Har tager på pga p-piller

brevkassespørgsmål

Har tager på pga p-piller

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 2 måneder 6 dage siden

Hej cyberhus, for tre måneder siden begyndte jeg på p-piller pga at jeg har haft lidt hud problemer. Men nu har jeg taget 4,5 kilo på og det har gjort mig virkelig ked af det. Jeg kan godt mærke at jeg spiser meget mere til fx aftensmad end jeg plejede og jeg har hele tiden lyst til slik eller mad. Det vidst noget med at når man tager p-piller fjerner det et hormon der siger når man bliver mæt og det er virkelig svært at stoppe med at spise når jeg føler at min krop fortæller mig at jeg SKAL spise mere. Jeg er 156 cm høj og vejede 48 før og nu vejer jeg 52,5. Jeg har lige fået en ny pakke p-piller til 3 måneder og så håber jeg at jeg kan stoppe efter det, men jeg vil gerne tabe mig lige nu, så jeg ved virkelig ik hvad jeg skal gøre. Jeg går til sport 2 gange om ugen, men jeg spiser bare alt for meget og nu hader jeg min krop og vil bare gerne have den gamle tilbage. Jeg håber i kan hjælpe🤍

Svar: 

Mange tak for dit spørgsmål!

P-piller indeholder to hormoner, østrogen og gestagen, som til sammen forhindrer ægløsning og også gør det sværere for sædceller at komme igennem livmoderhalsen. Samtidig kan p-piller også hjælpe mod uren hud og blødningsproblemer. Det er gestagen, som kan påvirke appetitten, så man er mere sulten. Man tager derfor kun på af p-piller, hvis man spiser mere end man plejer.

Mit råd til dig er derfor, at du skal gå tilbage til at spise det samme, som inden du begyndte på p-pillerne.

Jeg kan høre på dig, at du synes, at det er rigtig svært. Hvis det er helt umuligt for dig og vægtøgningen går dig meget på, synes jeg du skal overveje, om p-piller er den rigtige behandling for dine hudproblemer.

Der findes andre behandlinger for hudproblemer og det kan være en god idé at snakke med din læge om, hvilke andre muligheder du har. 

Hvis du også bruger p-pillerne som prævention og har været seksuelt aktiv i perioden, vil jeg også råde dig til at tage en graviditetstest for at være helt sikker på, at du ikke er blevet gravid. Man kan nemlig stadig have blødninger selvom man er gravid, især hvis man stadig tager sine p-piller. 

Til sidst vil jeg nævne, at det er helt normalt at kroppen ændrer sig i din alder og mange piger oplever at tage på i overgangen fra pige til kvinde. Det er helt normalt, at man har det svært med denne overgang og med at finde sig til rette i sin nye krop. Du er stadig helt normalvægtig med din nye vægt - jeg tænker dog også sagtens, at du kan komme af med de ekstra kilo igen, hvis du holder op med at spise ekstra. Så prøv at elske din krop lidt mere og så skal du nok komme tilbage til et godt niveau igen.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner Line, læge

lineds billede
Line fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program