Kære dig

Mange tak for dit supergode spørgsmål. Jeg synes, du har gjort dig mange gode overvejelser, som jeg får lyst til at gribe fat i, men først og fremmest må jeg sige, at jeg er imponeret over, hvor sej du er: at du har valgt at dele dine tanker, og på den måde taget et skridt i retningen mod en forandring, er nemlig virkelig sejt. Jeg forestiller mig, at det må have krævet tilløb at skrive dét, som du har skrevet, da det lyder til, at det fylder meget hos dig. Lige som du selv skriver, så ved jeg ikke, om jeg kan give dig det endegyldige svar med to streger under, men jeg vil give dig mit allerbedste svar.

Noget af det første, du skriver er, at du elsker dit studie, og tilmed oplever, at være god til det. Hvor er det fedt, at du er gået målrettet efter det her studie trods de udfordringer, som du beskriver at have med i rygsækken – og så endda med et fagligt overskud, som gør, at du klarer dig godt. Alene det, at du er i stand til at klare dig igennem et studie på universitetsniveau, synes jeg du skal se som værende en sejr i sig selv. Det er ikke alle, der kan det, og slet ikke efter en længere sygdomsperiode, som du har haft. Jeg ved godt, at det ikke er dét, dit primære problem omhandler. Grunden til, at jeg alligevel har valgt som det første at fremhæve netop dette, skyldes mit ønske om at overbevise dig selv om, hvor sej du er, og hvor stolt du, alene af den grund, bør være af dig selv. 

Desværre er ensomhed på universitetsuddannelser en udbredt problematik, hvorfor der er mange andre unge, der oplever noget lignende. Der er faktisk lavet flere undersøgelser der viser, at op mod halvdelen af alle studerende på videregående uddannelser føler mistrivsel eller ensomhed. Det fortæller jeg ikke, for at negligere dit problem – tværtimod, så fortæller jeg det, fordi jeg tænker, det kan være rart at føle, at du ikke er alene. At det forholder sig sådan, må nemlig betyde, at der er andre iblandt dig, som har de samme tanker, uden at de måske giver udtryk for det, og uden du måske kan se det. Du skriver, at de andre er udadvendte og har allerede fået tætte grupperinger. Måske er virkeligheden faktisk den, at flere af dem, som du vurderer som værende udadvendte, og hvor det sociale bare kører, måske også kan føle sig udenfor? Eller føle sig som en, der med nød og næppe er med i fællesskabet? Man kan nemt komme til at tillægge andre større succes, flere færdigheder eller større glæder, men det er sjældent hele sandheden.

Derudover, så er det sociale fællesskab på universitetet mindre struktureret end det, du måske kender fra tidligere, hvor der ofte har været planlagte aktiviteter, der er med til at styrke det sociale fællesskab. På universitetet er du i høj grad selv ansvarlig for at opsøge det sociale, hvis du ønsker det, og det er der faktisk rigtig mange, der synes er svært. Det kræver derfor noget særligt at dyrke det sociale fællesskab på universitet, og det er ofte energikrævende. Jeg tænker, at netop det kan have en betydning for, at du har det, som du har, og at det ikke nødvendigvis skyldes de udfordringer og erfaringer, som du også har med dig. Når det er sagt, at læser jeg selvfølgelig dit spørgsmål med dine psykiske problematikker in mente, og det vil jeg derfor gerne vende tilbage til senere.

Jeg får lyst til at kommentere på noget, som jeg læser mellem linjerne i det, du skriver. Jeg får fornemmelsen af, at du har haft høje forventninger til din start på universitetet – og det forstår jeg godt, hvis du har, særligt når det ses i lyset af, at du i en ung alder har haft et par år med sygemelding. Nutidens ”perfekthedskultur” kan også være medskyldig i, at særligt unge har høje forventninger til deres omgivelser, og måske endda føler sig underlagt presset for at ”få succes” på flere af livets arenaer. Grunden til, at jeg tænker, det kan være relevant i din sammenhæng, skyldes, at du måske på den ene eller den anden måde, har fået dig påduttet en form for ”opskrift” på, hvordan det skal være at gå på en universitetsuddannelse. Her tænker jeg nemlig særligt på det at falde til i det sociale fællesskab. Mange får den opfattelse, at universitetstiden skal være den fedeste tid i deres liv, hvor de får en masse nye bekendtskaber og venner, og måske har det sjovt efter skole og masser af fester i weekenden. Jeg siger ikke, at det ikke kan være sådan, men jeg får bare lyst til at sige, at det ikke behøver være sådan. Sådan forholder det sig langt fra for alle, og her kan jeg igen bare henvise til de undersøgelser, jeg omtalte tidligere. Det er ikke alle, der finder nye venner på deres studie: og det er helt okay.
Dog skal du selvfølgelig have det godt med at tage af sted, og derfor tænker jeg på, om du kan tage den her tanke til dig om, at det er okay, at du ikke har stærke, sociale relationer på dit studie? Og at dine medstuderende derfor blot er mere ”overfladiske” relationer, som kun relaterer sig til dit studie? Jeg tænker, det kan være en mulighed for dig at se det sådan, idet du skriver, at du har andre venner udenfor studiet. På den måde kan du måske skabe en balance for dig selv med, at du – som det ser ud lige nu på studiet – ikke har de nære relationer, men blot ”studiekammerater”. De nære relationer har du derimod i dine øvrige venner udenfor studiet. Når du derfor har behov for det sociale samvær, kan du opsøge det hos dine venner udenfor studiet, og dermed kan det være dem, du henvender dig til, for at få opfyldt dine sociale behov.
Jeg tænker, at hvis du på den måde kan ændre dit syn på det studierelaterede sociale fællesskab, så kan det være, at du kan slappe mere af i det fremadrettet. Måske bliver det nemmere for dig at tale til og med dine medstuderende, hvis du ikke har i baghovedet, at de skal blive dine nye bedste venner, men derimod nogle, du bare taler med om det studierelaterede?

I forhold til de venner, som du har udenfor studiet, så skriver du, at du ikke helt tør at være ærlig overfor dem omkring din situation. Du skriver også, at du allerede frygter, hvordan de ville reagere, hvis du fortalte dem om dine tanker. Det er helt naturligt at være bange for at vise sin sårbarhed, men måske ville de ikke reagere, som du frygter, hvis du var lige så åben overfor dem, som du har været her. Hvis vi vender situationen om, og forestiller os, at du sad på den anden side, og var ven til én, som fortalte dig om lignende tanker, ville du så ikke ønske at hjælpe vedkommende, og komme med dine gode råd?
Du skriver også, at dine venner selv studerer, og er sociale på deres studier. Jeg tænker på, om det ikke derfor er lige nøjagtig dem, der har de bedste forudsætninger for, at sætte sig ind i din situation? De har selv stået i den situation med at skulle starte ny hverdag, og måske har de også oplevet, at opstarten på universitetet kan være svær? Når nu du skriver, at de er sociale på deres studier, så har de måske gode råd til, hvordan du bedre kan komme ind i det sociale på dit studie? Jeg tænker i hvert fald, at det ville være en rigtig god idé at give dem chancen for at hjælpe dig og komme med gode råd – måske bliver du positivt overrasket over deres respons?
Når du taler med andre, og dermed skal sætte ord på dine tanker, sker det ofte, at du kan finde nye perspektiver. Nogle gange vil du måske endda opleve, at du selv kan høre, at det du siger højt, kan være blevet kørt op til at være noget inde i dit hoved, som det ikke bør være. I andre tilfælde kan det bare føles som en kæmpe lettelse at få det sagt højt. Det er derfor virkelig dejligt, at du kan tale med din kæreste om det, og jeg håber også, at du kan finde modet til at tale med dine venner. Det vigtigste er, at du ikke kommer til at gå med dine tanker for dig selv. Derfor får jeg også lyst til at præsentere andre muligheder for dig, som måske kan give dig den støtte og hjælp, som du kan have brug for.
Mange universiteter har studievejledere og andre mentorordninger, som de studerende kan gøre brug af. Det vil med sikkerhed ikke være første gang, de møder en studerende med tanker som dine, da studierelateret ensomhed er så velkendt en problematik. Fordelen ved at henvende dig her kan også være, at de muligvis har nogle gode råd til dig ift. at komme i en studiegruppe? 

Hvis det virker som en stor mundfuld at skulle henvende dig på dit eget universitet, kan du også kontakte Studenterrådgivningen. Hos dem er studierelateret ensomhed nemlig også et fokusområde, og de tilbyder både personale samtaler, men også muligheden for at tale i med en gruppe.

Jeg er nysgerrig på, om du mon har fået hjælp i forbindelse med dine psykiske problematikker? Jeg tænker, at der måske kan have været en eller flere fagpersoner i dit forløb, som har fortalt dig om bl.a. ptsd og angst, eksempelvis en psykolog. Hvis det er tilfældet, kan du måske opsøge en af disse fagpersoner igen, og få hjælp til den situation, du befinder dig i nu? Grunden til, jeg tænker det kan være en fordel er, at denne fagperson allerede kender dig og din psykiske ballast, og på den måde tror jeg, du hurtigst kan få nogle værktøjer til at håndtere dine aktuelle udfordringer. Det synes jeg faktisk kunne være rigtig godt for dig, da det er vigtigt at huske, at særligt angst ikke bare er et livsvilkår. Der findes en masse tiltag, du kan gøre, men det er de relevante fagpersoner, der allerbedst kan hjælpe dig til at finde de rette værktøjer.

Jeg skrev tidligere, at jeg gerne ville vende tilbage til dine psykiske problematikker, som du beskriver. Du skriver, at det er din egen skyld, og at det er din psykiske lidelse, der gør det sociale aspekt sværere for dig, men at du ikke kan acceptere det. Når jeg læser det, du skriver, så tænker jeg faktisk helt modsat, at det er en kæmpe bedrift, at du, trods din psykiske mistrivsel, bare er nået så langt, at du nu er startet på en uddannelse. Som jeg også har skrevet tidligere, så er jeg ikke sikker på, at din psykiske lidelse kan stå alene som årsagen til, at du har det, som du har. Derfor ville jeg sådan ønske for dig at du kunne omvende dine tanker til, at du har nogle psykiske udfordringer, ja, men at du dæleme er nået langt på trods af det. Livet et sjældent kompromisløst, og som jeg også skrev tidligere, så er en ny start og forandring energikrævende. Det er derfor helt naturligt, uanset om du har en psykisk lidelse eller ej, at have behov for at trække sig for at få fornyet energi. Og her har du måske bare et endnu større behov for det, da du netop har lidt mere vægt i den psykiske baggage – og det er helt okay.

Du skriver også, at du altid har kæmpet med din psykiske lidelse, og har sat dig for, at den ikke skal begrænse dig. Det synes jeg på sin vis er rigtig godt, da det er vigtigt at eksponere sig selv i det omfang, det giver mening. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig irriterende, hvis dine psykiske udfordringer skal blive ved med at være et benspænd for dig. Med det sagt, så tror jeg det er vigtigt, at du også finder en balance i det. Det er vigtigt at huske på, at du godt kan udfordre og eksponere dig selv, men at du samtidig kan have behov for at træde et skridt tilbage ind imellem. At acceptere, at noget et sværere, end forventet, er nemlig ikke det samme som et nederlag.

Du skriver, at du ikke altid ved, hvad du skal sige, og at du kan lukke i som en østers, når du prøver at socialisere med dine medstuderende. Det er ærgerligt, at du føler, det går galt i situationen, når nu det lyder til, at du er god til at sige til dig selv, at ”nu prøver jeg”. Bare det, at du prøver, er virkelig modigt, og et tydeligt bevis på, at du tør eksponere dig selv. Derfor tænker jeg på, om du mon kan sætte nogle mål for dig selv, og på den måde lave en lille aftale med dig selv om, hvor meget du skal eksponere dig selv den kommende dag på studiet? Det kunne eksempelvis være, at dit mål for i morgen var at spørge dén, du sidder ved siden af, om vedkommende har læst, lavet sin opgave eller andet, der måske er aktuelt på studiet lige nu. Det kan også være du bare skal sige hej til en medstuderende, eller spørge om vedkommende vil med i kantinen og hente en kop kaffe. Du kan jo selv justere alt efter, hvor meget overskud du har den pågældende dag. På den måde kan du med sikkerhed sige til dig selv, at du har prøvet, og at du ikke har ladet din psyke forblive en udfordring. På samme måde kan du også bedre forberede dig, når du på forhånd har bestemt dig for, hvad du skal sige eller spørge om.

Til sidst vil jeg henvise til en artikel, hvor du kan læse mere om ensomhed, men også kan finde nogle konkrete råd til fx at tage kontakt og igangsætte small-talk. Jeg tænker, det kan være relevant, når nu du nogle gange har modet, men måske mangler nogle konkrete redskaber. Artiklen er fra Mindhelper, og du kan finde den her: https://mindhelper.dk/ensomhed/ensom

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Pas rigtig godt på dig selv, og held og lykke med studiet fremadrettet.

De bedste hilsner,
Vicki