Kære Isabel

Tusind tak for dit brev. Bare ved at læse dine ord, kan jeg mærke en hel ensomhed indeni mig selv. Den følelse af at være fanget mellem to måder at forstå sig selv på, og to måder at blive set på af andre. Det er et sårbart og svært sted at stå.

Det, vi tager på, er sjældent bare tøj. Det er også et sprog. En måde at vise, hvordan vi ser os selv og hvordan vi gerne vil forstås. Og især i din alder er det helt normalt at eksperimentere og afprøve forskellige udtryk for at finde ud af, hvad der føles rigtigt. Det er ikke mærkeligt. Det er modent og vigtigt.

Noget af det, jeg lægger mærke til i dit brev, er, hvordan du har ændret dig sammen med de mennesker, du har været tæt på. Før gav din vennegruppe dig måske et rum til at være alternativ, fri og kritisk til verden. Nu er din kæreste en person, du føler dig tryg og begæret af, og du oplever at være mere tilpas i kroppen og spejlbilledet. Begge relationer har betydet noget for dig. Og begge versioner af dig er gyldige og lige vigtige.

Mennesker er sociale væsner og vi påvirkes naturligt af de folk, vi er tæt på og holder af. Det behøver ikke at betyde man har lagt sin personlighed og værdier fra sig når man ændrer tøjstil. Det betyder måske bare du har en periode hvor det er det du føler dig hjemme i. Og det er helt okay. Men samtidig er det vigtigt, at forandringerne også føles rigtige for dig og ikke kun handler om at passe ind eller gøre andre glade. Det er en svær balance, og jeg synes, det er virkelig sejt at du stopper op og mærker efter nu.

Når du skriver, at dine gamle venner ikke kan acceptere din forandring, og at de “normale” piger stadig vender dig ryggen, får jeg så meget empati for dig. Det lyder frustrerende at blive defineret ud fra hvorvidt du går med din næsepiercing eller ej og om du fortsat farver dit hår. Venskaber burde ikke handle om tøjstil, og det er ikke fair at du bliver udstødt på grund af det.

Dog, som jeg skrev tidligere, så hører tøjstil ofte sammen med andre ting. Også selvom vi måske ikke helt lægger mærke til det. Derfor synes jeg du skal prøve at spørge dig selv om, hvorvidt du måske har ændret dig i din væremåde sammen med din tøjstil. Er du kommet til at være kritisk overfor dine venners tøjvalg, efter du selv har ændret din egen? Har du ændret din adfærd, til måske at være mere som din kærestes? Er du kommet til (måske uden at ville det) at tage afstand fra dine gamle venner? At signalere, at du er “vokset fra” noget? Det kan være sårbart for dem.

Hvis dette er tilfældet, så er det også okay. Man må altid udvikle sig som menneske, og nogle gange er det okay ting bare er faser. Men det kunne måske være en forklaring på, hvad der skete med dine venner.

Hvis du tænker tilbage på din tid med dine venner, og ser at du måske er kommet til at være kritisk overfor deres måder at klæde dem på, har du et par valg. Enten kan du tage en snak med dem, sige undskyld og forklare din situation til dem, som du gjorde til mig. Du kan prøve at lægge det fra dig og fortsætte venskabet, hvis de har lyst.
Derudover kan du også accepterer at det måske ikke er noget du kan eller har lyst til at lægge fra dig, og give slip på venskabet med lidt mere forståelse over hvad der skete. Nogle gange vokser folk fra hinanden. Det gør ondt, men det sker og det er okay.

Hvis dette ikke er tilfældet at du har ændret dig som person, og de blot har vendt dig ryggen fordi din stil har ændret sig, så er det virkelig ærgerligt. Især hvis det kommer fra mennesker, der selv har ønsket ikke at blive dømt for at skille sig ud. Det kan føles dobbeltmoralsk og det er okay at blive vred eller ked af det over det. Men det siger mere om deres usikkerhed end om dig.

I det tilfælde, kan du enten snakke med dem om at du føler du bliver dømt for hvordan du klæder dig. Du kan sige, at hvis de er bange for AT du kommer til at dømme dem, så kan du betrygge dem med at du stadig bare er dig. At du stadig har de samme værdier og at du kan lide dem som de mennesker de er. Måske kan de åbne op for en god snak, hvor I alle kan være åbne og ærlige.

Til sidst vil jeg understrege at du ikke har svigtet nogen ved at ændre dig. Vi ændrer os hele livet og det er nok ikke sidste gang du ændrer måden du vil opfattes heller. Det vigtigste er at man er tro mod sig selv, og gør hvad der gør en glad og komfortable. Og selvom det lige nu føles ensomt, så tror jeg på, at du vil finde (eller skabe) et fællesskab, hvor der er plads til hele dig. Både det vilde og det blide, det mørke og det farverige. Måske kan du endda prøve at åbne din vennegruppe op for flere nuancer, hvor alle er velkommende, hvis de er åbne for det.

Hvis du savner et sted at høre til, hvor du kan være dig selv, både med og uden piercinger og sort tøj, vil jeg opfordre dig til at søge derhen, hvor folk mødes om noget, snarere end for at være på én bestemt måde.

Det kan for eksempel være steder, hvor der er fokus på kreativitet og fælles interesser som tegning, teater, foto, musik, skrivning eller håndværk. Mange byer har kreative ungdomstilbud, åbne værksteder, kunstprojekter eller open mic-aftener, hvor folk mødes, uden at man behøver kende nogen i forvejen. Det kan også være steder som ungdomshuse, biblioteker med aftenarrangementer eller kulturhuse, hvor der er plads til at være lidt anderledes.

Det kan også være, du har mod på at engagere dig i frivilligt arbejde. Det kunne være for dyrevelfærd, sociale fællesskaber eller i LGBTQ+ miljøer, hvis det giver mening for dig. Her møder man ofte mennesker, der brænder for noget og som har respekt for, at folk er forskellige. Også i tøjstil og udtryk.

Og måske det vigtigste jeg kan skrive i det her brev er, at mange går faktisk rundt og savner nye venner, selvom det ikke altid ser sådan ud. Så nogle gange kræver det bare ét modigt første skridt. At skrive til en, man har god kemi med i til en hobby og spørge, om de vil mødes til en milkshake. Eller smile lidt længere til en i klassen eller på arbejdet. Det behøver ikke være stort. Bare ægte.

Jeg håber mine ord kan hjælpe dig lidt. Jeg ved hvor svær en situation det er du står I, og jeg er glad for du er modig nok til at spørge. Held og lykke med det hele, og du er altid velkommen til at bruge vores chat, hvis du har brug for at snakke.

De bedste hilsner
Juni fra Cyberhus