Kælenavn
Kælenavn
Hej brevkasse I min klasse hr jeg altid haft et kælenavn. Det er noget som jeg altid har været ok med men efter at jeg er blevet ældre synes jeg faktisk det er lidt barnligt at blive kaldt det. Det er fordi kælenavnet er ret barnligt. De mener det sødt, men jeg føler bare ikke det passer til mig mere. Hvad skal jeg gøre?
Hej med dig
Jeg kan fornemme, at du ikke synes, dit kælenavn passer til dig længere. Og sådan kan man godt få det. At noget, som måske var helt okay engang, ikke er så fedt nu. Sådan er der virkelig virkelig virkelig mange, der har det. Selvom du skriver, at navnet er sødt ment, så er det helt okay at du ikke har det så fedt med det.
Du spørger, hvad du skal gøre og her vil jeg helt sikkert anbefale dig at fortælle, hvordan du har det, så de ved det. Du kan fx sige, at du ikke er sur over det, men bare gerne vil kaldes noget andet. Måske kan de andre være med til at komme med en masse ideer og finde et nyt navn til dig, som du har det fint med. Og hvis du fx gerne bare vil hedde dit eget navn, så kan du sige det. Hvis du er ærlig overfor de andre, så er det nemt for dem at vide, hvor de har dig.
Hvis du føler at du lige skal være lidt modig, når du skal sige det, så kan du måske få en veninde til at hjælpe dig med det eller stå ved siden af imens. Du kan også skrive tingene ned på din mobil eller et papir, hvis du har det bedre med det.
Jeg håber, du finder ud af det, og får lige præcis det navn, du helst vil have.
Knus fra
Mai