Arrogante svigerforældre

brevkassespørgsmål

Arrogante svigerforældre

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 3 uger 3 dage siden

Hey jeg valgte som 17 årig at flytte alene fra Jylland til Sjælland for at bo med min lang distance kæreste. Hans forældre er fra Østerbro med meget gode jobs, og jeg har en følelse af de hele tiden prøver at ændre på mig. Jeg bliver i værtfald helt vildt usikker omkring mig selv når jeg er med dem. Der bliver kommenteret på alt fra jeg er for tynd og slap, og et rodehoved (bare fordi min kæreste er det) de snakker til mig som om jeg er 5 og siger fx (Her ser du en opvaskemaskine, nu skal jeg passe på jeg ikke knækker hende, du bliver sku aldrig advokat med de argumenter og generelt nederlagene ting. Hvordan står jeg mere op for mig selv og viser jeg ikke er svag, jeg er bare et lidt klodset og uheldigt meneske men ville ønske de kunne se det gode i det.

Svar: 

Hey. 
Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan virkelig godt forstå din frustration! Det er i forvejen ikke altid let at komme ind i en svigerfamilie og skulle "lære" hvordan man er en del af lige netop denne familie. 
Alle familier har forskellige ritualer og forskellige måder at gøre tingene på - jeg tænker at det kan have noget at gøre med hvorfor det er svært for dig at være i denne her familie og at du bliver usikker. 

Nu kender jeg hverken dem eller dig, men sådan som jeg læser de ting du skriver at de gør, så kunne det godt lyde som om at det var en form for humor. Altså at det er deres måde at lave sjov med dig, samtidig med at de egentlig anerkender dig. Det kan være lidt svært at forklare, men når de "driller" dig med at du aldrig bliver advokat, kan det være deres måde at lave lidt sjov med dig, samtidig med at de faktisk anerkender at du vil være advokat og de gerne vil have du bilver god til det. Igen, det kan være lidt svært at forklare, så jeg håber at det giver mening. 

Når det så er sagt, så kan jeg stadig sagtens forstå din frustration og at du bliver usikker i det.

Den åbenbare løsning ville jo være at snakke med dem om det - fortæl dem at du syntes at deres jokes er upassende og at de gør dig utrygge. Jeg kan dog også godt forstå hvis det er super grænseoverskridende og ikke lige er den løsning du havde håbet på. 
Hvis du syntes at det er en god løsning, men at du ikke helt har mod på det, kan du evt. skrive et brev eller en SMS til dem hvor du forklarer hvordan du har det. Brev eller SMS kan være en god måde at forklare svære ting, da det giver god tid til at man kan forklare sig ordentligt, samtidig med at modtagerne ikke taber ansigt til dig når de modtager det, og de har også god tid til at reagere på det. 

En anden løsning kunne være at snakke med din kæreste om det. Måske kunne det give god mening at I begge snakker med hans forældre om det, eller måske at han gør det alene?
Han kender dem i hvert fald sikkert rigtig godt, og kan måske lidt bedre forstå hvad de egentlig mener når de kommer med de her trælse kommentarer. 
Jeg tror i hvert fald at det er rigtig vigtigt at være åben over for din kæreste med det her, så det ikke ender med at han tror at du ikke gider hans familie - altså så han ved at der er en grund til at du har det lidt svært når du er sammen med dem. 

Til sidst vil jeg bare igen sige at jeg godt kan forstå at du har det svært med at være sammen med dem når de kommer med de her kommentarer, men jeg tror ikke at du skal opfatte de kommentarer som om at de ikke kan lide dig eller at de gerne vil være onde over for dig, jeg tror bare at det er deres form for humor og den kultur de har i deres familie for at være sammen. Det at de inddrager dig i denne kultur kunne endda tages som et kompliment og en forståelse af at man faktisk er budt velkommen i familien. 

Jeg håber at mit svar gav mening og at du finder en løsning! 

Mvh. Chris - Cyberhus

cyberhusrasmuss billede
Chris fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program