Min ven tager ikke initiativ

brevkassespørgsmål

Min ven tager ikke initiativ

brevkassespørgsmål af
William
17 år
Oprettet 1 måned 5 dage siden

Hej Jeg føler mig frustreret over en gammel ven, som jeg har kendt siden folkeskolen. Vi startede på hver vores skole efter sommerferien, og siden har det føltes som om, det kun er mig, der tager initiativ til at holde kontakten. Hver gang vi skriver sammen eller mødes, er det mig, der skal tage det første skridt og foreslå at finde på noget. Hvis jeg ikke gør noget hører jeg nærmest intet fra ham. Det får mig til at føle, at venskabet måske ikke betyder så meget for ham, som det gør for mig. Jeg ved ikke, om jeg overreagerer, eller om det er normalt, at gamle venskaber begynder at glide ud. Skal jeg blive ved med at prøve, eller bare lade det glide? Hvad skal jeg gøre? Hilsen en forvirret ven.

Svar: 

Hej William

Tak for dit spørgsmål og for at skrive ind til brevkassen. Først og fremmest lyder det som en frustrerende situation du er havnet i, især når man har et venskab, som du har haft længe. Du viser virkelig en stor indsats ved at tage initiativet til at holde kontakten, og det er forståeligt, at du begynder at tvivle på, om venskabet betyder det samme for din ven.

Det er meget naturligt, at venskaber ændrer sig over tid, og mange unge oplever noget lignende, når de starter på nye skoler. Det kan være en svær tid, og det er modigt af dig at dele dine tanker.

Det, du oplever, kan skyldes mange forskellige faktorer. Måske er din ven optaget af nye bekendtskaber, eller måske er han bare ikke lige så god til at tage initiativ som du er. Det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke værdsætter dig som ven. Det kan også være, at han har svært ved at navigere i de nye relationer og derfor ikke får taget kontakt.

Du står nu over for et valg. Du kan fortsætte med at tage initiativ til at mødes og kommunikere, hvis du stadig ønsker at pleje venskabet. Men det kan også være en god idé at give din ven lidt plads og se, om han tager initiativet, når du trækker dig lidt tilbage. Dette kan give ham mulighed for at vise, hvor meget venskabet betyder for ham. Du kan også overveje at tage en snak med ham, hvor du fortæller om det du oplever. Måske har han slet ikke tænkt over det på samme måde som du har, så bare det at få det sagt højt, kan også være med til at ændre tingene. 

Det er vigtigt at finde en balance, hvor du også passer på dig selv. Hvis du oplever, at det bliver for ensidigt, kan det være en god idé at prioritere de relationer, hvor der er mere lighed i indsatsen. Husk, at det er helt normalt at venskaber glider fra hinanden over tid, og det betyder ikke, at der nødvendigvis er noget galt med dig. Du er værdifuld og fortjener at have venner, der engagerer sig lige så meget som du gør.

Uanset hvad du beslutter dig for, så husk, at det er stærkt at tage det her skridt og overveje, hvad der er bedst for dig. Der er altid mulighed for forandring, og det er vigtigt at tro på, at du kan skabe de relationer, du ønsker. Det nytter at åbne op for dine følelser og tage initiativ, og jeg ønsker dig al mulig held og lykke på din rejse!

Varmeste hilsner,

Samara fra Cyberhus

cyberhussamaras billede
Samara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program