Jeg er en pige på 17 år. Jeg vil gerne skrive om min far. Det er meget svært at forklare. Jeg tror han er psykisk voldelig. Uden nødvendigvis selv at være klar over det. Jeg har brug for at skrive til nogen udenfor min familie. Han siger tit at jeg er skrap. Selvom jeg hver gang siger at jeg ikke vil kaldes skrap. Det føles så køns-orienteret, at fordi jeg er en pige, så er jeg skrap. For hvis mine brødre er, hvad der ville være skrap for mig, så er de idioter. Det har han selv sagt. At jeg beder ham om at lade være, gør ingen forskel. Han er ligeglad. Hvis han synes jeg er skrap, så er jeg skrap. Desuden er de situationer hvor jeg er “skrap”, ofte nogle hvor jeg siger fra overfor noget. Fx at blive kaldt skrap. Han lytter aldrig rigtig til mig. Altså, respekterer mig. Jeg kan fx virkelig ikke klare tyggelyde, især når jeg er i en stresset periode af mit liv. Min far tygger med åben mund når han fx spiser tyggegummi eller chips. Når jeg beder ham om at spise med lukket mund, tager han mig bare ikke seriøst. Nogle gange tygger han endda højere med vilje. Og han gør det bare igen næste gang. Jeg ved ikke om det er fordi han synes det er sjovt? Jeg kan ikke se det sjove. Han er ekstremt overbeskyttende og kontrollerende. Vi var på hotel engang og jeg ville gå op på værelset, der var ca 100 meter væk. Det var lyst. Og hotellet var lukket for andre end beboerne, hvilket bestod af børnefamilier. Han ville have at jeg skulle skrive når jeg var kommet op på værelset. Det syntes jeg var meget unødvendigt. Han har jo også allerede lokation på min telefon. Han har også engang taget sin arm ind foran mig og holder mig tilbage fordi der kom et løbehjul kørende. (Mens jeg var 17 år gammel) Problemet er ikke i sig selv at han er overbeskyttende. Han er vel bare bange for at der sker noget. Paranoid måske. Jeg kan godt forstå det. Problemet er at han ikke kan forstå at jeg godt kan klare mig selv i nogen situationer. Igen, han har ingen respekt for mig. Ingen forventninger. Han tror virkelig, at hvis han ikke holder mig, vil jeg gå ud foran et løbehjul og blive kørt ned af det. Når jeg siger han ikke behøver holde mig tilbage på grund af et løbehjul, at jeg godt selv kan finde ud af ikke at blive kørt ned af et løbehjul, så bliver han irriteret på mig. Siger et eller andet, der skal forklare at det jo tydeligvis var min egen skyld, fordi jeg skulle lige til at gå ud foran det. Det skulle jeg ikke. Det var bare super underligt at skulle holde mig tilbage i den situation. Og at blive vred på mig over at flytte hans hånd. Jeg skændes ikke tit med ham. Eller det gjorde jeg ikke. Det var faktisk først da jeg var omkring 15 år at jeg opdagede man kunne skændes med sin far. “shit, mine venner skændes med deres far? Bare sådan? Det kan man da ikke…” Det var egentlig bare utænkeligt for mig at svare ham igen på nogen måde da jeg var lidt yngre. Altså selve tanken at man KAN, var ikke opstået før. Selvom jeg nogle gange skændtes med min mor. Som normale børn. Det er først nu hvor jeg er 17 år at jeg ikke holder mig tilbage på grund af frygten for konflikt længere. Og det kan han ikke klare. I går snakkede jeg med ham om at få noget at spise (vi var i lufthavnen) og om hvorfor vi var gået hen til gaten. Tidligere havde han spurgt om vi skulle på McDonald’s, hvilket min mor sagde nej til. Det opfattede han som at hun ville have vi skulle finde gaten i stedet for at spise noget, overhovedet. Han bliver irriteret idet jeg ikke har opfattet det min mor sagde på samme måde som han gjorde. Jeg vidste at hun gerne ville have at vi fik noget at spise, men at hun bare gerne ville finde gaten først. Da han begynder at blive irriteret over at jeg ikke er enig med ham, argumenterer han vredt “man kan sgu da altid finde gaten”. På sådan en måde der bare siger ‘det ved alle da, din idiot.’ Jeg siger til ham at han ikke skal bande når han snakker til mig. Han har altid snakket til sine børn uden hensyn til hvordan det påvirker dem, uden selvkontrol. Selv da vi var små. Det gider jeg ikke mere. Og det at jeg sætter den grænse og at jeg ikke har opfattet noget på samme måde som ham, finder han enormt flabet. Helt afsindigt flabet faktisk. Han siger jeg er enormt flabet, at jeg skal holde kæft og at vi ikke er ens (i hieraki). Da jeg tidligere har sagt til ham at jeg ikke synes han har nogen respekt for mig, smider han også lige ind at han “desuden altid snakker pænt og respektfuldt” til mig. Det er nok den største løgn jeg nogensinde har hørt. Det klamme er bare, at han selv tror på det. For ham er jeg bare en teenager i oprør. Alt hvad jeg gør, tænker eller føler der ikke perfekt korrelerer med præcis det han gør, tænker eller føler, er noget jeg gør for at provokere ham. For at være imod ham med vilje. Engang snakkede han og min storebror om noget morgenmad, om hvad der var bedst pålæg på en bolle. Altså, det mest åndsvage og ligegyldige i verden. Det virker så til at irritere min far enormt at min bror ikke mener det samme som ham. Min bror siger at de kan være enige om at være uenige. Min far siger nej. Han siger at “det er fordi (min brors navn) er en teenager og gør oprør hele tiden, det er irriterende og desuden er (mit navn) på samme måde.” Det var hvad han sagde. Blandede mig ind i det også, selvom jeg intet havde sagt i samtalen, men bare lige så jeg kunne huske at jeg også bare var en elendig lille teenager, langt under ham. Når jeg så nu skændes med ham (og ‘skændes’ er altså at svare ham det mindste igen) så kan han slet ikke klare det. Han vil ikke lytte, prøver at få mig til at stoppe og tie stille ved at sige at jeg skal holde min kæft. Det er så nedværdigende for ham at jeg har en anderledes holdning end ham,især når det er en holdning om ham, at han slet ikke vil være en del af samtalen. Den skal bare slutte før den overhovedet er startet. Altså, det er ekstremt svært at skændes med ham, selv hvis man prøver. På den måde kan han ikke udvikle sin relation til mig på samme måde som min mor. Hende kan jeg tale med, og være sammen med, som man skal være sammen med sin familie. Netop fordi vi arbejder igennem ting. Ved min far hober det sig bare op indtil jeg ikke kan klare det mere. Han tror egentlig bare at han er bedre end min mor, når nu jeg skændes mere med hende end med ham. Nogle gange bruger han det også imod mig. “Du skændes så meget med din mor, altså. Det er din skyld dørenes hængsler sidder løst, fordi du smækker med dem hele tiden.” Det skal siges at jeg ikke har smækket med en dør siden jeg var måske 12, netop af frygt for ham. Jeg har også prøvet at han har grinet når jeg har forsøgt at forklare ham noget i en diskussion. I hån og fordi han har følt sig så nedværdiget af at jeg nogensinde ville svare ham igen, ellersige til ham at hans opførsel ikke er okay. Han kan ikke klare at jeg bruger en ‘tone’ imod ham, som han kalder det. (For ham er alt hvad man siger, som han ikke er enig i, at bruge en respektløs tone. Det kan være alt fra pålæg på brød, politiske holdninger eller om han må snakke vredt og respektløst til os.) Han føles ikke så meget som en ‘far’ som han føles som en autoritær dominans i mit hus. Som sagt bruger han også gamle ting imod mig (og mine brødre). Engang, jeg kan ikke huske konteksten, men det var nok for at forklare at mig og min lillebror er nogle små svage børn, fortalte han vredt, næsten i foragt, om hvordan mig og min lillebror sad inde i bilen til nytår dengang vi var små, og så fyrværkeriet derindefra, fordi vi var bange for det. Og jeg kan godt huske det minde. Det var et godt minde. At sidde derinde med min bror og se fyrværkeriet og stadig føle sig tryg. Jeg kan dog også huske at min far var lidt irriteret over det. Jeg vidste dog ikke det var noget han huskede på, og at han huskede det på den måde. Det kastede ligesom et klamt lys over hele mindet. Min far der kigger på sine små børn (måske 6-7 år, med foragt fordi de ikke gør som han mener de burde. I kontrast, syntes min mor det var sødt, som enhver anden normal forælder ville. En anden gang (jeg kommer bare med eksempler for at forsøge at give et billede af ham) var der noget med en streaming tjeneste som han ikke forstod eller der ikke virkede. Han blev irrationelt vred over det, som han tit gør over den slags ting. Min mor prøvede at hjælpe. Det hun foreslog var åbenbart enormt dumt, så han svarede vredt igen. Lidt efter prøver min lillebror også at hjælpe. Da han ikke har hørt hvad min mor sagde, så foreslog han det samme som hun havde gjort før. Altså det der ‘sindssygt dumme’ noget. Det er selvfølgelig ekstra irriterende nu, fordi ‘hørte han ikke at mor sagde det samme lige før? Altså siger han det for at være træls eller er han bare så dum?’ Min far svarer derfor endnu mere vredt denne gang, som om min lillebror er verdens største idiot. Jeg gider ikke høre på det mere der, så jeg siger “han sagde det jo bare”. Egentlig et enormt roligt svar i forhold til hvor vred jeg var på ham der, for at være sådan overfor min lillebror. Og min far bliver endnu mere sur og han siger “hvorfor vil du skændes med mig?”. “Det er da irriterende” siger jeg (om at han snakker sådan til min bror) og han siger noget i stil med “ja, du er.” Han bander sikkert også lidt, opfører sig på sin generelle måde. For han synes i hvert fald ikke at hans åndsvage teenage datter skal sige noget til ham om hvordan han skal opføre sig. Han ender med at gå ud af stuen. Spise alene. Gå en tur uden at sige noget til nogen, som om det er mig der har gjort ham ondt. En gang, da vi kører i bilen (min mor, lillebror, far og mig), kommer min far til at tage et venstresving mens der kommer en bil fra venstre, lidt for tæt på. Han har nok ikke set den. Han laver derfor en lidt pludselig manøvre for ikke at blive kørt ind i. Min mor bliver naturligvis lidt forskrækket af den pludselig manøvre og kommer til overrasket at sige “hvad laver du?”. Altså, en refleks. Det gør min far SÅ SUR. Altså helt ude af proportioner. Han råber og bander, og siger at den bil der kom kørende var en idiot, og at mor i hvert fald ikke skal snakke anklagende til ham og sige “hvad laver du?”. Og han bander og svovler. Og min lillebror sidder i bilen, og det er PRÆCIS sådan nogen situationer som dem her, der som barn fik mig til at have det så dårligt. Det giver angst og utryghed. For ingen siger nogensinde noget når han er sådan. Han får bare lov at være den store fede hanabe han vil. Jeg tror jeg er 16 år her. Jeg har måske svaret ham igen, gået det mindste imod ham, én gang før på det tidspunkt. Men det gør mig så vred at han er på den måde, og at han råber af mor, år det var HANS fejl at køre ud foran den bil. Jeg siger til ham “du skal snakke ordentligt til alle dem, der er i bilen.” Og han råber “du skal bare holde din kæft.” Senere ville han have at jeg skulle undskylde for den tone jeg brugte overfor ham. Generelt lukker han mig ikke ude, altså giver mig den kolde skulder. Tværtimod opfører han sig altid som om intet er hændt efter en episode som dem jeg har beskrevet. Han fatter simpelthen ikke omfanget af de ting han gør. Efter det i lufthavnen (det seneste, der er sket) sagde jeg at “så ville jeg ikke snakke med ham mere.” Han sagde “tak.” og prøvede at lyde lettet, sikkert fordi han ville såre mig. Han forstår ikke at jeg mener det. For det gør jeg virkelig. Jeg har udviklet nærmest et foragt for ham. Jeg får kuldegysninger af hans tilstedeværelse. Han har også fået sagt engang at det er hans hus. Efter jeg er kommet til at sige “x x x x i mit hus x x x x” Nej, det er hans hus som han lader mig bo i ud af sit gode hjerte. Han får mig altid til at føle at hver gang vi er uenige, så er det min skyld. At det roder er også alle andres skyld, opvask er alle andres skyld, alting er altid alle andres skyld. Han har sagt ordet undskyld til mig én gang i mit liv, af hvad jeg kan huske. Og det var sådan et her “undskyld jeg snakkede på den måde, men du må forstå, jeg kan ikke gøre for det. Der roder jo så meget, og I kan jo også godt rydde lidt mere op. Jeg kan ikke ændre mig.” Det var efter han var blevet sur og skældt ud over noget opvask. Den dag havde vi gået med hunden to gange, vasket en masse andet op, og noget mere jeg ikke kan huske. Men der var én ting vi ikke havde gjort, som han blev vred over, og han begyndte at lade det gå ud over min lillebror. Jeg kom så ud og vaskede det op. Han opdagede åbenbart at jeg var irriteret, og sagde “du har ikke ret til at blive sur over at jeg beder dig om at gøre ting.” Jeg prøvede at forklare ham at det ikke var det at han spurgte, men at det var måden han sagde det på. Egentlig havde han jo slet ikke spurgt nogen om at gøre det. Han havde bare stået og brokket sig. Og det var det faktum at han blev sur over det lille opvask, selvom vi havde gjort alt det andet. Han ville jo selvfølgelig ikke lytte. Uanset hvad jeg siger. Jeg er normalt meget klar og forståelig når jeg diskuterer med folk. Han vil bare ikke forstå mig, nok fordi han jo føler jeg er så langt nede i hierakiet. Jeg skal give ham alt respekt, og ikke forvente noget til gengæld. Faktisk føler han at han udviser gavmilde mængder respekt allerede. Jeg ved bare ikke hvad jeg kunne gøre for at vinde hans respekt. Jeg får gode karakterer, jeg ryger ikke, drikker ikke, jeg er fornuftig, ansvarlig, træner, jeg gør alt hvad han vil have, fordi det er sådan han har opdraget mig. Men det er aldrig godt nok. Jeg er stadig for pjattet når jeg er sammen med min kusine og fætter, vasker ikke nok op, jeg burde begynde at løbe, burde træne i weekenden også. Hans respekt er uopnåelig. Hans brug for kontrol over sig selv og dem omkring ham, hans forventninger er så høje at han ikke engang selv lever op til dem, er jeg sikker på. Tit, efter episoder som dem jeg har beskrevet føler jeg mig skyldig. Jeg ved ikke engang om det er noget han bevist prøver på. Jeg tror bare at han selv virkelig mener at det ikke kan være hans skyld. Og stemningen bliver jo ødelagt. Og det er altid min skyld. JEG vil provokere, JEG starter det, JEG er flabet. “Hvorfor vil DU altid skændes” sagde han. Og han kan ikke tåle når man laver sjov med ham. Hvis han fx siger et ord forkert. Han bliver SÅ sur. Min storerbror gjorde det til min lillebrors fødselsdag, og min far endte med at trække sig helt. Han sad bagerst i rummet og var sur. På sådan en måde han kan. Jeg ved ikke hvor mange i min familie, der kan opfange det. Men min lillebror, storebror, mor og mig kan i hvert fald. For os er det tydeligt. Når han er sådan, er han som en tilstedeværelse af noget tungt og mørkt, der kan brede sig i hele rummet. Han trak sig fuldkommen, fra sin egen søns trettenårs fødselsdag, og spredte det der tunge mørke. Senere skændtes han med min mor, fordi hun konfronterede ham med det, og han var ekstremt sur på min storebror og mente at han var respektløs og flabet. Og at ingen i hele vores familie (bedsteforældre, onkler, tanter, ingen) har respekt for ham og er ligeglade med ham. Jeg håber ikke min lillebror lagde mærke til det. Jeg prøvede at holde ham væk fra det. Det føltes klamt. Omvendt synes han selvfølgelig at det er sjovt at lave sjov med andre, der kommer til at sige noget forkert. Bare ikke når det går ud over ham selv. Som sagt lytter han ikke når jeg siger fra overfor noget. Som det i lufthavnen. Han siger ikke direkte “dine følelser betyder ikke noget.”, men det behøver han heller ikke. Hans opførsel er nok til at få det budskab igennem. Han er generelt sådan her. Det er muligt at det er hans stressede jeg. Men så er han stresset meget, meget ofte. Og han nægter at gøre noget ved det (min mor har foreslået psykolog, hvilket var ekstremt dumt åbenbart da han siger at han “allerede har styr på alt”). Han beklager sig også altid over sit job, men nægter også at finde et nyt. Han synes han har alt for travlt, for nu skal han også flytte. (Det er hundrede procent ham selv, der har bestemt at vi skal flytte, fordi han synes der roder for meget i vores nuværende hus.) Han bliver meget sur over alt muligt, hverdagsting, ligegyldige ting. Eller også går han bare rundt sådan helt kold og spreder dårlig stemning. Mest når han føler sig presset eller at han har travlt. Hvilket er det meste af tiden. Og man går rundt på æggeskaller omkring ham. Ikke siger noget når han bliver sur. Det har jeg altid gjort. Det har vi alle. Jeg gider bare ikke mere. Og det kan han ikke klare, hvilket gør at der opstår de her situationer. Men de ting han siger, er jo ting han allerede føler og tænker. At jeg går imod ham nogen gange, gør bare at jeg begynder at forstå mere og mere hvem han er. Og jeg synes det er klamt. At han mener vi er så langt fra hinanden i hierarki, vidste jeg godt. Jeg får det bare bekræftet. Det sker flere gange om ugen vil jeg sige. Det sker ofte. Det er mit liv jo. Det har det altid været. Da jeg var mindre var faktum bare i mit hoved “far er tit sur.” Det er langt mere nuanceret nu. Der er så mange aspekter. Han har ødelagt så meget. Det gør mig ked af det. Og vred. Samtidig føler jeg mig skyldig for at skrive her. Hvis han vidste det, ville det være så uforståeligt for ham at jeg ikke engang kan forestille mig hans reaktion. Han mener selv at vi børn har en fantastisk opvækst i forhold til ham. Han havde det så hårdt. Han er enebarn, hans far var kaptajn og ofte væk. Men jeg kan ikke se det hårde i det. Ikke på den måde jeg har haft det. Jeg kendte jo hans forældre. Min farfar var en dejlig mand. Han var sjov, og sød og nede på jorden. Jeg forstår det var hårdt at han var væk ofte. Men det er da bedre at ens far er væk og man ville ønske han var der, end hvis ens far er der og man ville ønske han var væk. Og min farmor var det bedste menneske jeg nogensinde har kendt. Hun var mild, og sød, tænkte på alle andre hele tiden. Altså, hun gjorde rent i sit hus inden rengøringsdamen kom så der ikke ville være så meget arbejde. Og hun betalte hende stadig ekstra. Hun var fantastisk. Jeg har angst, lavt selvværd, jeg føler mig forkert generelt. Selvom der ikke rigtig er hold i nogen af de ting jeg tænker om mig selv, det ved jeg. Jeg føler dem bare alligevel. Jeg ved ikke om det er ham der er skyld i det, men jeg har mere og mere en anelse om det. Og jeg gider ikke mere. Jeg nægter at blive talt til på den måde mere. Jeg vil gerne trække mig helt fra ham. Jeg bor stadig hjemme så det er svært. Jeg kan bare mærke at jeg ikke vil tale med ham eller være sammen med ham mere. Jeg kan ikke engang lide at være i samme rum som ham. Men hvis han er en idiot overfor min lillebror eller mor vil jeg jo nok ikke kunne lade være med at svare igen. På den måde kan jeg ikke trække mig helt endnu. Nogle vil nok foreslå at flytte tidligt hjemmefra. Men jeg vil jo ikke flytte. Jeg elsker min mor og mine brødre og min hund. Og jeg nægter at lade ham presse mig ud af mit eget hjem. Jeg har tit følt mig mere og mere distanceret fra ham. Men nu føles det virkelig som om han har mistet mig. Det er sket lidt gradvist. Det føles jo heller ikke godt. Det er jo ikke et valg. Det er ham der har skubbet mig væk. Og jeg føler bare ikke at jeg kan fikse det længere. Jeg synes jeg har prøvet. Selvom jeg hele tiden får at vide at jeg ikke kan ændre ham. Måske troede jeg bare ikke rigtig på det før. Nogle gange har jeg det fint med ham. Når alt tilfældigvis lige spiller. Men det føles som de specielle øjeblikke når han er glad. De korte og flygtige. Da jeg var lidt yngre, og han var i godt humør plejede jeg at få det sådan lidt ekstatisk. Sådan “far er glad! Så er jeg også glad! Så er det godt!” Uden jeg tænkte over det. Det var bare sådan det var. “Han er jo sød nogle gange.” “Det er kun fordi han elsker mig”. “Han slår i det mindste ikke.” Men det er ikke godt nok. Jeg er faktisk ret sikker på at det slet ikke er godt nok. Uden jeg har opdaget det op gennem mit liv, er lyden af hans bil der parkerer foran huset, blevet noget der indgyder et lille sug i maven af angst. Sådan, “shit. Sæt dig op. Lign du laver noget. Er der opvask i køkkenet? Åh nej. Shit der roder i gangen. Har jeg gået med hunden i dag?” Og når der var noget med en udflugt eller siddepladser i flyet, så blev jeg lettet når det var uden far. Ikke med far. Når jeg ikke skulle være sammen med ham. Engang havde jeg en drøm om natten hvor mine forældre blev skilt. Jeg gik rundt til alle. “Det er endelig sket” sagde jeg . Shit jeg var lettet. Da jeg vågnede og opdagede det var en drøm var jeg så skuffet. Ked af det. Jeg kan ikke skrive alle de ting han har gjort. Det ville være hele min livshistorie. Men jeg har svært ved at vide hvad jeg skal gøre. Jeg har haft psykologer, men jeg kan ikke rigtig komme ind på det her emne. Det føles bare for stort. Jeg kan aldrig få det hele med. Jeg er også dårlig til at snakke om følelser. Nogle gange er jeg bange for at jeg overreagerer. At måske er alle sådan her? Jeg tror det bare ikke. Jeg er også i tvivl om hvor slemt det ser ud for andre. Det er svært at finde ud af helt hvordan noget objektivt set er, når det er det eneste du kender