Model

brevkassespørgsmål

Model

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 10 måneder 3 uger siden

Hejjj. Jeg er en pige på 12 år. Jeg drømmer om at blive model men ved ikke hvordan jeg fortæller mine forældre det. Hjælp??

Svar: 

Kære du,

Tusind tak for dit spørgsmål. Det er en spændende drøm, du har, så lad os tage et kig på, hvordan du bedst kan fortælle dine forældre det.

Start med at overveje, hvad det er, du synes, der er sejt ved at være model. Ved du, hvor meget det kræver? Ved du, hvordan du skulle tage de næste skridt for at nå dine drømme? Hvad ved du om model industrien, og ved du, hvordan det foregår? Det er helt sikkert spørgsmål, dine forældre vil stille dig - for forældre bekymrer sig om deres børn, og vil gerne vejlede dem så godt som de kan. Det kan være svært for dem at sætte sig ind i dine drømme, hvis deres forventninger til dit drømmejob er negative fra starten af. Ved at have samlet viden omkring dit drømmejob, viser du også, at du rent faktisk mener det. Det gør drømmen mere håndgribelig både for dem og for dig.

Når du har samlet viden om dit drømmejob, og du nu ved, hvad du går efter, så er det tid til at fortælle dem det. Det kan være, at du vælger kun at sige det til din mor eller far i første omgang. Tag samtalen op et sted, hvor det er roligt, og hvor der ikke er for meget, der distraherer. Det kan for eksempel være at invitere dem ind på dit værelse eller nede i stuen med fjernsynet slukket. Det gør det nemmere for dine forældre at fokusere på dig, og det mindsker din nervøsitet at vide, at du har dine forældres fulde opmærksomhed. En måde at håndtere samtalen på kan være at starte med: "Vi er begyndt at tale om vores drømmejob i skolen, og jeg er virkelig interesseret i mode. Jeg drømmer om at blive model, så jeg har undersøgt industrien lidt, og hvad det kræver..." På den måde har du lagt alle kortene på bordet, og dine forældre ved, hvad samtalen skal handle om. Du vil muligvis også hurtigt vide, hvad dine forældres mening om dit drømmejob er, og du kan derfra vælge, hvor meget eller lidt du vil sige til dem om det.

Her skal du også vide, at som så mange andre unge, oplever du måske at dine forældre har en forventning til dit fremtidige job og karriere, og det betyder også, at de kan reagere negativt på din drøm. Du skal vide, at der ikke er noget galt med din drøm eller dig. Det kan være svært for forældre at håndtere idéen om et job, hvor der er stor usikkerhed i deres øjne, fordi det betyder, at du måske får et liv, der er sværere end det, de ønsker for dig. Samtidig er det din drøm, og du behøver ikke give slip på en drøm fordi dine forældre er uenige med dig i det. Det er helt okay at have drømme som ens forældre ikke deler med en. Dit liv vil altid være dit liv, og som du bliver ældre og får mere livserfaring, bliver det også dig, der skal leve dit liv og finde dig selv, din karriere og følge dine drømme.

Jeg håber, du kan bruge mine råd. Du må altid gerne skrive herind igen, hvis du har brug for det.

Frida fra Cyberhus.

cyberhuslivs billede
Frida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program