Er mit hårtab permanent?

brevkassespørgsmål

Er mit hårtab permanent?

brevkassespørgsmål af
August
25 år
Oprettet 1 år 2 måneder siden

Hej, Jeg skriver fordi jeg går med en bekymring omkring et ret kraftigt (syntes jeg) hårtab jeg har oplevet over 2-3 måneder. På nuværende tidspunkt er mit hår synligt tyndere. Jeg kan ikke sætte det længere, som jeg gjorde før i tiden og går derfor med kasket ekstra meget lige i tiden. I min familie er der ikke noget der giver anledning til skaldethed - alle har rigeligt med tykt hår på hovedet. Min tvivl opstår fordi der er flere ting som kan give anledning til hårtabet. 1.) Det kom efter en periode hvor jeg havde været ekstremt stresset og ved siden af mig selv. 2.) Jeg påbegyndte en adhd behandling med methylphenidate. 3.) jeg tabte mig 8 kilo på 6 uger grundet nedsat appetit fra Adhd medicinen. Jeg har været til lægen og blev fortalt, at jeg skal have en blodprøve. Det tog 4 minutter og jeg blev ikke spurgt om noget. Jeg tror jeg havde ønsket noget afklaring af en art, en ro jeg kunne tage med, men der var ikke mere til konsultationen. Det æder mig op indefra, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har et absurd forhold til udseende, og jeg kan virkelig ikke engang sætte ord på, hvor forstyrret jeg føler mig af den her tilstand. Mit spørgsmål lyder: er det her almindeligt for en mand der ellers ikke tendenserne til genetisk hårtab? Plejer håret at gro ud igen? Falder ALT håret af før det stopper eller hvad er udsigten? Mange tak på forhånd Mvh

Svar: 

Hej August

Mange tak for din henvendelse, det lyder træls at gå og være bekymret for hårtab. Der er flere årsager til hårtab, så det er som udgangspunkt en god idé at få taget blodprøver hos lægen, som du har fået gjort. Måske har du allerede fået svar på blodprøverne og været til en samtale hos din læge, men her får du lige mit svar på dit spørgsmål.

Arveligt (androgent) hårtab er den hyppigste årsag, og medfører typisk hårtab i pande- og tindingeregionen hos mænd. Det kan starte i 20-års alderen, og der er tale om en fysiologisk tilstand, som ikke kræver behandling. Visse medikamenter, herunder methyphenidat, som du er opstartet i, kan give hårtab. Stress og mangel på vitaminer samt et større vægttab kan ligeledes forårsage hårtab.

Så i dit tilfælde er der en del faktorer, som kan give hårtab, og jeg tlnker, at du sammen med din læge må prøve at finde ud af, hvorfor du er begyndt at tabe håret. Om det er reversibelt - altså om håret kan gro ud igen - og om du vil fortsætte med at tabe håret, afhænger af årsagen til dit hårtab, så det kan jeg desværre ikke svare på. I tilfælde af arveligt hårtab kan man forsøge at bremse hårtabet ved hjælp af noget medicin, men effekten af denne behandling er noget omdiskuteret, og man skal nøje overveje, om man vil give det et forsøg, da medicinen ikke er bivirkningsfri. Arveligt hårtab kan dog ikke stoppes af medicinen, før eller senere vil man tabe alt håret. Er hårtabet derimod udløst af medicin, stress eller vitaminmangel, så vil håret forventeligt gro ud igen, så snart den udløsende årsag er fjernet.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. For at få et mere konkret svar og dermed også konkret information og vejledning bør du som sagt tale med din læge, og det ser du ud til allerede at være i gang med.

Venlig hilsen, Tatjana

Tatjanas billede
Tatjana fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program