Sygdom og kæresteproblemer
Sygdom og kæresteproblemer
Hej. Jeg er en pige på 21. Jeg har været sammen med min kæreste i over 3,5 år og er rigtig glad for ham. Jeg har desværre de sidste 2 år været syg og lægerne er stadig ved at udrede mig. Min kæreste har tolket det rigtig godt og jeg ved hvor hårdt det har været for ham. Grundet at jeg er syg synes min kæreste at han tit ofre sig, i forhold til ting han gerne vil. Det ved jeg godt at han gør og er så taknemlig for at han er så forstående over for min situation. Desværre bliver han altid meget skuffet og ked af det når han så har brug for at jeg ofre mig. Han er meget spontan og når han kommer med en ide til et socialtarrangement eller nogle dage bare at tage hjem til ham og overnatte, kan det i det øjeblik han forslår det virke uoverskueligt for mig og jeg siger tit at jeg derfor lige hurtigt skal tænke over det og se hvor jeg kan grave kræfterne frem til det. Men det er ligesom ikke tilladt og vi ender med at slutte samtalen sur og kede af det på hinanden, fordi han ikke forstår hvorfor jeg aldrig kan gøre noget for ham. Jeg forstår 100% godt at jeg skal ofre mig en gang i mellem og gøre ting han har brug for og lyst til. Men min energi er meget minimal og jeg er i forvejen en introvert person. Derfor kan ting som at han spørger til frokost om jeg samme dag vil hjem til ham og overnatte virke uoverskueligt, fordi jeg ikke er forberedt. Jeg prøver tit at forklare ham at jeg bruger kræfter på fx at overnatte hos ham. Han er stadig hjemmeboende, så det vil sige ar hans forældre osv også er hjemme og er mennesker man ligesom skal interagere med og som derfor tager mange af de få kræfter man har på de dårlige dage. Han misforstår det altid og tror at jeg ikke elsker ham fordi at det burde jo give kræfter at være sammen med ham og være helt naturligt at overnatte hos ham. Og det gør det jo også, men dræner samtidig når hans forældre fx er hjemme og bare det at deres aftensmadrutine forgår anderledes end hjemme hos mig og det at jeg skal sove i hans seng som overhovedet ikke passer til min krop og mine behov. Og at jeg synes det er uoverskueligt og grænseoverskridende at fx at tage et varmt bad kl 3 om natten grundet smerter eller gå ned i stuen og lægge på gulvet, så det gør jeg næsten aldrig når jeg overnatter hos ham og ender med at få det SÅ dårligt i flere dage når jeg kommer hjem fordi jeg har presset min krop alt for meget. Det er bare rare at være hjemme og gøre de ting jeg har brug for, selvom hans familie er så søde og forstående. Derfor skal jeg altid lige vurdere om jeg kan overskue det den gældende dag. Men han får mig mere og mere til at føle at jeg aldrig gør noget for ham. Selvom jeg tit siger at jeg gerne vil hjem til ham og være sammen, men at jeg så tager hjem og sover ved mig selv - fordi det er ikke at ofre mig og et tegn på at jeg ikke gider at være sammen med ham, synes han. Vi er begge to trætte af min situation men der er ligesom ikke rigtig noget at gøre ved det. Jeg prøver og prøver at forklare ham at det er okay at jeg tænker over det og vender tilbage, at det ikke er fordi at jeg ikke vil være sammen med ham. At det ikke er fordi jeg hader hans venner eller familie. At det ikke fordi jeg aldrig vil ofre mig. Jeg har bare brug for planlægning til alt. Og de gange jeg ikke kan overskue at diskutere med ham om det og siger ja noget som jeg ikke kan deale med den dag, ender det jo alligevel dårligt fordi han så senere bliver ked af det fordi jeg er træt og måske er bliver mopset og næste dag har det tydeligt dårligere. Og i de situationer forstår han aldrig at det er grundet jeg ofrede mig utroligt meget og sagde ja til noget jeg ikke kunne holde til, men fokusere kun på at jeg fx hurtigt vil hjem fra et arrangement eller vil i seng en fredag kl 21:30. Føler at det er mig der er forkert på den fordi jeg ikke bare kan sige ja til alt. Og at jeg ødelægger vores forhold og er en dårlig kæreste. Men ved samtidig at jeg ikke kan gøre det bedre end jeg gør det nu i min situation, men ved bare ikke hvordan jeg skal forklare ham det så han forstår det. For han misforstår det ALTID. ALTID. Jeg giver han luft til at hænge ud med vennerne og tage i byen så tit han vil og jeg ved at han tit savner mig og jeg savner også tit ham, men det er også tit bare svært at elske andre og interagere med andre når man bruger så mange kræfter på at deale med sig selv og ens smerter og træthed. Har efterhånden af flere omgange overvejet og sige at vi skal have en pause i vores forhold. Men han er min klippe og jeg kan slet ikke forstille mig mit sygdomsforløb uden at have ham og snakke med, grine med ham, glemme sygdommen i gode stunder med og deale med den i de dårlige. Jeg er også tit bange for at han pludseligt slår op med mig fordi han er ung og vil leve livet, som jeg et eller andet sted godt forstår fordi jeg jo var rask da vi mødtes. Men tanken giver mig helt angst og har aldrig turde spørge ham om han går rundt med de tanker. Håber I kan give mig nogle råd til hvordan jeg kan snakke med ham, og måske også forstå lidt mere af hvorfor han reagere som han gør. Kh Den Ukendt-Syge
Kære du
Jeg er ked af at høre, at du er syg - og ikke ved hvad du fejler endnu. Jeg kan virkelig godt forstå at det går dig meget på, at din sygdom, og deraf følgende træthed, påvirker du og din kærestes forhold så meget. Som jeg forstår det, så har du en følelse af at det er svært at kommunikere med din kæreste omkring din sygdom og dine behov, og han misforstår eller mistolker ofte det du siger - og det er selvfølgelig ikke rart at være i.
Når man er i et langvarigt forhold, så vil der som regel altid ske ændringer i ens liv og hverdag, mens man er sammen, som gør at man ændrer sig lidt eller at ens relation til hinanden ændrer sig. Det kan nogle gange godt være rigtig svært at finde ud af, hvordan man skal håndtere og det kan derfor, desværre, også give nogle gnidninger i et forhold, når man står i en svær situationer i livet eller en stor ændring i hverdagen eller livet.
Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at situationen lige nu, er svær for både dig og din kæreste. Du skriver, at du og din kæreste har været sammen i 3,5 år og at det ikke er alle årene i har været sammen, at du har været syg - så du har ikke det samme overskud og de samme kræfter, som du havde, da I startede med at være kærester. Hvis man ser det fra din kærestes side, så er det måske noget af det som er med til at gøre, at det også er svært for ham at være i. Men det gør det selvfølgelig ikke i orden, at han ikke er forstående overfor din situation. Det virker som om, at han tager det ret personligt, når der er noget du ikke kan eller har overskud til, på grund af din sygdom. Fordi han ikke selv har prøvet at have det sådan, kan det måske være svært for ham at sætte sig ind i, hvordan det er, at have det sådan, som du har det. Og derfor ender han i stedet med at tage det som et udtryk for, at du ikke har lyst til at være sammen med ham eller ofre dig for ham, fordi det sandsynligvis er så svært for ham at sætte sig i dit sted. Det er, som sagt, en rigtig svær situation for jer begge. Det er dog min overbevisning, at når man er i et forhold, så bliver man nødt til at prøve at være forstående overfor hinanden og anerkende hvordan den anden part har det - og det synes jeg ikke det lyder til, at din kæreste er så god til. Jeg kan læse, at du allerede har prøvet at forklare ham mange gange, at det ikke har noget med ham at gøre og prøvet at få ham til at forstå, hvordan du har det. Og jeg tænker også, at det er det der skal til. Hvis du har lyst, kunne du, på et tidspunkt hvor I begge er i godt humør og hvor du har overskuddet til det, tage en lidt dybere snak med ham om, hvordan du føler det, når han ikke er forstående overfor din situation - og fortælle ham om dine tanker omkring jeres forhold. Faktisk alt det du beskriver her i dit brev, tror jeg det vil være godt at få fortalt ham og få snakket med ham om. I alle længerevarende forhold vil der komme udfordringer til tider. Lige for tiden er det dig der har det svært, og har brug for at der bliver taget lidt ekstra meget hensyn til, men det kunne lige så godt være ham, på et senere tidspunkt i jeres forhold. Derfor er det grundlæggende bare vigtigt, at begge parter i et forhold, er forstående overfor den anden og den andens situation.
Hvis du har mod på at tage en snak med din kæreste om det, så kunne du eventuelt også fortælle ham, at du godt kan forstå, hvis det også er svært for ham at være i og at sætte sig ind i din situation. På den måde viser du ham også forståelse og forhåbentlig vil det være med til, at han vil vise mere forståelse for din situation. Hvis du har lyst, kan du også forberede nogle spørgsmål på forhånd, som du gerne vil spørge ham om, som kan hjælpe dig til at forstå, hvordan han tænker og føler og hvorfor han reagerer som han gør. En anden mulighed kunne være, at du foreslår ham, at I kunne have en dag, hvor I laver noget som han har lyst til. Det skal selvfølgelig kun være, hvis du føler at du har overskud til det og det skal naturligvis være noget, som du kan holde til. Men det er et forslag som du kan overveje - som måske ville være med til at vise ham, at du også ser og møder ham i jeres forhold.
Det er svært at sige, hvad der er det rigtige at gøre i din og din kærestes situation. Jeg har forsøgt at komme med nogle bud på, hvad der måske kan være med til at gøre jeres forhold bedre. Jeg vil mene, at det altid er en god start, at få talt om tingene, så man får en forståelse for, hvordan den anden tænker og føler. Derudover tænker jeg, at det kan være individuelt fra par til par, hvad der kan hjælpe. For nogle kunne det måske være en løsning at flytte sammen, for andre kunne det hjælpe at lave en eller anden aktivitet sammen, som får sygdommen lidt i baggrunden og for andre igen er det noget helt tredje der hjælper. Jeg tænker derfor også, at du og din kæreste, skal få talt sammen om, hvad I sammen kan gøre, så I sammen finder en løsning, der giver mening for jer begge.
Jeg håber du kan bruge mit svar og så krydser jeg virkelig meget fingre for, at det hele snart bliver bedre, både for dig og for dig og din kærestes forhold.
Mange tanker,
Freja