Anabole steroider

brevkassespørgsmål

Anabole steroider

brevkassespørgsmål af
Alexander den store
17 år
Oprettet 1 uge 2 dage siden

Hej. Jeg overvejer meget at begynde på anabole sterioder. Jeg har kontakterne. Jeg ved godt at der er mange sideeffects, som klunker og pik der skrymper…. Jeg er ret ligeglad, jeg får alligevel aldrig nogle piger. Og min pik er alligevel kun 8 cm. Den er alligevel mega lille. Bodybuilding er det eneste der giver mig glæde og fred. Jeg var på efterskole, men blev smidt hjem. Jeg har ingen venner. Jeg ser anabole som den eneste udvej. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej
Først og fremmest er det rigtig godt, at du skriver om det her. Det viser, at du tænker over tingene og ikke bare kaster dig ud i det uden at overveje konsekvenserne – og det er vigtigt.

Jeg forstår godt, at bodybuilding betyder meget for dig, og at du gerne vil se resultater. Når noget er det eneste, der giver glæde og fred, kan det føles, som om det er værd at gøre hvad som helst for at tage det til næste niveau. Men steroider kommer med en masse bivirkninger – ikke kun fysiske, men også mentale. Du nævner selv nogle af dem, men der er også ting som humørsvingninger, depression og afhængighed. De kan måske give hurtige resultater, men de kan også tage glæden ved træningen fra dig og gøre, at du mister kontrollen over din egen krop og dit sind.

Du skriver, at du ikke får piger, og jeg ved, at det kan være frustrerende, især hvis det føles, som om alle andre har gang i noget, du ikke har. Men sandheden er, at det er helt normalt som 17-årig ikke at have den store erfaring. Alle udvikler sig i deres eget tempo, og det siger intet om dit værd. At få en kæreste eller en seksuel relation handler ikke kun om, hvordan du ser ud, men også om at møde nogen, du har en connection med – og det kan tage tid.

Du nævner også, at du blev smidt hjem fra efterskole, og jeg kan godt forstå, hvis det har været en svær oplevelse. Men det er okay. Vi fejler alle sammen på forskellige tidspunkter i livet, og det betyder ikke, at du ikke kan komme videre og prøve igen. Uanset hvad der skete, definerer det ikke dig som person – det vigtige er, hvad du gør herfra.

Jeg kan også høre, at du føler dig meget alene, og det gør mig virkelig ked af det. Det lyder som om, du har haft det svært – både med at miste din efterskole og med at finde nogen at dele dine tanker med. Det er måske dér, du skal starte: at finde et fællesskab, hvor du ikke behøver at føle dig så alene. Det kunne være i træningsverdenen, men måske også et andet sted, hvor du kan møde folk, der forstår dig for den, du er, og ikke kun for din krop. Hvis det føles lidt uoverskueligt at skulle finde et nyt sted, kan du overveje at starte i vores SMS-chat. Der vil du kunne dele flere af dine tanker om dig selv, få en dialog om det og flere råd til, hvordan du kan håndtere de negative tanker. Du vil også kunne få mere personlig hjælp til at finde de rigtige fællesskaber for dig, og hvordan du kan blive en del af dem. Du kan være helt anonym, og du kommer nemt i gang ved at sende en besked til 25 80 60 60.

Jeg håber, at du vil overveje andre veje end steroider, for du fortjener at have det godt – både i din krop og i dit sind. Hvis du har brug for at snakke mere om det, er du altid velkommen til at skrive igen.

De bedste hilsner
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program