Unormalt

brevkassespørgsmål

Unormalt

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 1 måned 1 uge siden

Jeg er lige blevet 18 og har det egentlig godt i mit liv bortset fra et punkt. Jeg er nemlig stadigvæk jomfru og jeg synes det er så pisse pinligt og jeg føler mig unormal og forkert. Det er egentlig ikke fordi jeg har haft lyst til sex endnu. Har ikke følt mig klar, men er det unormalt at have det sådan?

Svar: 

Kære søde du.

Først og fremmest vil jeg gøre dig opmærksom på det er helt normalt at føle sig usikker omkring sin seksuelle erfaring, især når man føler, at andre måske har haft seksuelle oplevelser før en selv. Men det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen "rigtig" alder til at have sex. Det der betyder noget er, at du selv føler dig klar og gør det med en person du stoler på.

Det er heller ikke unormalt overhovedet at være 18 og stadig være jomfru, flere er faktisk jomfru i den alder end man måske lige skulle tro, og en del kan måske vælge at lyve om hvorvidt de har haft deres seksuelle debut samt hvor mange de har haft sex med. 

Vi mennesker udvikler os i forskellige tempoer, og det er helt okay at vente, indtil du føler dig klar. Der er ingen grund til at skynde sig eller føle sig presset af, hvad andre måske gør, tænker eller siger. Sex er en meget individuel og personlig ting, og det vigtigste er, at du tager beslutninger baseret på, hvad du føler er rigtigt, det ender typisk dårligt hvis du tager beslutninger udfra hvad du tror, der forventes af dig.

Jeg vil også sige, at det med at føle sig klar til sex handler ikke kun om det fysisk parathed, men også om mental og følelsesmæssig parathed. Så længe du følger dit eget tempo og lytter til dig selv, din krop og sind, er du på rette vej.

Husk endelig på, at det heller ikke er pinligt at være jomfru – som nævnt tidligere flere i den alder er end man måske lige skal tro. Tag tingene stille og roligt og hav kun sex hvis du føler og tænker det er det rette tidspunkt og den rette person.

Med venlig hilsen Kylie.

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program