Kære M,

Tak for dit brev. Det lyder virkelig hårdt, det du står i. Jeg vil starte med at rose dig og sige, at jeg læser dig gennem dit brev som en person, der virkelig holder af din søster og har stået i mange forskellige situationer, hvor du har måtte tilgive din søster uden at reelt opleve en ændring i hendes adfærd. Det må have været så hårdt for dig - og du er så modig, når du skriver herind med dine problemer og spørger om hjælp.

Du er en søster, rigtig, rigtig mange ville ønske de havde. Når det så er sagt, så tænker jeg også, at du må passe lidt på dig selv også. Jeg læser også, at du føler dig frustreret og føler, du har gjort alt hvad du kan for at hjælpe uden at se nogle resultater.

Når du nu spørger om hjælp til, hvad du kan gøre for at hjælpe din søster, vil jeg først svare på dit spørgsmål. Men jeg vil også nævne muligheden for, at du måske ikke kan hjælpe din søster, og du er nødt til at vælge dig selv først og passe på dig selv. Når jeg nævner det, så er det ikke fordi, det behøver være tilfældet. Jeg vil bare være sikker på, at du ved, det er okay også at vælge dig selv.

Når jeg læser dit brev, får jeg fornemmelsen, at du har forsøgt at stå i de enkelte situationer med din søster og forsøgt at løse konflikterne med hende. Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med din søster om, hvorvidt hun er okay?

Det kunne lyde til, at din søster kæmper med sin selvidentitet og noget usikkerhed, når hun har trukket sig væk fra familien på den måde, kun vælger at fokusere på sig selv i jeres samtaler og virker uforandret efter hun har undskyldt. En måde du kan gå til samtalen på, er at være nysgerrig på hendes liv. I stedet for at støtte hende i hendes kaotiske valg, så spørg hende hvorfor, og hvad det gør ved hende. Hvorfor vælger hun at være utro? Hvorfor flirter hun med jeres onkel?

Formuler samtalen som en bekymring for hende fremfor en beskyldning. Spørg hende om hun reelt er glad for de valg, hun tager. Du kan eksempelvis fortælle hende, at du kan se hun har ændret sig meget, og hun tager mange valg, du har svært ved at forstå. Du kan også fortælle hende, at du er ked af at have mistet hende og jeres tætte forhold, og du kan ikke helt forstå, hvad der er sket. Hvorfor har hun trukket sig så meget? Jo mere nysgerrig og åben du kan være, jo større chance er der for, at hun føler sig tryg nok til at fortælle dig, hvad der er sket.

De valg din søster tager kan være et kald på hjælp. Du kan eventuelt prøve at tage samtalen op med dine forældre og undersøge, om de eventuelt har talt med hende om hendes adfærdsændring. Eller prøve at kontakte hendes venner, hvis du kender dem, for at finde ud af, om hun har ændret sig på samme måde overfor dem. Hvis de har oplevet noget lignende, og de har lyst, kan du spørge dem, om de vil være med til at tale med hende om det. Det kan være, at de har nogle andre oplevelser, eller at hun har været mere åben overfor dem end overfor dig. Nogle gange kan det kræve at mange opdager en ændring, før man selv kan se den. Du kender bedst din søster, og du ved derfor også bedre end jeg, hvilken form for samtale, din søster har største chance for at lytte til og være åben i.

Det kan være en meget krævende samtale af dig, af hendes venner og/eller af dine forældre, så det er også helt okay, hvis det virker overvældende. Det kræver nemlig, at I gemmer jeres egne følelser lidt væk og fokusere på, hvad hendes følelser er, og hvorfor hun reagerer, som hun gør. Man kan godt føle, at man er nødt til at sluge de følelser, man selv sidder med. Men din søsters anger hver gang I har haft en samtale om de ting, hun har gjort, der har gjort ondt på dig, vidner også om, at hun godt ved, at hun sårer folk, og at hun er klar over, at der er konsekvenser. Det får mig til at tænke, at der er mulighed for, at hun åbner op omkring det, der har fået hende til at ændre sig så meget.

Når det kommer til hendes utroskab, tænker jeg også, at du kan tage samtalen op med hende. Giv hende muligheden for selv at fortælle ham det, og ellers fortæl ham det, hvis hun ikke gør det. Du skal ikke altid stå din søster bi, hvis du ikke er enig i det, hun gør. Det er op til dig at stå dig selv bi først og dernæst hende.

Når det så er sagt, kære M, så er det også helt i orden at sige, at du har gjort, hvad du kan. Hvis du ikke kan rumme din søster mere, er det helt okay at tage afstand og passe på dig selv. Nogle gange er der ikke mere at gøre. Det er ikke din opgave at tage ansvar for, hvad din søster gør, og du skal ikke stå model til hvad som helst bare for at beholde et forhold til din søster. Det er okay, at konsekvensen af hendes handlinger er, at hun mister dig.

Jeg håber, du kan bruge mine svar, og at du finder ud af det med din søster. Pas godt på dig selv, M.

Venlig hilsen,

Frida fra Cyberhus.