Min graviditet kom som et chok. Men chokket ved aborten var større. Den pille, jeg troede, skulle give mig livet og min fremtid tilbage, sendte mig til et liv, hvor alt var det samme - men for altid forandret. Intet kunne have forberedt mig på det. Det er uden tvivl, det hårdeste, jeg nogensinde er gået igennem. Men jeg ville ikke være det foruden. Tunge tanker fylder mere og mere. Følelsen af tomhed, tristhed, og tab og savn. Tit har kold tåre gildet afsted. Aldrig har jeg frastødt sig selv som nu. Jeg tog et svært valg. Et valg jeg ikke selv kunne stå ved. Indbildsk var det jeg var. I virkeligheden ligger der så meget mere bag. At blive gravid i så ung alder er svært at balancere. Min kæreste spillede en kæmpe rolle i beslutningsprocessen, trusler om at forlade mig hvis jeg valgte et barn frem for ham, blev den afgørende beslutning. I virkeligheden var han nok bare uforberedt eller overvældet over tanken om at blive far i så en ung alder. Tænker ikke han var klar til ansvaret, samtidig spillede ungdommen og udannelse nok også en rolle. Jeg havde en følelse af jeg måtte vælge det der var foran mig som jeg kunne se end det der ikke er her i nu, fordi jeg lever på man skal elske det man har foran sig inden det er for sent. Jeg var 7+3 henne da jeg fik fortaget min abort. Syndes det hele gik så hurtigt. Intet kunne forbedrede mig på det. Jeg tror der var mange faktorer der spillede en rolle for netop hvorfor det barn ikke skulle ud i livet. 17-årige mig mod samfundets normer, regler, tanker og forventninger. En tanke om jeg skulle tilbage til det der var før., jeg følte mig så alene om det. Min familie var støttende og sagde de bare ville være der uanset valg. Men min kæreste mente han ikke ville være “touche” omkring noget der alligvel skulle væk. Det jo lettere sagt end gjordt for mig. Jeg kunne kigge mig selv i spejlet, og ikke genkende hvem jeg var. Jeg kunne mærke det vokse, jeg smilte og elskede det fra start. Jeg vidst hvad mit hjerte ville. Jeg var mere parat til at være mor og sætte det meste af mit liv på pause. Men sådan skulle det ikke være. Mit hoved vandt den kamp. Her selv her 2 mdr. senere, mærker jeg for alvor en fortrydelse, en førelse af at have taget livet fra en som fortjente et liv. Jeg bliver mødt så mange med åben mund, som har så mange svære spørgsmål og fordomme når jeg fortæller min historie. Men jeg syndes det er så vigtig at snakke om noget i dette samfund som slet ikke bliver snakket om. Denne historie kunne være en hversanden historie. Den jeg var før alt dette kommer ikke tilbage. Jeg er anderledes bedre. Jeg kan ikke forklare hvor taknemlig for at være den jeg er nu. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på abort, barn osv… selvom jeg ikke er mor fysisk. Stopper jeg aldrig med at være mor inderstinde for en der er deroppe et sted. Når jeg føler der er ting jeg ikke kan klare så tænker jeg altid gør det for dig selv og det barn som ikke kom ud i livet. Der er intet af det her jeg ville være foruden. Men jeg ville ønske jeg var mere selvstændig og bevidst om hvad det var jeg ville. På de dårligste dag stopper jeg aldrig med at hade mig selv og bebrejde mig selv for mit valg. For ikke at give det hele den chance og gå med hvad andre mener hvad normen siger. Men det kommentar der for altid går igen er “du kan være med i unge mødre haha” min histore handler ikke om at få hjælpen men for at fortælle min historie lidt videre til folk som sider med samme oplevelse men ikke kan få en forløsning, fordi de ikke føler de kan relatere med nogle.