Kære Katrine

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er rigtig ked af at høre, at du har det så svært lige nu. Det lyder som om, at der er mange ting, der presser dig, og at det du egentlig allerhelst vil, det er at få noget ro. Hvilket er helt forståeligt, for det lyder som en rigtig vanskelig situation, du står i. Jeg kan godt forstå, at du derfor havde brug for at "komme ud med det" og få sat nogle ord på det, du oplever. Det skal du vide, at du altid er velkommen til enten her i vores brevkasse eller i vores anonyme SMS-rådgivning.

Der er rigtig mange ting i dit brev, som jeg bliver optaget af, når jeg læser det. Det første, jeg lægger mærke til, er, at du skriver, at du føler dig som en fiasko lige nu, fordi det er rigtig svært for dig på dit nye studie. Der har jeg bare brug for at sige, at det for mig er helt forståeligt, at det er svært for dig at balancere et studie oveni alt det, du oplever. Det er helt generelt hårdt at starte på et nyt studie, men når du så samtidig har det rigtig skidt og ikke sover særlig meget, så kan jeg virkelig godt forstå, at du ikke kan lykkedes med det lige nu. Jeg kan også godt forstå, at du gerne vil studere, og at det gør dig ked af det, at det går dårligt, men du er IKKE en fiasko. For mig der lyder det til, at du er overbelastet lige nu, og det handler derfor ikke om, at du "bare" skal tage dig sammen. Vi kan ikke altid gøre ting, selvom vi rigtig gerne vil, og nogle gange må vi erkende, at det bare ikke er det rigtige tidspunkt. Måske det er det samme, som gør sig gældende for dig og dit studie?

Noget andet i dit brev, som jeg lod mærke til, det er, at du skriver, at du ikke vil have hjælp, fordi du vil klare tingene selv. Sådan har rigtig mange det, og der kan være forskellige grunde til det. Jeg er nysgerrig på, hvad din grund er? Handler det f.eks. om frygten for, at folk ikke tror på dig, som du nævner? Eller handler det om ikke at føle sig som en byrde? Eller måske noget helt tredje? Uanset hvad så forstår jeg det godt. Jeg forstår godt ønsket om at ville gøre tingene på egen hånd, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ikke er alle ting, som man kan løse på egen hånd. Vi har allesammen brug for hjælp engang imellem. Det er hverken forkert eller svagt eller noget, man skal skamme sig over.

Du skriver i dit brev, at du ikke vil tale med egen læge, fordi han bare vil henvise dig til psykiatrien, og at du ikke vil have medicin, fordi det bare er symptombehandling, som ikke hjælper på noget på langt sigt alligevel. Det får mig til at tænke, at du måske kender systemet indefra fra tidligere, og at dine erfaringer ikke er særlig gode? Hvis det er rigtigt, så kan jeg virkelig godt forstå, at du er afvisende overfor psykiatrien og medicin. Omvendt så udelukker en eller flere dårlige oplevelser ikke, at det stadig er det sted, hvor du måske kan få den rette hjælp. Lad os f.eks. se på medicin. Det er rigtigt, at det nogle gange mest af alt bliver symptombehandling, men nogle gange så er det måske ikke så skidt igen. Nogle gange er medicinen det, som lige kan tage toppen af ens symptomer, så man får energi og overskud til faktisk at kunne arbejde med det underliggende, og altså det som gør, at man får symptomerne. Måske et lignende scenarie kunne være vejen frem for dig? Det kan du jo f.eks. overveje at tale med din egen læge om, eller tale med personalet i psykiatrien om, hvis du lader dig henvise dertil.

For noget af det, jeg tænkte allermest, da jeg læste dit brev, Katrine, det er, at der er mange ting, som er meget bekymrende. Det er bekymrende for mig at høre, at du overvejer at bo på gaden, at det går dårligt med studie, at du drikker meget alkohol, og at du ikke sover. Det bekymrer mig, at du lægger alt presset på dig selv, og at du tænker, at du ene og alene skal løse alle dine problemer uden nogen som helst form for støtte. Det bekymrer mig, og derfor er mit råd til dig, at du ikke lukker nogle døre på forhånd. At du er åben for mulighederne, og at du undersøger dem, før du afviser dem. Så tal med din læge, og lad dig henvise til psykiatrien, hvis det er det, din læge anbefaler. Tal med personalet i psykiatrien om dine erfaringer, dine tanker og dine ønsker. Folk, der arbejder i psykiatrien ved en helt masse, men de ved ikke, hvad der sker i lige præcis dig, og derfor er det så vigtigt, at man åbner op og deler det, som fylder. Hvis de tilbyder behandling, så prøv det af og se, og husk igen, at jo mere en behandler ved om, hvad der sker inde i dig, jo større er deres chance for at kunne hjælpe dig.

Kære Katrine, jeg forstår virkelig godt, hvis det her måske ikke lige var det svar, du søgte. Jeg ved godt, at jeg beder dig gøre nogle ting, som du helst ikke vil. Men når jeg gør det, så er det fordi, at jeg tænker på, hvor ærgerligt det er, hvis du på forhånd får lukket den dør, som er vejen ud på den anden side af alle de svære ting, som du oplever lige nu. Så jeg håber, at du måske bare vil overveje nogle af de her ting. Og hvis du gerne vil tale om det, så tøv som sagt ikke med at kigge forbi vores SMS-rådgivning! Her sidder vores søde rådgivere klare til at tale med dig.

Jeg håber virkelig det allerbedste for dig, Katrine. Jeg krydser fingre, og jeg hepper.

Mange varme knus og tanker,

Dagmar