Blowjobs og kønssygdomme
Blowjobs og kønssygdomme
Hej. Jeg ved godt at man kan få kønssygdomme af at give oral sex, men jeg har aldrig hørt om nogen der giver et blowjob med kondom på pikken. Er det noget man gør?? Og hvordan spørger man / eller sikre sig for at ens partner ikke har nogen kønssygdomme?
Hej Laura
Hvor er det godt at du er opmærksom på kønssygdomme. Det er virkelig vigtigt, så man både passer på sig selv og sin partner.
Er blowjob med kondom en ting, spørger du. Ja, det er det. Hvis man ikke har en fast partner og gerne vil prøve et blowjob, så er kondom en god ide. Man kan faktisk købe kondomer med smag, og de er netop beregnet til at bruge ved blowjob, så man ikke skal smage gummi/latex.
I forhold til at være sikker på at ens partner ikke er smittet med en kønssygdom, så er det vigtigste at tale sammen. I langt de fleste tilfælde er det ikke noget get man kan se, så den eneste måde at være sikker, er ved at spørge. Hvis ens partner har seksuelle erfaringer med andre, så vil der altid være en risiko.
Hvis det er en partner, som man ikke kender så godt, kan man måske endda overveje at man sammen bliver testet, inden man kaster dig ud i noget seksuelt sammen. Der findes muligheder for hjemmetest, som kan købes på apoteket, så det behøver ikke at betyde at man skal til læge.
Mange hilsner Pedro