Hej igen Kathrine,

Når jeg læser dit brev nr to og sammenholder med du sendte i sidste uge (som jeg også svarede på) er der ikke ret meget forskel. Det fortæller mig, at du stadig sidder rigtig meget fast, som du også selv beskriver.

Du skriver i begge dine breve, at du ikke kan komme videre, og at du mangler en afslutning. Den følelse kan fylde alt, og kan gøre, at det kan føles umuligt at komme nogen vegne. Men det kan du. For det er dig selv, der vælger at blive hængende i fortiden. Jeg ved det lyder kynisk og uforstående. Men ikke desto mindre er det sandheden.

Det kan være ekstremt svært at lægge noget bag sig, som man føler ikke er blevet afsluttet ordentligt. Men det kan godt lade sig gøre. Det tager tid og det kræver viljestyrke, men det er på ingen måde umuligt.

Dit brev her viser tydeligt, at du vælger at blive hængende i fortiden. Et af de største problemer, der opstår, når vi hænger fast i fortiden er, at vi glemmer at leve i nutiden, og slet ikke kan fokusere på fremtiden. Når vi konstant beskæftiger os med fortiden frarøver vi os selv muligheden for at komme videre, for at lægge det bag os, og for at acceptere, at det nu en gang er sådan tingene er.

Og netop accepten er det vigtige her. For som jeg også skrev sidst, så kan du godt vælge at kontakte ham, hvis du vil. Men i virkeligheden tror jeg det vil være langt bedre og sundere for dig, hvis du begynder at arbejde på at acceptere, at du nok ikke får mere afslutning end den du fik dengang. Og at det er okay.

Mange hilsner,

Siv