Lektier 😡

brevkassespørgsmål

Lektier 😡

brevkassespørgsmål af
Sofia
14 år
Oprettet 1 år 7 måneder siden

 Jeg har et lille problem, jeg har meget svært ved at koncentrere mig om mine lektier. Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, for det kan jeg sagtens, men det sker ofte at jeg sætter mig til at lave noget andet. Jeg kan simpelthen ikke finde motivationen og hvis jeg går igang mister jeg fokus efter 10 minutter. Jeg ved godt at det eneste rigtige ville være, at tage mig sammen, og bare at sætte mig ned og lave dem, men det er som om at jeg ikke bare kan gøre det. Jeg har virkelig brug for hjælp, for jeg kan mærke at jeg kommer bagud og det går ud over mit selvværd at jeg ikke bare kan tage mig sammen. jeg håber i kan hjælpe mig! knus

Svar: 

Hej med dig,

Tusind tak for dit spørgsmål her ind til brevkassen!

Det kan bare være rigtig hårdt at ramle ind i en periode, hvor der ingen motivation for skolearbejdet er, for så kan det netop være ekstra hårdt at slæbe sig igennem sine lektier og afleveringer, når motivationen slet ikke er der. Nogle gange kan det også føles helt umuligt overhovedet at komme i gang.

Det er dog rigtig vigtigt for mig at fortælle dig, at det er helt normalt at ramle ind i perioder, hvor det føles som om ens motivation og koncentration er helt væk. Der er nemlig ingen mennesker, som er topmotiveret for at gå i skole hele tiden. Motivation er nemlig sådan noget, som kan komme og gå. Selvom det er helt normalt, at ens motivation for skolearbejdet svinger. Så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, om der mon er noget andet, der også fylder lidt i dit liv i øjeblikket? Har du måske følt dig trist og træt? Nogle gange kan ens motivation nemlig godt hænge lidt sammen med ens humør og træthed. Så måske kunne det være gavnligt at forsøge at få sovet nok og måske prioritere at få lavet nogle af de ting som gør dig glad og giver dig energi?

Som du selv beskriver føles det rigtig hårdt at være bagud, derfor tænker jeg også, at det kunne være rart for dig at få nogle af tingene lavet, også selvom motivationen ikke helt er der. Så det kan også handle om, at prøve at finde ud af, hvordan man kan få tingene gjort selvom motivationen ikke er der. Dine lektier kan måske virke mere overskuelige, hvis du inddeler dem i mindre bidder? Derudover kan det også være, at du har en lærer, som måske kan hjælpe dig lidt med nogle gode redskaber, hvis du fortæller at du har nogle udfordringer med det her for tiden?

Jeg håber meget på, at du kunne bruge mit svar til noget!

De bedste hilsner fra Sara

cyberhussaras billede
Sara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program