føler mig som trans

brevkassespørgsmål

føler mig som trans

hej cyberhus ville bare sige at det hjælper mig meget med at være inde her og få hjælp med andres spørgsmål! Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. alt er bare et mess lige nu for hver gang jeg kigger ned af mig selv i spejl, bad eller idræt bliver jeg så ked af det pga af mine former. jeg føler mig meget utilpas og bruger meget af tiden på at gemme mig i hoodies og store trøjer så ingen skal kunne se mine former.( jeg er ikke ensom på nogen måde og har mange venner ) jeg har haft det sådan her får for lang tid siden, hvor jeg sagde det til mine forældre. derefter kom jeg til pksykolog både pga af jeg havde det dårligt pga jeg er/var en pige, og så selvmordstanker. men det gik slet ikke godt hos pksykologen. hver gang jeg kom ud begyndte jeg at græde og kunne ikke tage i skole bagefter fordi jeg var så såret pga jeg syntes at ingen kunne forstå mig. det hjalp bestemt heller ikke da mine forældre prøvede at berolige mig med at sige '' vi håber det bare det er en phase '' det sårede mig helt vildt! min gamle (vi er ikke venner længere sagde også at hun nægte at kalde mig ham/han eller det/dem og det sårede mig meget. og de ord sidder stadig i mig. nå men jeg stoppede til pksyko , og prøvede at nedkæmpe mine føleser med at gå i kropsnært tøj ( stremme bukser og crops) men kunne ikke holde det ud... men jeg trode at det hjalp med at bare at prøve at glemme det. men nu er jeg her og spørger om råd. mine føleser er kommet tilbage og hver gang jeg går i bad eller ligende bryder jeg ud i tåre. skal lige sigde at jeg var kort håret for ikke så lang tid siden, men det er vokset ud til en mellemlang ( feminin frisure) og jeg hader det! jeg har sagt til mine forældre at jeg gerne ville blive korthåret igen, men er ikke kommet til frisør endu... Jeg er også gået tilbage til min gamle stil med store hoddier og sådan nået. da jeg følte det blev alt for ubehaligt med det frminine. Men nu har jeg en stor bekymring.. jeg har næsten i hovedt fundet ud af jeg er trans og jeg føler mig sådan . men hvad med mine forældre? hvad vil de suge til at jeg ''springer'' ud som trans igen? vil de synes at det er et nummer der går over igen og vil de tage det seriøst? jeg kan mærke at jeg er meget gerne vil fortælle dem men jeg ved ikke hvordan jeg får forklaret dem at jeg er 100% sikker på at jeg ikke er trans og at det ikke er en phase... kan man finde nogle flere råd på yt for unge trans? eller skal jeg bare simpelthen droppe det med at fortælle dem? og så aligevel ikke... jeg kan mærke at alt bare gør ondt ig trykker mig lige nu... og jeg ved ikke hvor megt jeg kan bare leve og vente på det rette tidspunkt. tankerne om selvmord er også vendt tilbage. de sidder hele tiden i mine tanker og jeg kan ikke få dem ud af mit hovde. jeg har ingen planer på nogen måde at gøre det, men jeg kan mærke at det gør rigtig ondt at skjule det for mine forældre. og jeg også bare dum for jeg kan tage mig sammen og sige det til mine forældre hvordan jeg føler men hvordan? og inderst inde ved jeg på en måde at alt bliver bedre hvis jeg fortæller dem hvordan jeg føler. 'Så hvordan skal jeg takle det her og sige til mine forældre hvordan jeg har det? og jeg ved at jeg også burde sige det med selvmords tanker men jeg ved bare inderst inde at alt vil blive 100 gange bedre hvis jeg bare siger at jeg er trans?

Svar:

Kære du.

Det lyder til at det er rigtig svært at finde ud af for dig, hvem og hvad du er. Så jeg er glad for at du rækker ud og spørger efter lidt råd til hvad du stiller op.

Når jeg læser dit brev, er min første tanke, at du virkelig har brug for at tale med nogen. Særligt med nogen som ved hvad det er for tanker du går rundt med, og hvordan de påvirker dig og dit liv.

Som ung er det helt normalt, at man kæmper med at finde ud af hvem og hvad man er og hvordan man ønsker ens fremtid skal se ud. Men særligt det med køn, identitet, hvad er man til og alt det der hører med. Det kan være super frustrerende og forvirrende at være i. Heldigvis findes der forskellige muligheder, og jeg tænker her, at det er vigtigt at der også findes en mulighed for, hvor dine forældre kan få hjælp til at håndtere det, og hvordan de kan hjælpe og støtte dig.

Det er vigtigt de kan støtte dig igennem den proces du er igennem. Lige når ens forældre får det at vide, ja så kan de reagere som du fortæller, at det er en fase og det går nok over igen. Heldigvis er størstedelen af forældrene også enormt støttende i takt med de bliver mere fortrolige med det.

Derfor tænker jeg der er et par muligheder for dig, hvor du kan få talt med nogen om det, og få hjælp til at finde frem til dig selv og den identitet du ser dig selv i.

Du har en alder nu, hvor der er lidt flere muligheder, også for at få anonyme samtaler.

Et af stederne er headspace.dk som har centre i hele landet, og her vil jeg virkelig anbefale dig, hvis du bor i nærheden af et center, at du går forbi og får en snak. Her kan du få flere samtaler med samme rådgivere, og på den måde hjælpe dig igennem og videre i at finde frem til dig selv, så du får det bedre indeni, og ikke går med den tvivl som jeg læser i dit brev. Du kan faktisk gå der helt anonymt, uden de behøver kende dit navn osv. De vil spørge til din alder og navn, men du er ikke forpligtet til at fortælle det, men det kan være en hjælp at de kender din alder. Fra man er 12 år kan man få samtaler hos dem.

De er vant til at tale med alle slags unge, også unge der er i tanker om deres kønsidentitet osv.

Hvis det kan give mening for dig, vil det også kunne være muligt, at dine forældre på sigt inviteres med til en samtale, hvor de kan hjælpe med at forklare dine forældre hvad det her betyder ffor dig, hvordan det kan være hjælpsomt for dig, at de støtter dig osv.

Men det behøver ikke være de første samtaler, men det kan være en mulighed der er værd at overveje hen af vejen. I hvert fald er det gratis at gå der, og jeg tror det vil kunne give dig rigtig meget, i forhold til hvad du oplevede psykologen gav dig. De er også vant til at tale med unge om selvskade og selvmord, så det kan de sagtens rumme og det har de også en forståelse for, hvorfor det er noget du har med dig i rygsækken.

En anden ting er at du via cyberhus her skriver til din kommune, hvis de er på listen. Her kan du chatte anonymt med en fra din kommune, og flere kommuner tilbyder unge mulighed for samtaler i ungecenteret, som kan være super hjælpsomt for dem. Her vil det også være muligt at dine forældre på sigt kan være med til nogle samtaler, så de kan forstå dig endnu bedre.

En anden ting, er at kigge ind på www.gruppechat.dk der oprettes hele tiden nye grupper og emner, og der er også i forhold til kønsidentitet, hvor man kan møde andre unge, der kæmper med mange af de samme ting som en selv. Det at tale med nogen der kender til det i et trygt rum, kan være meget hjælpsomt.

Jeg håber at du vil bruge en eller alle tre muligheder, så du får den bedst mulige støtte, men lige her og nu, vil jeg helt klart anbefale dig at få et forløb hos headspace, hvis de ligger i nærheden af dig, og så at bruge gruppechat hvor du kan møde andre unge og få nogle gode snakke om de tanker man går med.

Og til slut, vil jeg bare sige kæmpe respekt for at du mærker efter inde i dig selv, at du lige nu står ved dig selv og går i det tøj du ønsker, at du ønsker at have kort hår osv. Det er vigtigt du ser ud som du ønsker, og ikke lader dig diktere af hvordan andre mener du skal være og se ud. Det er en stor del af det at finde frem til hvem man er. Og i teenageårene kan man opleve at det skifter flere gange undervejs, hvilket er helt ok!

Hilsen fra Rose