Føler mig lidt tilovers i venskabet med de to andre

brevkassespørgsmål

Føler mig lidt tilovers i venskabet med de to andre

brevkassespørgsmål af
Jalux pige
13 år
Oprettet 3 måneder 1 uge siden

Jeg har to normalt gode veninder. vi har været veninder længe og gør mange ting sammen. Men nu er de andre to begyndt at intressere sig for hinanden på en anden måde end venindeagtigt. De tror ikke jeg ligger mærke til dig men jeg ved jo tydligt at de gir hinanden små klap i rumpen og kys bag min ryg. Vi sover jo nogen gange sammen alle tre og ser film og sådan noget. Men nu er de så begyndt at sove sammen bare de to. De tror ikke jeg ved det men jeg er udmærket klar over det og tænker jo meget på hvad de så laver. Jeg synes jo vi er tre helt almindelige piger der ser nogenlunde ens ud og jeg synes jo ikke nogen er pænere end andre. Jeg har tilbragt virklig længe foran spejlet også uden tøj for at prøve at regne ud hvorfor jeg ikke er en del af det intime som de to andre kører. Hvorfor er det jeg er udenfor? Jeg har prøvet at snakke med dem om det men de glider helt af på det og siger der er ikke noget. Har overvejet at skippe dem begge to, men så står jeg jo helt uden veninde. Men det er måske bare en overgang. Hvad gør jeg?

Svar: 

Hej Jaloux pige

Det lyder virkelig som en svær situation at stå i, og det er helt naturligt at føle sig jaloux, når man oplever at blive udelukket fra noget, man før var en del af. Det er slet ikke rart at føle sig udenfor i et venskab, især når I har haft et tæt forhold.
Du nævner, at dine veninder er blevet mere intime i deres måde at interagere på, men er usikker på, hvad det betyder for jeres relation.

Har du overvejet, om de måske er ved at udvikle romantiske følelser for hinanden, og ikke blot er intime med hinanden for at være intime? Det kan nogle gange være svært at opdage eller erkende, hvis et venskab begynder at ændre sig på den måde, og det kan være, at de selv stadig prøver at finde ud af, hvad der foregår imellem dem.
Hvis det er tilfældet, kan det forklare, hvorfor de holder lidt afstand lige nu – måske er de selv forvirrede eller usikre på, hvordan de skal håndtere det, og derfor ikke er klar til at tale åbent om det endnu. Det kan også være, at de har brug for tid til at finde ud af, hvad de selv vil, før I kan finde en ny balance i jeres venskab, og venskabet vil ændre sig igen på en ny måde.
 Det gør selvfølgelig ikke din situation nemmere lige nu, men det kan være en forklaring på, hvorfor du føler dig holdt udenfor. Jeg synes, det er rigtig godt, at du allerede har prøvet at tale med dem om det, også selvom, de ikke er klar til at åbne op endnu.

Det kan være en god idé at give dem lidt plads og samtidig prøve at fokusere på dig selv og dine andre venskaber. Hvis du har andre venner eller aktiviteter, der gør dig glad, kan det være en måde at få lidt afstand til situationen og få noget positiv energi tilbage.

Det er helt almindeligt at venskaber ændrer sig over tid. Det kan være rigtig smertefuldt, hvis man føler at man mister en del af det venskab der plejede at være. Samtidig kan venskabet udvikle sig til noget der er lige så godt, selvom det måske bliver anderledes.

Så selvom du oplever at dine veninder trækker sig fra dig, og jeg råder dig til at give dem plads, og rette dit fokus mod andre lige nu, så er der håb for at jeres venskab kan ende et rigtigt godt sted, for jer alle tre. Giv endelig ikke op på jeres venskab endnu, for det lyder som om i er rigtig gode venner.

Håber det kan hjælpe dig lidt videre,
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program