Kære seje du.

Tak for dit spørgsmål, det er et godt, spændende og reflekterende spørgsmål du kommer med der.

Jeg tænker i bund og grund det handler om, at vi lever i en kultur, hvor “selvstændighed” og “uafhængighed” ofte bliveren  usynlig regel for voksne især efter man er 21, og hvor det nærmest forventes, at vi skal kunne klare alting selv. Lige fra at bo alene til at håndtere vores sorg og smerte for os selv. Men det kolliderer ofte med den virkelighed, at vi mennesker er sociale væsener, der fra naturens side er dybt afhængige af relationer og følelsesmæssig støtte fra om verden. Mennesket overlevede oprindeligt ikke på egen hånd, men gennem samarbejde, støtte og fælles omsorg fra sin stamme. Den sociale og følelsesmæssige del er altså ikke et “nice-to-have” men et “need-to-have”. Vi har brug for at kunne spejle os i andre, mærke at vi er set og forstået, og opleve at nogen vil være der for os i svære tider.

Allerede fra fødslen er vi afhængige af vores forældre, som tager sig af os, fordi vi er hjælpeløse som spædbørn. Det fundament af tryghed og samhørighed følger os faktisk hele livet. Forskellige psykologiske teorier, bl.a. tilknytningsteori (attachment theory), beskriver, hvordan vi trives bedst, når vi har mindst en tryg base, fx ofte en partner, en forælder, en ven eller en anden nær relation, som vi ved er der for os, og som altid kan have vores ryg. Derfor er det sjældent, at mennesker rent faktisk kan eller trives med at “klare alt selv”.

Når det er sagt er der selvfølgelig forskel på at kunne betale sine regninger, lave mad og bo alene, også håndtere indre følelser helt alene. Det er absolut vigtigt at opøve en vis grad af selvstændighed og ansvar for eget liv, men det betyder ikke, at vi skal holde vores følelser for os selv. Faktisk bruger man begrebet “interdependens” i stedet for “uafhængighed”: Interdependens peger på, at vi er gensidigt afhængige af hinanden på en sund måde, hvor både selvstændighed og støtte fra andre er til stede.

Myten om den “ensomme ulv”

Fortællingen om “den ensomme ulv” der klarer alting på egen hånd, er meget tiltalende som en historie eller et ideal i visse kulturer og samfund, men i ren praksis er det sjældent, mennesker reelt lever sådan. Ser vi bag facaden på mennesker, som udadtil virker enormt “uafhængige”, finder vi som regel stadig et netværk, selv et lille et. Altså har selv den ensomme ulv nogen de går til på den ene eller anden måde.

Til slut

Jeg vil runde min skriv af med, at fortælle dig, at din oplevelse er meget genkendelig for mange, dette siger jeg ikke for at neglisere dine følelser, men bare så du ved du er ikke alene med sådanne tanker. Vi lærer ofte, at vi skal “klare os selv”, men i virkeligheden er de fleste af os dybt afhængige af  fællesskab. At have mindst en person, der er der for en, er et menneskeligt grundvilkår. Det er okay, ja, ligefrem nødvendigt, at have brug for andre. Det betyder ikke, at du ikke kan være selvstændig; det betyder blot, at du er et menneske med relationelle behov, og det er der intet forkert i.

Håber mit skriv giver lidt mening for dig. Stort virtuelt kram til dig

Med venlig hilsen Kylie.