Hej pige på 15 år!

Mange tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg synes at det er godt du skriver herind, da det virker som om at episoden med din veninde har gjort et meget stort indtryk på dig, og haft store konsekvenser for dig.

Jeg vil gerne starte med slutningen: du spørger, hvordan du får lysten til at starte i skole, da du er bange for at få en grim kommentar igen. Og det er et godt spørgsmål. Jeg tænker mange forskellige ting. Og måske er den bedste måde at dele spørgsmålet op i to?

Først, så kan jeg sagtens forstå, at du synes det virker svært at komme i gang med skolen igen, efter 5 måneder uden. Det er helt forståeligt, da jeg forestiller mig, at du lige nu er lidt ude af ”rytmen” med at stå op og tage i skole. Det spørgsmål som jeg ville stille mig selv hvis jeg var dig ville nok være: ”Hvad sker der, hvis jeg fortsætter med ikke at gå i skole”? Og det ville jeg spørge om, fordi du selv nævner i brevet, at du virkelig gerne vil have din 9. klasse, og begynde på en uddannelse. Så jeg læser det som om, at der er noget du rigtig gerne vil – have en ungdomsuddannelse – og noget der lige nu forhindrer dig i at opnå det – at tage i skole igen.

Så er det her, vi skal finde ud af, hvilke muligheder du har for at opnå det du gerne vil. Det er jo et rigtig godt sted du har startet, sammen med dine forældre og skolen, om at du går i skole på lidt nedsat tid, så det er lettere for dig. Men det, som jeg tænker at det handler om nu, er at få dig tilbage i skolen. Hvad mon du egentlig selv tænker er svaret på, hvordan du får lyst til at komme i skole igen? Kan du snakke videre med dine forældre eller skolen om det? Eller en der hjælper dig med social angst?

Jeg har stor forståelse for, at det kan være en overvældende og skræmmende tanke at tage i skole, når man har social angst. Jeg lægger for eksempel mærke til en sætning i dit brev: ”noget, der kan knække mig, er hvis andre folk har fordomme om mig”. Til det vil jeg sige, at alle mennesker har fordomme om andre. Og det har vi på grund af vores forfædre. Dengang vi mennesker levede på savannen, for mange tusinde år siden, sparede vi nemlig mange ressourcer ved hurtigt at dele ting og mennesker op i kategorier, så verden var lidt simplere at navigere i, for det kan vi mennesker bedst lide.

Og mange dele af angst har jo også at gøre med, at vi for mange tusinde år siden var meget udsatte hvis vi ikke var en del af gruppen. Så det at du i skolen kan få det ubehageligt ved tanken om at der er nogen der ikke kan lide dig, er også på grund af den menneskelige historie, som vi alle bærer med os.

Men verden ser jo meget anderledes ud i dag. Vores hjerner har bare ikke ændre sig alverden siden dengang. Og nu er det også dig, det her brev handler om. Og jeg tænker, at en måde du kunne overveje at gribe situationen an på er at prøve at gøre noget, selvom det er ubehageligt. Altså – tage i skole, selvom det er ubehageligt. For hvem ved – måske bliver dine veninder glade for at se dig igen? Og måske det er rart for dig at finde en mere stabil hverdagsrytme med skolen igen? Hvad mon du tænker om det?

For at svare på den anden del af dit spørgsmål, så forstår jeg godt, at du blev såret over din venindes reaktion på, at du skulle hjem. Jeg tænker, at hun stod i en presset situation, og måske reagerede på det ved at lade det gå ud over dig, selvom at det måske var noget helt andet det handlede om. Jeg forstår godt, at det var ubehageligt for dig at få sådan en kommentar med på vejen. Men kunne du overveje at tale med din veninde om den oplevelse? Jeg tænker i hvert fald, at det ikke er muligt at beskytte os hele vejen gennem livet uden at få andres kommentarer med på vejen. Vi kan jo trods alt ikke kontrollere hvad andre mennesker gør.

Jeg håber at svaret kunne bruges til noget. Og ellers er du meget velkommen til at skrive herind igen.

Mvh Jeppe