Alkohol problem/enorm trang

brevkassespørgsmål

Alkohol problem/enorm trang

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 1 år 3 uger siden

Hej :) jeg er 40 dage clean for alkohol og piller, men jeg har utallige mange dage og nætter hvor jeg virkelig har en enorm trang til at være påvirket. idag er en af de dage ... Jeg synes ikke det er rart at være i, når jeg ikke har noget at drikke. Jeg føler at mit hoved er ved at eksplodere og trangen til alkoholen og pillerne har overtaget min krop, men allermest alkoholen. Jeg mister håbet for at jeg ikke skal falde i, da det er så skide svært! jeg er i panik, jeg har det virkeligt ubehageligt. jeg er virkelig ivrig efter noget alkohol, men har intet. derfor ender jeg med at tage noget sprit og blande det med saftevand/andet drikkevarer, så jeg bare får følelsen af at jeg indtager noget af samme smag, selvom spritten ikke påvirker mig. Når jeg sidder kl 03 om natten og har ingen at snakke med, får jeg bare lov til at sidde i min seng timevis, med trang og mit hoved i fuld overarbejde halvdelen af tiden, og andre gange føler jeg at der bliver fuldstændigt tåget i hoved. samtidig med det får jeg en masse fysiske symptomer. Jeg står i en træls periode ligenu, og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre især med de lange lange nætter jeg ikke får sovet pga min krop er i sådan en stress faktor og overarbejdelse. Har i nogle råd/hjælp? Mvh. en presset pige

Svar: 

Kære seje dig,

Allerførst vil jeg sige kæmpestort tillykke med, at du nu har været clean i over 40 dage. Det er en stor bedrift, og det kan du roligt være stolt af. Der har helt sikkert været svære dage undervejs, som jeg også kan læse af dit spørgsmål, så husk endelig at klappe dig selv på skulderen for at have holdt ud alligevel. Kæmpe respekt til dig!

Jeg synes også det er rigtig flot, at du har fundet modet til at kontakte os. Jeg kan forestille mig, at det måske kan have været grænseoverskridende for dig at få det ned på skrift. At du har skrevet herind, fortæller mig, at du er motiveret for at få kontrol over dit misbrug, men er udfordret ift. de tanker og lange nætter, som det medfører. Jeg tænker, det er her, du måske har brug for nogle strategier og rådgivning. Derfor kunne du måske have gavn af at kigge på www.netstof.dk. Det er en online rusmiddelportal for unge, hvor du kan spørge rusmiddeleksperter til råds, men også læse og deltage i debatter og brevkasser med og fra andre unge, som er i lignende situationer som dig.
Derudover kan du bruge vores SMS-rådgivning her på Cyberhus, hvor du kan få hjælp til at finde vej til noget lokal behandling eller hjælp i nærheden af dig.

Nu skriver du ikke noget om, hvordan du er nået til at blive clean i de 40 dage, som du har været på det tidspunkt, du skriver dit spørgsmål. Jeg ved derfor ikke, om du har fået professionel hjælp allerede, eller bare har været så sej, at du har hjulpet dig selv. Uanset hvordan du er nået hertil, så vil jeg bare lige give dig med, at du også altid kan kontakte din læge. Lægen kan hjælpe dig med udtrapning, og evt. henvise dig til yderligere relevant behandling.

Du skriver det her med, at det ikke er rart at være i, når du ikke har noget at drikke. Du skriver også, at du derfor har forsøgt at blande sprit op med noget, så det kan minde dig lidt om alkohol. Jeg kan sagtens forstå din logik, men tænker ikke, at sprit er den bedste løsning for dig. Jeg ved godt, at det er alkohollen, du savner, men jeg tror, at det kan være en god idé at gøre noget helt andet end at forsøge at finde noget, der minder dig om alkohol. Du vil nok alligevel ikke kunne finde noget, der minder dig så meget om alkohol, at det kan erstatte den – udover alkohollen selv. Derfor tænker jeg på, om du mon kan finde på noget helt andet, så du på den måde ikke forbinder det med at være en ”erstatning” for alkohol? Med det mener jeg, at du kan forsøge at skabe dig en ny vane med at gøre noget andet, når du får lyst til alkohol, og dermed få tankerne et andet sted hen. Jeg tænker det er en rigtig god idé at drikke nogle andre drikkevarer/saftevand, eller måske spise en snack, som du rigtig godt kan lide. Det kan også være, det fungerer for dig at gå en tur – også selv om klokken er 3 om natten. Eller måske skrive i dagbog. Der kan være rigtig mange strategier, som du kan bruge, og jeg er sikker på et det er sådan noget, som særligt www.netstof.dk, som jeg anbefalede før, også kan gøre dig klogere på.

Når jeg læser dit spørgsmål, bliver jeg nysgerrig på, om dem omkring dig kender til din alkoholtrang? Oplever du mon at have en støtte i dine forældre, venner eller andre, som kender dig? Du skriver det her med, at det er svært ikke at miste håbet for at falde i igen, og det kan jeg godt nok godt forstå det må være – særligt hvis du er helt alene om det. Det må være et kæmpe ansvar, og der er bare nogle situationer, som man ikke kan klare helt selv. Derfor kan det have en stor betydning at vide, at du har nogle som vil støtte og hjælpe dig igennem din proces. At have nogle omkring dig, som du kan tale med, kan også hjælpe dig til at lykkedes med at komme ud af det. De fleste vil føle sig beærede over at blive betroet til med sådanne tanker, og de fleste vil have en stor lyst til at hjælpe, så godt de kan. Derfor bare en opfordring til at du, hvis du ikke allerede har gjort det, overvejer at inddrage dem omkring dig.

Det er en rigtig svær proces, du er i gang med, men det er så godt, at du selv er opmærksom på, at du har brug for hjælp, for det i sig selv kan være rigtig svært at nå frem til. Klap dig selv på skulderen, og hold hovedet højt, når nu du er nået så langt. 
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Jeg ønsker dig al held og lykke med det hele.

Virtuelle knus fra Vicki

cyberhusvickis billede
Vicki fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program