Jeg ved godt at det her indlæg bliver ret langt, men håber virkeligt og krydser fingre for at der er nogen af jer der gider at læse det alligevel, og evt. skrive en kommentar :/

jeg har skrevet det her som et brev til en veninde:

Okay nu sidder jeg bare her og skriver en eller anden åndssvag besked til dig som om at du nogensinde kommer til at se den alligevel, jeg ved egentligt ikke hvorfor, men da din mor ringede mig op og fortalte mig at hun måtte beklage men hun blev desværre nødt til at fortælle mig at du var død, begynde jeg bare at ryste på hænderne, kan slet ikke forstå det endnu, selvom det er ved at være 2 måneder siden jeg fik det opkald, vi havde jo skrevet sammen i næsten 1 år, og snakket i mobil en enkelt gang, og aftalt at vi skulle mødes og sådan, bare ikke lige hvornår da jeg mente at vi havde masser af tid, og vi havde egentligt også fået aftalt at det var dig der skulle tage hjem til mig i Jylland, både fordi jeg ikke ville kunne finde råd til at tage til Sjælland, og fordi jeg ville have lidt svært ved at forklare den til mine forældre når jeg nu ikke havde mødt dig før.

Jeg har fortalt dig så mange ting, og du vidste flere ting om mig end de fleste andre gjorde, du har været den eneste der 100% har forstået alt det med min onkel og sådan og alle de tanker jeg havde omkring det at åbne mig op for lige netop ham og snakke om noget af det der gør ondt, og den eneste jeg nogensinde har kunnet fortælle det til, og du aner simpelthen ikke hvor befriende det var, men nu er jeg ikke så sikker på at jeg nogensinde ville kunne se ham i øjnene igen uden at komme til at savne dig, hver gang jeg tænker på dig føles det som om at der er et tomt hul der bare ikke kan udfyldes, det er sådan at jeg går og overvejer at hvis jeg nogensinde får en datter på et tidspunkt så skal hun hedde K******<3 :/

Øj man da jeg var til barnedåb ved min lille fætter, og jeg så min onkel så kunne jeg bare mærke en lille klump i halsen og at tårene pressede på, men tvang dem i mig igen, det var ikke noget spørgsmål om jeg kunne, men bare en konstatering af at jeg SKULLE skjule det, for hvis jeg havde begyndt at græde ville jeg stå med et seriøst forklarings problem overfor mine forældre, men har ikke rigtigt fortalt dem om alt det her, da jeg ikke helt tror at de vil kunne forstå hvordan jeg har kunnet holde sådan af dig, det forstår jeg egentligt heller ikke selv..Men også efter i søndags hvor min onkel sendte mig sådan et blik som han plejer igen, sådan et lidt forstående agtigt blik, du ved hvad jeg mener, så kunne jeg bare godt have brugt at skrive til dig om det hele og om alle mine tanker.

Helt ærligt søde, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal have det, jeg kendte dig jo ikke sådan irl.  men alligevel har jeg det som om at jeg har mistet en rigtigt god veninde og et eller andet sted er jeg bange for at det kommer til at tære mig op, og jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok til at klare det hele i længden, men et eller andet sted nægter jeg bare at tro på at det er sandt det her, jeg går ud fra at en del af mig bare nægter at tro på det og stadig går og tror at du bare bor langt væk, og at du skriver lige om lidt når du har tid igen, men et eller andet andet sted så ved jeg godt at det bare ikke kommer til at ske, og dét gør virkeligt ondt, og jeg kendte jo trods alt godt til dine problemer..

Men gosh man hvor jeg savner det at skrive med dig, selv klokken lort om natten når ingen af os kunne sove..

Åh altså!

hvorfor gik du også i byen den dag? og hvorfor tog du lige de stoffer den dag?

Jeg vil komme til at savne dig uffatteligt meget, for selvom jeg ikke havde nået at møde dig er du stadig kommet til at betyde en hel del for mig, ville bare ønske at jeg havde været der så jeg havde kunnet stoppe dig, eller i hvert fald prøve på det, er overbevist om at selvom jeg lyttede til dig og gjorde hvad jeg kunne over sms og msn, så må der have været et eller andet andet jeg kunne have gjort anderledes så du stadig ville være her <3 :'/

Det var vidst det..

Mvh. Squash