Synes det er svært

brevkassespørgsmål

Synes det er svært

brevkassespørgsmål af
Simone
20 år
Oprettet 2 måneder 1 uge siden

Hej, Jeg er lige startet på min drømmeuddannelse og er samtidig flyttet til en ny by. Det er jo egentlig alt sammen godt, men selvom jeg er glad for min uddannelse, så kæmper jeg også med ensomhed og føler mig nogle gange lidt overvældet over alt det der sker i mit liv lige nu. Jeg er usikker på, hvordan jeg skal håndtere de her udfordringer. Hvordan kan jeg få mere ro i maven og hvordan skaber jeg dybere relationer i en helt ny by? Tak på forhånd!

Svar: 

Hejsa Simone,

Først og fremmest vil jeg sige, at det er virkelig modigt af dig at række ud og dele dine tanker omkring både glæden ved din nye uddannelse og den ensomhed, du oplever. Det er helt naturligt at føle sig overvældet, når der sker så mange store forandringer i ens liv på én gang. At flytte til en ny by og starte på en drømmeuddannelse er jo store skridt, og selvom de er positive, kan det også føles som meget at håndtere.

Mange unge, som starter i en ny by og på en ny uddannelse, oplever en periode med usikkerhed og ensomhed. Det er helt normalt at føle sig lidt på bar bund, når man pludselig skal skabe nye relationer. Tanker om ensomhed kan fylde meget, men det betyder ikke, at du er forkert eller ikke passer ind.

Noget, der måske kan hjælpe dig med at finde lidt mere ro, er at give dig selv lidt tid. Det er okay, at det tager tid at falde til i en ny by og skabe nye relationer.

Måske kan du melde dig ind i en studiegruppe, en klub eller en aktivitet, hvor du kan møde andre, der deler samme interesser som dig. Det kan ofte være lettere at knytte bånd, når man har noget fælles at samles om. Desuden kan det være godt være åben om dine følelser og dele dem med nogle af dine medstuderende. Mange af dem føler sikkert noget lignende, fordi de er sikkert også nye tilflyttere.

Det tager tid at skabe dybere venskaber, men ved at være nysgerrig og åbne dig op for andre, kan du langsomt begynde at bygge de relationer, du savner. At række ud og foreslå at lave noget sammen kan være første skridt.

Det skal nok blive vildt godt!

De bedste hilsner,

Samara fra Cyberhus

cyberhussamaras billede
Samara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program