Mor og far skændes

brevkassespørgsmål

Mor og far skændes

brevkassespørgsmål af
Sasha
13 år
Oprettet 1 uge 2 dage siden

mine forældre skændes meget og det går mig på. Jeg har sagt det til dem men de siger, at det ikke handler om mig, så derfor skal jeg ikke blande mig og jeg skal ikke tænke på det. Men det er bare ikke nemt når man får ondt i maven af det. Please hjælp

Svar: 

Hej Sasha

Tak for dit brev. Det er virkelig godt og vigtigt, at du skriver. Det lyder som en rigtig svær situation, og jeg kan godt forstå, at du får ondt i maven af det. Når ens forældre skændes meget, kan det føles utrygt og overvældende. Selvom de siger, at det ikke handler om dig, så påvirker det dig jo alligevel, og det er helt naturligt. Sådanne ting er det jo hårde at overhøre.

Når man bor i et hjem med mange skænderier, kan det skabe en uro i kroppen, og det er ikke noget, man bare kan ignorere, fordi nogen siger, man skal. Du er ikke forkert for at mærke det, og du har ret til at sige fra, når noget gør dig utryg eller ked af det.
Jeg synes, det er virkelig godt, at du allerede har prøvet at sige det til dem. Det viser, at du prøver at passe på dig selv, og det fortjener du ros for. Desværre er det ikke altid, at voksne lytter ordentligt, selvom man fortæller dem noget vigtigt. Det kan være, de ikke ved, hvordan de skal håndtere det, eller at de ikke selv vil indse, hvor meget deres konflikter fylder. Nogle gange kan man godt komme til at blive lidt blind for, at man gør ting, der påvirker andre. Det ved jeg ikke, om du måske også kender fra dig selv?

Det er ikke din opgave at løse dine forældres skænderier. Jeg ved, det er rigtig, rigtig svært, men nogle gange skændes voksne, uden vi selv kan gøre noget ved det.

Hvis du har en anden voksen i dit liv, du stoler på (det kunne være en lærer, en pædagog, en bedsteforælder eller en vens forælder), kunne det måske være en idé at fortælle dem, hvordan du har det. Nogle gange hjælper det at tale med én, som kan se situationen lidt udefra og måske også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du passer bedst på dig selv i det hele.

Du er også altid velkommen til at skrive igen her eller bruge SMS-chatten på Cyberhus, hvis du har brug for at snakke om det. Du behøver ikke gå med det alene, og det er helt okay at række ud flere gange.
Hvis du ikke har lyst til at snakke om det, men bare vil komme lidt væk, kan du måske prøve at se, om du kan finde et frirum? Når du kan høre, at dine forældre skændes, og det bliver svært at være i, kan du måske prøve at gå en tur eller sætte dig med nogle høretelefoner på? Jeg ved godt, det ikke løser problemet, men i det mindste skal du ikke overhøre det så.

Det vigtigste, jeg vil sige til dig, er: Dine følelser er vigtige, og det er okay, at du har brug for hjælp og støtte. Det er ikke din skyld, at dine forældre skændes, men det er helt i orden, at det gør ondt at være i det alligevel.

De bedste hilsner
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program