Min træner er forelsket i mig, hvad skal jeg gøre??

brevkassespørgsmål

Min træner er forelsket i mig, hvad skal jeg gøre??

brevkassespørgsmål af
Clara
15 år
Oprettet 10 måneder 2 uger siden

Min træner er forelsket i mig, hvad skal jeg gøre? Hej brevkassen det er sådan at jeg går til volleyball, hvor der er en fyr i starten af 20’erne, som interesserer sig lidt for meget for mig. Jeg blev rykket op til holdet hvor de lidt ældre spillede for et år siden. Dengang fik jeg min træners messenger/facebook og siden da har jeg begyndt at have følelser for ham. Jeg fik også at vide at jeg skulle skrive til ham hvis jeg kom forsent eller jeg ikke deltog til træning. De beskeder jeg modtog af ham var så som “Helt fint Clara, pas på dig selv” desuden er han meget ops på at være så positiv og glad, hvis jeg er i nærheden. Han vil helst være så tæt på mig som overhovedet. Jeg ved bare ikke om jeg bør begynde et forhold til ham. Der er desuden 7 år imellem os, men man skal jo tage chancer og prøve noget nyt? På den anden side tør jeg ikke rigtig fordi at han er 1,98 høj og jeg selv er 1,66. Hvad skal jeg gøre? Hilsen pigen der er i tvivl

Svar: 

Hej pigen der er i tvivl.

Først og fremmest vil jeg lige sige, at det er rigtig godt, at du skriver til os! I dit brev skriver du, at du går til volleyball. Her har du har en træner, som du oplever, interesserer sig lidt for meget for dig. Du skriver også, at du er begyndt at have følelser for ham. Jeg får lyst til at fortælle dig, at det er helt normalt, det du føler. Rigtig mange har oplevet at være forelsket i en lærer, pædagog eller træner. Det kan handle om, at personen er moden, at man ser op til dem eller, at man bare synes, at vedkommende er helt vildt sød. Og det er der slet ikke noget galt i! Du slutter dit spørgsmål af med at spørge, hvad du skal gøre – og om du skal indlede et forhold til denne her fyr.

For at give et helt kort svar på dit spørgsmål så nej, du skal ikke indlede et forhold til din træner. Grunden til at jeg skriver det meget tydeligt til dig er, at det faktisk ville være ulovligt for din træner at indlede et forhold til dig. Måske har du hørt om, at det i Danmark er ulovligt at have sex med en person, der er under 15 år? Faktisk er det sådan, at voksne som arbejder med børn og unge, ikke må indlede et forhold til unge helt op til 18 år, som de kender gennem deres arbejde - eller i dit tilfælde, som de er træner for. Den lov er lavet for at sikre, at lærere eller trænere ikke udnytter deres position overfor et barn eller en ung. Det din træners ansvar at kende til lovgivningen. Derfor kan jeg også blive i tvivl, om det mon har været hans hensigt at flirte med dig eller, om han blot forsøger at være venlig og omsorgsfuld overfor dig?

Når jeg læser dit brev, tænker jeg nemlig, at det du beskriver også sagtens kan være en rigtig sød og omsorgsfuld træner, der går op i, at du har det godt. Når man er ung og forelsket, kan det nogle gange være rigtig svært at finde ud af, om den man er forelsket i, mon også er forelsket i en selv. Man kan også håbe rigtig meget, at den man er forelsket i, også er forelsket i en selv. Og så kan man nemt komme til at tolke omsorg som flirt.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er tilfældet i din situation, men jeg tænker, at der er en sandsynlighed for, at din træner ikke forsøger at flirte med dig. Det skriver jeg fordi, jeg tænker, at din træner godt ved, at han ikke må flirte med dig eller indlede et forhold med dig. Så for at samle op, er jeg nødt til at fortælle dig, at selvom det er rigtig fristende at indlede et forhold til din træner, er det desværre ikke en god idé.

Jeg håber du kunne bruge svaret, og at du får en rigtig god sommer.

Kærlig hilsen Laura fra cyberhus

Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program