Selvom det ikke er en depression, vil jeg gerne lige sætte fokus på de følelser og hårde oplevelser som du jo har. Diagnose eller ej, de er værd at tage seriøst. At opleve at miste interesse for de ting der gjorde en glad, der måske er med til at definerer hvem man selv opleve man er, lyder virkelig svær. Det samme med den der følelse af apati du beskriver.

Du skriver, at der ikke er sket så meget nyt udover, at du er startet på en ny skole. Det kan måske virke som en lille ting, men for rigtig mange er det en stor omvæltning. Du er pludselig i helt nye rammer, hvor du pludselig er på udebane. Der er nye mennesker, som allerede har venskaber ind imellem, og hvor du skal finde ud af hvor du passer ind i den sociale heiraki. Der er nye rutiner, nye undervisere, nye skemaer. Måske har du endda sagt farvel til gode venner på din gamle skole Det hele lyder da voldsomt overvældende og som om det kræver enormt meget energi at navigere rundt i. Og det er da slet ikke mærkeligt at det kan gå ind og gøre ting sværere for dig, men du vænner dig til alt det nye, også selvom det gik godt.

Lige meget hvad det er der har ramt dig, og slået dig lidt ud, tror jeg det bedste du kan gøre, er at snakke om det. Det er vidunderligt at du har kunne snakke lidt med din ven allerede. Måske du også kunne prøve at snakke med en forælder eller en underviser du har det godt med? Det kan være en lettelse bare at sige højt, at tingene føles flade, og at du savner glæden.

Derudover kan man også prøve at træne den der ”glædes” og ”motivations muskel” lidt. Hvis man kommer ud i en længere periode, hvor man måske har haft sat sine egne ønsker og interesser lidt til side, kan man godt komme til at glemme hvordan det føles. For at træne den, kan man prøve virkelig at have fokus på, om der måske skulle komme et lille glimt af ”det kunne jeg godt tænke mig”. Også bare gøre det. Du kan mærke den mindste lyst til at se en bestemt film? Se den. Du får den mindste smule lyst til en bestemt ret? Lav den. Ved at sætte de der små glimt af lyst, der så nemt kan blive glemt eller overset, kan du måske kickstarte den der følelse af lyst lidt igen.

I forhold til at give lidt op på dig selv, tænker jeg i virkeligheden lidt i samme retningen som overstående. Hvis man kommer ind i perioder, hvor man glemmer at træne at gå efter de der mål, så kan det være rigtig svært at begynde igen. Her tror jeg nogle små, overskuelige mål for hverdagen, måske kunne hjælpe dig. Ting, der giver dig ro eller små øjeblikke af glæde, uden at du behøver presse dig selv for hårdt. Det kan være en gåtur, tage opvasken den dag, gå ned med flasker. Bare små ting, hvor du kan sætte hak ved det i slutningen af dagen, og du kan få en følelse af at have gjort noget der skulle gøres.

Hvis du mærker, at det her fortsætter eller bliver tungere, vil jeg klart opfordre dig til at gå tilbage til din læge og fortælle, hvordan det går nu. Eventuelt skrive en dagbog med hvordan det påvirker din hverdag og hvilke tanker du har om det, som du kan tage med. Du har ret til at få hjælp, også selvom det ikke lige passer ind i en diagnose, og en læge kan stadig henvise til hjælp, hvis de tror det er nødvendigt.

Du er ikke alene om at have det sådan, og det er ikke et tegn på svaghed. Tværtimod viser du styrke ved at række ud nu.

Jeg håber, du kan bruge noget af det her som et lille skridt på vejen, og at du også kan være mild ved dig selv i den her tid.

De bedste hilsner
Juni fra Cyberhus