Venindes nye flirt

brevkassespørgsmål

Venindes nye flirt

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 1 uge 3 dage siden

Hej Cyberhus Min bedste veninde er begyndt at have noget kørende med den her dreng. Hun siger at hun er forelsket i ham. Så burde alt jo være godt, men problemet er bare at det er den dreng som jeg også har været hemmeligt forelsket i siden 7.klasse. Jeg ved godt at jeg ikke kan tillade mig at være sur på hende men det kan jeg mærke at jeg er. Skal jeg sige noget til hende eller til ham. Skal jeg bare prøve at glemme ham. Der tror jeg ikke jeg kan🥺

Svar: 

Kære dig, 

Først vil jeg anerkende dig for, at du har modet til at skrive ind til os omkring dine følelser! Det lyder som en virkelig svær situation, og det er helt naturligt, at du føler dig sur og endda frustreret.

Din veninde har ikke gjort noget forkert, men det betyder heller ikke, at dine følelser ikke er vigtige - for det er de! At have det sådan betyder ikke, at du er en dårlig veninde – det betyder bare, at du er menneskelig.

Der er ikke én rigtig måde at håndtere det her på, men her er nogle ting, du kan overveje:

  1. Du kan tage en snak med din bedste veninde, hvor du kan fortælle om dine følelser uden at lægge skyld på hende, men fortælle at du faktisk over længere tid har haft følelser for den samme dreng, og det derfor er svært for dig lige nu, at hun er forelsket i ham. Du kan eksempelvis sige noget i retning af: ‘’Jeg vil gerne være ærlig for dig fordi du betyder meget for mig. Jeg vil virkelig gerne være glad for dig, men jeg synes, det er svært lige nu, fordi jeg har haft følelser for ham længe. Jeg har ikke lyst til, at det skal påvirke vores venskab, men jeg har brug for lidt tid til at håndtere det.’’
  2. Du nævner selv om du skal sige noget til ham men det kan afhænge af om du tror det vil hjælpe dig og hvad du håber der kommer ud af det? At involvere ham hvis han allerede har noget med din bedste veninde, kan måske bare gøre dig mere ked af det. Tænk over, om det ville give dig ro – eller om det ville gøre situationen sværere.
  3. Det kan være svært og hårdt at give slip og glemme en person som du har følelser for, og som du måske håbede på havde de samme følelser for dig. At glemme en person er ikke noget, du bare kan beslutte fra den ene dag til den anden – og det behøver du heller ikke. Men måske kan du langsomt prøve at fokusere på dig selv og på de mennesker, der gør dig glad, så han med tiden fylder mindre i dine tanker?

Det vigtigste er, at du passer på dig selv! Giv dig tid til at føle dine følelser men prøv at vær god ved dig selv. Husk på, at du også fortjener kærlighed – både fra dig selv og fra nogen, der vælger dig helt og fuldt!

Mvh 

Camilla

cyberhuscamillas billede
Camilla fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program