Hej Cyberhus. Jeg hedder Rosa og jeg skriver herind for jeg synes det er svært at være mig nogengange ! Jeg har en spastisk lammelse og er dermed bunden til kørestolen. Jeg har et helt normalt fungerende hoved, men min krop vil ikke følge med. Derfor har jeg også en handicap hjælper, der hjælper mig med alt det praktiske. Jeg er 21 år og bor i egen lille lejlighed, hvor mine forældre 2 gange dagligt kigger ned og så har jeg en hjælper, der også er ved mig det meste af dagen. Så heldig er jeg .-) Jeg elsker at være kreativ og mærke naturen, og så bruger jeg meget tid på at dele ud på sociale medier om, at et handicap ikke skal sætte en stopper for at leve et godt liv. I påsken var min faste hjælper Anja blevet syg og vi måtte akut få en anden hjælper ud. Den første der kom var en ung mand, måske et par år ældre end mig. Han skulle heldigvis ikke hjælpe med personlig pleje, men bare sørge for at alt var ok, og så videre igen. Men hende den næste der kom, var en ung social- og sundhedsassistent, der virkede sød og der skulle være hos mig de næste 8 timer og hjælpe med alt det praktiske og hvad jeg ellers gerne ville ! Da hun kom ind præsenterede hun sig selv ikke, og gik bare direkte hen og kiggede ned i min ble for at se om den skulle skiftes. Jeg sagde til hende, at jeg altså godt kunne snakke og at jeg var lige HER, så hun til en anden gang, gerne måtte behandle mig ligeværdigt. Det virkede faktisk som at hun tog det ind, men kort efter 'glemte' hun det igen, og gjorde tingene lidt henover hovedet på mig. Mange synes at skiftesituationer godt kan være lidt grænseoverskridende - også dem det er overfor. Jeg bruger ble, da jeg er lam i kroppen og dermed ikke kan mærke når jeg skal af med det ene eller det andet. Det gør også at jeg er 100% afhængig af min ble hvis vi er ude og at jeg ikke kan stå til ansvar, hvis uheldet skulle være ude. Min vikarhjælper aftalte med mig at vi skulle køre i bussen (min handicap bil) ud og spise en is og nyde det dejlige påskevejr. Hun spørger om jeg trænger til at få en ren ble på og jeg trækker på skuldrene. Hun vurderer at det er ok som det er nu, og så skifter vi den bare, når vi er hjemme. På vej dertil bliver hun nødt til at holde ind til siden, da min ble er sprunget og der er tis udover det hele. Jeg kan mærke på hende at hun bliver presset i situationen, og her føler jeg mig forkert. Selvom jeg ikke hverken kan mærke eller styre det, føler jeg det som min skyld. I det hun tager den våde ble af mig er jeg ikke færdig med at urinere og tisser ud på mig selv og ned i bilen. Jeg græder og græder, da jeg kan se på min vikarshjælpers ansigt, at hun ikke bryder sig om det, og ikke helt ved hvordan hun skal håndtere det. Heldigvis får hun samlet sig selv og situationen og jeg får min nye ble på igen. Jeg havde brug for at dele det her med jer, for at vise tingene fra den anden side. Ofte hører man om at vi (handicappede, børn og ældre) har dårlige vilkår, men noglegange synes jeg også det er vigtigt at se på sundhedsfolkene. Hende den unge pige, kommer ind til mig, en spastisk lammet, der er bundet til en kørestol, der har brug for hjælp til alt personlig pleje og praktiske gøremål.